»Jeg har skrevet den bog, jeg håbede fandtes, da jeg var ung, og som jeg desperat ledte efter«
Elias Sadaq gør op med de intolerante og seksualitetsforskraekkede hjørner af det muslimske miljø herhjemme. Den aarhusianske digter skriver om traengslerne ved at vaere brun, queer og muslim. Missionen er al aere vaerd, men han er ikke nogen ny Yahya Hassan.
Boganmeldelse DJINN
Digte
Forfatter: Elias Sadaq Sider: 82
Pris: 200 kr.
Forlag: Gyldendal
Vi laegger fra land med et citat fra den pressetekst, der følger med Elias Sadaqs nye digtsamling, og som viser, hvor meget der er på spil for den dansk-marokkanske digter:
»Det er en nødvendig bog for mig. Den, jeg altid har drømt om at skrive, men ikke turde – før jeg fandt modet. Nu fortaeller jeg hele historien, for nogle brikker er faldet på plads inden i mig. Jeg har skrevet den bog, jeg håbede fandtes, da jeg var ung, og som jeg desperat ledte efter. En bog om at vaere queer og brun og muslim. Jeg skriver den usynliggjorte erfaring frem.«
Det fremgår også af presseteksten, at Elias Sadaq har betalt en høj pris for at stille sig frem, men sådan er det, når man er på en mission og »kaemper for en sag«:
»Jeg håber at ”Djinn” kan kickstarte en ny bølge af litteratur, hvor flere brune queerpersoner tør blive synlige og bidrage,« som forfatteren skriver.
En kontroversiel bog
Missionen er al aere vaerd. Og det er trist at erfare, at den måde at leve på, som aarhusianske Sadaq repraesenterer, i høj grad bliver udskammet af det muslimske miljø, han er rundet af.
Spørgsmålet er så, om queer-identiteten er lige så anfaegtende og graenseoverskridende i danske modernitetsmiljøer? Vel naeppe, selvom man ikke skal bilde sig ind, at afvigende seksualitet sådan uden videre bliver accepteret i en dansk normalitetsverden – bare laes Thomas Korsgaards nylige kortroman ”Mente I det”, der tager fat i den homofobi, der lurer overalt, selvom mange nok regner med, at den slags hører fortiden til.
Alligevel er ”Djinn” nok en mere kontroversiel bog i en muslimsk kontekst, end den er i en dansk.
Formentlig fordi bogen falder meget godt ind i en velkendt dannelsesskabelon, nemlig historien om, hvordan et menneske må bryde med sin familie og leve som hjemløs, mens den ene erotiske oplevelse efter den anden former en ny identitet. Besaettelsen ender med en besindelse baseret på en opbygget selvtillid – erhvervet på trods.
Det seksuelle frigørelsestema bliver suppleret med en svaermen for mystik og saere vaesener – titlen henviser til fjendtlige og usynlige ørkenvaesener, der er skabt af ild, og som hjemsøger plagede muslimer – og de sidstnaevnte føler det digtende jeg sig intuitivt knyttet til.
Den nye Yahya Hassan?
Det er naerliggende at sammenligne Elias Sadaq med Yahya Hassan, fordi begge er maerket af en ubaendig trang til at gøre op med patriarkalsk brutalitet i et muslimsk miljø. Begge skriver desuden på en glaede ved sparke fra sig og lade erotisk energi vaere braendstof.
Men det er også i denne sammenstilling, at Sadaq falder igennem. Ikke på det tematisk niveau, men på det sproglige.
Yahya Hassan blev en stor forfatter, fordi han formåede at forny det danske sprog og lege med de politiske og kulturelle koder, forvraenge og vride ny betydning ud af et fortaersket sprog. Hassan taenkte med sproget og havde på den måde et forbløffende overskud, når man taenker på, hvor presset han var som menneske bag sine digte.
Elias Sadaq er ikke en original sprogtaenker. Han registrerer nøgternt en raekke scener, besynger og begraeder omstaendigheder og er det meste af vejen såre realistisk i sin fremstilling. Bogens provokationseffekter ligger primaert i den frimodige gengivelse af kontante seksuelle møder, der ligger uden for den heteroseksuelle normalitets graenser.
Hassan havde en bred kulturkritisk tilgang, mens omdrejningspunktet for Sadaq er den seksuelle energi, og dermed falder han ned i en identitetspolitisk faelde. Litteraturen bliver medium for en mission: Her er den bog, jeg selv har savnet.
Det normoverskridende bliver paradoksalt nok opbyggeligt. Her i et digt, hvor kolonialisme-aspektet undtagelsesvis bliver tematiseret:
»Alle hvide maend/ vil have mig for sig selv/ jeg har hånden fuld// så de betaler for mit hotel/ og jeg går i seng/ med en kniv gemt/ under lamellerne/ boller dem hårdt og ubarmhjertigt/ som Vesten gjorde det med Afrika.«
Det er pay back time.
Udgangens svirp løfter, men reglen er det konstaterende, og det er ikke nok i laengden.
Yahya Hassan var derimod alt andet end afklaret, men den kaotiske bevidsthed og de indre spaendinger, den afdøde digter skrev på, var simpelthen mere overbevisende, fordi den kompleksitet, som følger med et opgør med en muslimsk baggrund, kom til sin ret.