Gymnasievenner fra Vejle har cyklet 22.000 km på tvaers af Asien: »Pamir Highway var en slags ingenmandsland, hvor vi i fem dage cyklede i over 3.500 meters højde«

For godt syv måneder siden samlede en gruppe venner deres gravelcykler i Istanbul og begav sig ud på en vild cykeltur gennem 16 lande. Om få dage vender de hjem med staerkere ben – og venskaber – end nogensinde før.

Hjemme hos Angelica i den lille italienske by Grantorto nordvest for Venedig gør fem unge jyske gutter sig klar til endnu en dag i sadlen. De er alle i starten af 20’erne og kender hinanden fra folkeskole og gymnasium, men siden dengang er deres verdenskort blevet udvidet gevaldigt. Cykelbenene er efter syv måneder i pedalerne i topform, så de besluttede sig for at købe en flybillet til Rom og cykle gennem Alperne og langs de tyske landeveje hjem til Danmark.

For kun fire dage siden satte den energiske kvintet et legendarisk punktum i den 21.980 km lange rejse på cykel ved ankomsten til det ikoniske hotel Marina Bay Sands i Singapore. Det var med en blanding af vemodighed og glaede, at drengene trillede ind foran hotellet til et faellesbillede.

»Det føltes vildt endelig at cykle ind foran hotellet, der tårnede sig op foran os. Vi fejrede det med et par øl om aftenen, men samtidig var det også en lidt trist erkendelse af, at eventyret sluttede her – men det gjorde det så ikke helt alligevel,« siger Mikkel Vejlø Teller over videoforbindelsen til Italien.

Vennegruppen varmede op med en cykeltur fra hjembyen Vejle til Athen i sommeren 2022. Ingen af dem har nogensinde dyrket cykelsport på holdplan, og de støvede blot deres halvflade bycykler af og begav sig sydpå med ganske kort varsel.

»Det var en fed tur, hvor vi egentlig ikke havde planlagt så meget på forhånd. Vi var enige om at cykle, til vi ikke gad mere, men sigtede efter Graekenland. Da vi var kommet godt hjem, og det blev vinter, begyndte eventyrlysten at spire igen. Og denne gang skulle det altså vaere en lidt vildere tur,« siger Erik Byriel Schønwandt smilende.

Hermetisk lukket graenseovergang

I sensommeren 2023 landede vennerne i den tyrkiske millionby Istanbul med et mål om at ende i Singapore. Egentlig ville de gerne have fortsat cykelturen fra Athen, men logistikken viste sig at vaere en kaep i hjulet.

»Det var lidt aergerligt, men vi ville gerne cykle gennem Centralasiens høje bjergpas, inden de sneede alt for meget til. Derfor nåede vi frem til at starte turen på kanten af det asiatiske kontinent,« fortaeller Magnus Debel-Hansen.

Hjemmefra havde vennerne opgraderet deres bycykler med såkaldte gravelcykler, som er velegnet til både terraen- og asfaltkørsel. Derudover var de alle sammen i udmaerket form og fulde af forventninger til rejsen.

»Vores udholdenhed og styrke er klart blevet forbedret undervejs, og vi cykler både hurtigere og laengere nu. At se verden på cykel er fedt i sig selv, men det har også givet os mulighed for at komme taet på menneskene på vores vej,« siger Esben Østergaard Pedersen begejstret.

Selv om store dele af af turen bogstavelig talt er forløbet lige ud af landevejen, er det typisk langt mere besvaerligt og bureaukratisk at krydse graenser over land. Det skulle vennerne erfare efter kun ca. en måneds rejse, da de forventningsfulde nåede til graensen mellem Georgien og Aserbajdsjan.

»Vi havde naivt forventet at kunne trille over graensen uden de store problemer, men graensevagterne mødte os med et meget bestemt ”closed!”. Det viste sig, at man kun kunne flyve ind i landet, og da de alternative ruter hed Rusland mod nord eller Iran mod syd, endte vi med at købe flybilletter.«

Fem cykeldage i 3.500 meters højde

Med en sikker landing på den anden side ventede de centralasiatiske bjergveje, herunder den berømte og berygtede Pamir Highway, som er en 1.200 km lang øde grusvej med stejle stigninger. De unge cyklister når på et tidspunkt op i 4.655 meters højde på en af Tadsjikistans bjergtinder, og udfordringer er ingen af dem bange for. Tvaertimod.

