Gaeldsbjerg skubber til ejerlandskabet i dansk erhvervsliv

De gaeldstyngede virksomheder, ofte ejet af kapitalfonde, lider under de højere renter, pressede konjunkturer og faldende priser.

Det er meget muligt, at der er nogenlunde styr på indtjeningen. Store dele af dansk erhvervsliv er utroligt smidige til at tilpasse sig svigtende konjunkturer, inflationschok, energikrise, krig i Europa eller en haergende sygdomspandemi. Det giver en nødvendig robusthed bag forretningsmodellerne i en meget omskiftelig verden.

Men der er et men. Det er på et tidspunkt, hvor markedsforholdene bliver mere og mere udfordrede, specielt i Europa og Kina, ingen god idé at slaebe rundt på for meget gaeld. Og det gaelder isaer, når renterne efter en lang periode med nulrenter nu er steget.

Nu naermer udløbsdatoerne for mange lån sig hastigt, og det betyder, at kraftigt gaeldsatte virksomheder er sat under et voldsomt pres.

Det er altid en af topledelsens fornemste opgaver at have et passende kapitalberedskab. Ud over at det er dyrt at vaere fattig, indskraenker begraensede finansielle muskler også en virksomheds manøvrerum. Der vil altid i kølvandet på kriser opstå muligheder, som mere robuste virksomheder kan udnytte.

De højere renter og stor gaeld rammer isaer en bestemt type virksomheder. De kapitalfondsejede. Her er en del af investeringsstrategien at lade den tilkøbte virksomhed finansiere en så stor del af købesummen som muligt, så ejerens indskud bliver så lille som muligt.

Det vil alt andet lige øge afkastet af den investerede kapital. Udfordringen er, at den kraftigt forøgede gaeld skal serviceres på samme tid, som virksomheden gerne skulle vokse og endda vokse mere lønsomt. Det er der ikke saerligt mange virksomheder, der kan.

Når renterne stiger, betyder det ikke kun, at gaeldsbyrden bliver tungere. Det betyder også, at lånebetingelserne typisk bliver strammere.

Dertil kommer, at højere renter også saetter virksomhedernes salgsvaerdi under pres. Hvis indtjeningen også er for nedadgående, eller en turnaround traekker ud, udgør det en giftig cocktail. Kapitalfondene risikerer at braende inde med deres virksomheder, skal måske skyde mere kapital i dem og se de forventede gevinster rasle ned.

Der er ifølge konsulenthuset Bains seneste årlige rapport rekordhøje 28.000 usolgte virksomheder ejet af kapitalfonde til en svimlende vaerdi på mere end tre trillioner dollar. Det kan også skyldes, at netop kapitalfonde er gode til at tiltraekke kapital og købe virksomheder, så deres forretningsomfang stiger.

Men den bekymrende tendens er, at de ejer dem i laengere og laengere tid, før de kan saelge dem igen. Før finanskrisen var ejerperioden under fire år. Nu er den over seks år.

Og den kan blive endnu laengere. Nu kan mange danske virksomheder ikke udskyde refinansieringen af den store gaeld laengere.

Det betyder, at ejerne som i tilfaelde med Leo Pharma, WS Audiology, Norican og TDC må skyde enten egne lån eller købe flere aktier for at få den store gaeldskabale til at gå op.

Det siger sig selv, at det ikke er i virksomhedens interesse, at kapitalstrukturen bliver en haemsko for evnen til at skabe vaerdi. Det er også som i tilfaeldet med vindrederiet Ziton endt med en ny ejer, der ikke ser sig selv som en god, langsigtet ejer og derfor har sat virksomheden til salg.

Det er netop det afgørende for de virksomheder, der er havnet i en truende gaeldsfaelde. Det er nu, at syretesten for holdbarheden af det rigtige ejerskab sker. Det er derfor uundgåeligt, at ejerstrukturen i den mest gaeldsramte del af dansk erhvervsliv vil aendre sig.

Det er også en offentlig hemmelighed, at Hempel i lang tid har forhandlet med kapitalfonde om at blive medinvestor i den fondsejede malingsproducent for at nedbringe gaelden og fortsaette med at købe op og vokse.

Det er heller Ikke lang tid siden, at Sticks’n’Sushi fik ny ejer, hvor en kapitalfond solgte til en anden, hvilket også er en tendens, der ofte tager til i styrke, når det blaeser på markedet.

Nu kan mange danske virksomheder ikke udskyde refinansieringen af den store gaeld laengere. SØREN LINDING, VIRKSOMHEDSREDAKTØR

Andre kapitalfonde er tyet til, hvad der må betegnes som den sidste udvej på deres investering. Det er at forsøge at saelge virksomheden på børsen, hvor aftagerne er pensionskasser, men også mange private investorer. Det er et lidt forskraemt marked, da historien desvaerre viser, at det ofte er aktiemarkedet, der får aeren af at skulle huse alt det, som andre ejere ikke vil have.

I Tyskland forsøger en stor kapitalfond at børsføre Douglas, en skønhedskaede, hvor provenuet skal bruges til at nedbringe gaeld. Det samme gaelder for hudspecialisten Galderma, mest kendt for sine Botox-produkter.

Det var rimeligt forudsigeligt, at isaer mange kapitalfondsejede selskaber ville blive fanget på mellemhånd med en for stor og for dyr gaeld, en presset indtjening og smådesperate ejere, der hellere vil saelge end skyde flere penge ind. Det kalder på en ny ejerkreds.

Det kan sagtens vaere til det bedre.