Manden, der slog skolelaereren ihjel med et maltbolsje

Hans Scherfig skrev hamrende godt og kunne hudflette tiden og mennesker som få andre. De fleste af den kunstmalende kommunists bøger er gennemsyret af en indlevende samfundskritik. Nu bliver tre af hans klassikere genudgivet, og det store spørgsmål er sel

Boganmeldelse

Det forsømte forår,

Den forsvundne fuldmaegtig, Idealister

Skønlitteratur

Forfatter: Hans Scherfig

Pris: 199,95 kr. stk.

Sider: 272, 192, 176

Forlag: Gyldendal fast pensum i gymnasiet – ret modigt at lade elever laese, hvor let man kan ombringe en hadet sadist af en laerer. Med et forgiftet maltbolsje, såmaend.

Historien er raffineret fortalt og sat ind i en ramme, som mange gamle gymnasieelever vil genkende: Mødet 25 år senere, hvor der er lejlighed til at se, hvad de andre er blevet til – og til at mindes. I dette tilfaelde altså et mord.

Det er tommetyk samfundssatire: Her sidder en håndfuld maend, der for de flestes vedkommende har indtaget betroede stillinger i samfundet, mens andre aldrig kom sig over Blommes sadisme. Og alle har de lus i skindpelsen. Intet er så paent, som det ser ud på overfladen.

En af drengene, Teodor Amsted, er også på rollelisten i ”Den forsvundne fuldmaegtig”, hvor han netop er den tilsyneladende musegrå fuldmaegtig, der en dag forsvinder sporløst. Samme dag som en fattig saerling. Kort tid efter finder man et sønderspraengt lig af en mand. Hvem af de to er det?

Man behøver ikke at have den staerke fortolker-Holger-brille på, når man laeser Scherfig. Skurkene er til at få øje på – også når det ikke nødvendigvis er en person, der er skurken, men samfundet. På den måde minder hans bøger om svenske Maj Sjöwall og Pär Wahlöös serie om kriminalkommissaer Martin Beck, der i bogform mere end som tv-krimi også havde dybere lag af samfunds- og menneskekritik end bare den rene tju og bang.

Taler han stadig til os?

I ”Idealister” jonglerer Hans Scherfig med samfundssatiren og latterliggørelsen af opportunisterne – ligegyldigt om det er dem, der jagter hurtige penge, veganisme, spiritisme eller gunstige politiske opvinde, der i 1941, hvor manuskriptet blev skrevet, var af den brune slags.

”Idealister” skulle vaere udkommet under krigen, men Scherfigs politiske ståsted forhindrede det. Som andre fremtraedende danske kommunister blev han faengslet, men imidlertid blev manuskriptet smuglet til Sverige, hvor det udkom i 1944. Først året efter – da tyskerne var sendt hjem – kom romanen på dansk.

Også i denne bog laegger forfatteren kun så tilpas tynd fernis hen over de fiktive karakterer, at man med lidt nysgerrig skraben i overfladen godt kan genkende virkelighedens forlaeg. Godsejer C.C. Skjern-Svendsen, der myrdes i ”Idealister”, har for eksempel tydelige lighedspunkter med industrimanden, godsejer Erik Grevenkop-Castenskiold, der ganske vist ikke blev myrdet, men kun berygtet for at have naeret visse følelser for sider af nazismen. Fermt gjort af Scherfig.

Men taler den gamle kommunist så stadig til os i en tid, hvor autoriteter ikke er, hvad de var dengang?

Ja, lige netop derfor. For Scherfigs underliggende pointer er sådan set lige så relevante i dag, hvor opportunisme og drømmen om noget andet end det, det blev til, langtfra er gået af mode.

Eviggyldig litteratur

Den samfundskritik, der gennemvaever den for laengst afdøde forfatters forfatterskab, skal ikke laeses som kommunistisk femtekolonne-propaganda mod det borgerlige samfund. I virkeligheden bør Scherfigs tre bøger i dag laeses afluset for ideologi i klassisk forstand, men som litteratur, der afdaekker nogle menneskelige egenskaber, der består til alle tider.

Så ja, de kan laeses med stort udbytte i dag. Også, fordi Hans Scherfig skriver hamrende godt.

Gyldendal har valgt at iklaede de tre bøger grafisk udstyr som det, de fik, da de i 1960’erne blev genudgivet i forlagets succesrige Tranebog-serie.

Også dengang havde forlaget i Klareboderne held med at grave dybt i kaelderens uendelige raekker af gamle titler og pudse dem af i nye klaeder. Dengang solgte de i titusindvis som billigbøger, det gør de naeppe i dag, hvor oplagstallene er skrumpet maerkbart.

Gyldendal skal have credit for at forsøge at sende en hilsen til sin legendariske chefdesigner Austin Grandjeans hypergenkendelige layout, men Marie Brodersen Studios opfriskede version er nu lidt vel blodfattig i forhold til originalen.