»Pamir Highway var en slags ingenmandsland, hvor vi fem dage cyklede i over 3.500 meters højde. I Kirgisistan endte vi bl.a. med at skøjte rundt på en bjergside, som var fuldstaendig daekket af sne, og luften var meget iltfattig, så man måtte hive efter vejret,« siger Casper Bøgh Mikkelsen.

»Kombinationen af tynd luft og stejle bumleveje var udfordrende, og jeg blev nødt til at traekke cyklen flere steder, fordi jeg følte mig rundtosset og potentielt kunne styrte,« supplerer Mikkel Vejlø Teller og uddyber:

»Vi elsker at cykle, og når vi så pludselig støder

OM CYKELVENNERNE

Magnus Debel-Hansen, Casper Bøgh Mikkelsen, Mikkel Vejlø Teller, Esben Østergaard Pedersen og Erik Byriel Schønwandt er gymnasievenner fra Vejle. De er mellem 21 og 22 år gamle.

I sommeren 2022 cyklede de fra Vejle til Athen på almindelige bycykler. I august 2023 drog de ud på en noget laengere rejse fra Istanbul til Singapore – en straekning på knap 22.000 km gennem 16 asiatiske lande – på gravelcykler, der kan klare mere forskelligt terraen.

Onsdag den 27. marts kl. 16 cykler de fem venner ind på Søndertorv i Vejle, hvor der vil vaere kaffe til alle fremmødte.

Har man lyst til at cykle de unge herrer godt i mål, kan man deltage på turens sidste etape på 27 km fra Lidl på Sommerfuglevej 8 i Kolding med afgang kl. 14.30.

Følg cykeleventyrerne på Instagram på profilen ”verdenpaastorklinge”. på en bjergkaede, der kunne vaere fed at drøne på, er det sjaeldent den nemmeste rute. Vi kan godt lide at presse os selv og udfordre hinanden lidt.«

Efter et par rolige dage i Usbekistan med forholdsvis fladt terraen i strålende solskin begyndte vennerne f.eks. at tale om, hvor langt de mon kunne cykle på en enkelt dag. Med et gennemsnit på 100 km i pedalerne dagligt inklusive pausedage lød 400 km ikke som en helt umulig distance.

»Vi satte os for at sidde i sadlen fra tidlig morgen til sen aften, for vi skulle udnytte de optimale forhold med flade asfaltveje og flyvende medvind. Cyklerne kørte naermest af sig selv, og den distance kommer vi ikke til at slå foreløbig,« griner Erik Byriel Schønwandt.

Som sendt fra himlen kørte en lokal, ung mand op på siden af gruppen, da de havde nået 395 km og forklarede med fagter på usbekisk, at de var velkomne til at overnatte hjemme hos ham. Med udsigt til at skulle slå det medbragte telt op sent om aftenen takkede de ja til tilbuddet. Og de er generelt blevet mødt med åbne arme hele vejen.

»Gaestfriheden kom totalt bag på os, og isaer i Indien, Nepal og Pakistan har vi naermest ikke fået lov til at cykle nogen steder uden at blive inviteret på te, mad eller overnatning. Deres ordsprog er ”guest is God” – gaesten er gud,« siger Esben Østergaard Pedersen og fortsaetter:

»Indien er et fattigt land, men vi har erfaret, at dem, der har mindst, giver mest. I mange af de små landsbyer har de aldrig set vesterlaendinge før, for turisterne holder sig til bestemte ruter og sevaerdigheder – så vi har taget mange selfies med folk undervejs.«

Emojis er et universelt sprog

Sprogbarrieren har også vaeret et gennemgående tema, for på store dele af det asiatiske kontinent er engelskundervisningen sparsom – der er nemlig ikke på samme måde behov for at laere engelsk i de områder, hvor turismen er begraenset. Og her er Google Translate ganske undervurderet, mener Erik Byriel Schønwandt:

»Flere steder har vi med succes brugt oversaettelsesapps, og emojis er også en god måde at udtrykke sig på. Man kan desuden vise billeder af

Fortsaettes