Byens affaldssystem er åbenbart en kraenkelse

Generationskløften er åbenbart fyldt med usorteret madaffald.

»Er du virkelig en repraesentant for din generation? Flot!,« udbrød den unge kvinde, mens hun stod der med en hundesnor i den ene hånd og med den anden netop havde sluppet en saek fyldt med, hvad der engang havde vaeret mad.

Mindre end 30 sekunder forud for dette optrin påtalte jeg det for mig uhensigtsmaessige i sådan at dumpe fordaervet mad på fliserne ved siden af affaldscontaineren, altså på åben gade. Jeg nåede at sige noget i retning af, at det var klamt, tiltrak rotter og måger, og vist også noget med, at det var »at blaese på alle andre, når man ikke tog ansvar for sine egne efterladenskaber«.

Hun påstod, at der ikke var plads til affaldet nogen steder. Hun havde sørme forsøgt at komme af med affaldet tre steder. Alt var proppet. Kvinden var et offer for den nye affaldssortering, afmaegtig i forhold til samfundets renovationsstruktur, og hvad havde jeg i grunden taenkt mig, hun så skulle gøre?

Hun taenkte måske, at jeg ville tage mig af affaldet, så hun kunne komme videre med sit liv, og hvad der optog hende mere, end levningerne åbenlyst gjorde.

Man jeg foreslog, at hun kunne bruge det affaldsindkast, der befandt sig 20 meter fra intermezzoet, og så var det, den kom, den med generationen. Jeg var overrasket på flere planer: dels over, at sarkasme stadig findes blandt yngre mennesker, der ellers lader til at tage alt så bogstaveligt, dels forbavset over, at hvad jeg anså som en sag om anstaendig opførsel for hende var et udtryk for en generationskløft.

Om yngre mennesker er nemmere at støde i dag end tidligere, ved jeg ikke. Man skal i det hele taget vaere varsom med at kategorisere andre blot i kraft af deres alder, og et generationsportraet bliver naeppe vellignende, hvis det tager udgangspunkt i enkelte oplevelser. Men kvinden var tydeligvis kraenket over min for hende utidige indblanding i hendes liv, og den aften blev jeg repraesentant for en generation, der har haft det let, siddet på flaesket og skabt en verden og et affaldssystem, hun tydeligvis ikke ønskede at vaere en del af.

Der er ved gud meget skidt at sige om byens underdimensionerede og dårligt planlagte affaldssystem, der volder besvaer, hvad enten man skal håndtere det i egne spande eller må på gaden på jagt efter et ledigt indkast. Men det var ikke det, diskussionen den aften kom til at handle om. Det var generationskløften, en eroderet pligtkultur og en påmindelse om, at generationer altid har beklaget sig over hinandens opførsel, dårlige manerer og manglende forståelse.

Kvinden var et offer for den nye affaldssortering, afmaegtig i forhold til samfundets renovationsstruktur, og hvad havde jeg i grunden taenkt mig, hun så skulle gøre?

Vi er måske selv skyld i miseren, når vi gang på gang har fortalt ungdommen, at den er fremtiden, at løsningerne på alverdens udfordringer skal komme fra dem, vi har fermenteret i omsorg. Vi har forsøgt at gøre deres liv så let som muligt og måske derfor så svaert. Generationskløften er åbenbart ikke laengere kun et begreb, men en årsag. Også til forskelligt syn på håndtering af affald, mente den kvinde

den aften.