Vi mangler åndelig talt noget, der ligner P. Olesen A/S
På et tidspunkt cyklede jeg forbi en gul bil fra P. Olesen A/S – altså nedbrydningsfirmaet, der kan vaelte huse, fjerne murbrokker og genbruge byggeaffald. På den gule, lidt skramlede bil stod der: Tro kan flytte bjerge – P. Olesen fjerner resten!
Mens jeg cyklede videre, kunne jeg ikke frigøre mig fra at naere en vis sympati med P. Olesen A/S og genanvendelsesbranchen i det hele taget. Tro kan flytte bjerge – P. Olesen fjerner resten, det er på den ene side tilpas beskedent og samtidig ikke uden en vis bevidsthed om eget vaerd. Altså, lad bare troen løbe med de store overskrifter og alt det, der foregår i de højere luftlag.
Fint nok. Det er alligevel de faerreste, der har et bjerg, de skal have flyttet. For alt det andet, som i grunden er det meste, tager P. Olesen A/S sig af.
Det er sandt, og hvis vi skal blive i billedet: Hvad hjaelper det, at troen – måske/ måske ikke – kan flytte bjerge, hvis ens eget liv er ved at sande til i hverdagens bekymringer, angst for fremtiden og en knugende fornemmelse af, at verden har aendret sig i en noget skraemmende retning i løbet af de sidste par år. Vi mangler åndelig talt noget, der ligner P. Olesen A/S.
Noget, der virkelighedsnaert og uden de store armbevaegelser holder fast i et håb og i et livsmod, der ikke lyver om virkeligheden eller er rejsende i falsk trøst.
Vi fejrer påske, og her hedder det et sted om Jesus, at han »… ikke taenkte på sig selv«.
Det vil sige, at han – med andre ord – ikke var optaget af sig selv eller arbejdede på sin egen overlevelse. Tvaertimod, han orienterede sig altid ud fra sit medmenneske og dets behov. Omgivelserne kunne gøre alt med ham: De kunne håne ham, pine ham og endelig draebe ham, men ét kunne de dog ikke, de kunne ikke tvinge ham til at holde op med at elske.
»Kaerligheden, hjertegløden staerkere var her end døden,« som det hedder i en af påskens salmer. For den kaerlighed, der giver sig selv og ikke søger sin egen overlevelse, opstår og traekker livet med sig.
Jeg tvivler på, at tro kan flytte bjerge, og det er også rimelig ligegyldigt, for jeg har ingen bjerge, der skal flyttes, men i påsken fortaelles om den kaerlighed, der turde opgive alt for at vinde alt. En sådan kaerlighed er forvandlende og raekker os et håb, som vi ikke selv skal baere, og hvor det vigtige ikke er det, vi selv magter, eller som vi selv har styr på, men det, vi får givet. For kaerligheden, hjertegløden strømmer fra ham, der var staerkere end døden, for at blive til kaerlighed i vores liv med hinanden. Det er håbefuldt.
Glaedelig påske!
Jeg tvivler på, at tro kan flytte bjerge, og det er også rimelig ligegyldigt, for jeg har ingen bjerge, der skal flyttes.