Stine Dahl er diagnosticeret med en superkraft og kan arbejde døgnet rundt, hvis ingen stopper hende
Flere voksne får en adhd-diagnose. Det udfordrer virksomheder, at de skal rumme forskellige kognitive forskelligheder.
Stine Dahl ligger aldrig på sofaen og slapper af.
Hun bryder sig ikke om følelsen af at spilde tiden, og at smaekke benene op og taende for Netflix er en fjern idé.
Hun arbejder i stedet. Som advokat på lidt over fuld tid eller med de tre virksomheder, hun har ved siden af.
Hun har også en familie, der taeller en mand, to hunde og tre små børn, som hun prioriterer højt.
Alt i alt føles det ofte, som om der ikke er nok timer i døgnet, og Stine Dahl har derfor også gavn af et energiniveau, der er noget ud over det saedvanlige.
Det er en slags superkraft, egentlig. Men det er også en diagnose på fire bogstaver: adhd.
Hun fik den først som 38-årig, men inderst inde har hun vidst det meste af sit liv, at hun er skruet lidt anderledes sammen end dem, hun omgiver sig med.
»Jeg begyndte at arbejde som 13-årig og har stort set arbejdet dag og nat siden. Da jeg laeste på universitetet, gik jeg til forelaesninger, arbejdede på et advokatkontor om dagen og var bartender om natten. Og sådan kørte jeg flere år,« siger Stine Dahl.
Selvom hun nok havde det på fornemmelsen, faldt der nogle ting på plads, da en udredning gjorde klart, at hun har en opmaerksomhedsforstyrrelse.
»Det er noget, der har raesonneret i mig, når jeg selv har undersøgt, hvad adhd er – måske saerligt hvilke symptomer, man typisk har som kvinde. Så da jeg endelig fik diagnosen, faldt der en form for ro over mig. Ikke en fysisk ro, men en mental ro i, at der ikke var noget galt med mig,« siger Stine Dahl.
Hendes adhd betyder, at hun kan hyperfokusere og arbejde solen sort, men den kan også få hende til at ignorere kroppens behov for hvile og udmatte hende i en grad, så hendes krop tager skade.
»At kunne praestere rigtig meget kan jo vaere rigtig positivt i sådan en praestationsog effektivitetskultur, som vi lever i. Men i forhold til ens egen ve og vel er det jo ikke super sundt, at man ikke er i stand til at slappe af. Altså, jeg behandler ikke min krop saerlig godt,« siger hun.
Stine Dahl er ikke alene.
Diagnosen kommer ofte sent
Hos Danica Pension har man registreret en stigning i antallet af kunder med adhd, og mange får som Stine Dahl diagnosen i en sen alder.
Ud af omkring 1.000 psykiske diagnoser, som Danica Pension registrerer under virksomhedens sundhedssikring, er tallet for kunder med en adhd-diagnose gået fra at udgøre 34 pct. i 2020 til 43 pct. i 2023. Det svarer til en stigning på 26 pct.
Dermed er adhd nu den klart den hyppigst fremkomne diagnose, forklarer udviklingsdirektør Camilla Thind Sunesen.
Der er flere forklaringer, men overordnet går saerligt to igen:
En gruppe får diagnosen, efter deres børn ■ er blevet udredt med adhd, fordi de indser, at det er forklaringen på nogle af de problemer, de selv bokser med.
En anden stor gruppe får diagnosen i forbindelse ■ med en sygemelding med stress, angst eller depression, hvor det i løbet af behandlingen bliver blotlagt, at der ligger en opmaerksomhedsforstyrrelse bag.
»Rigtig mange mennesker med adhd har gennem livet i høj grad og med forskellige strategier kunnet mestre at leve med adhd på ganske fin vis. Men det samfund, vi har i dag – måden, vi lever på, vores livsstil, krav, forventninger og vores digitale liv – presser de mestringsstrategier, og lige pludselig virker de bare ikke mere,« forklarer Camilla Thind Sunesen.
Stigningen i personer med adhd bliver for mange virksomheder lagt oven i en generel stigning i mental mistrivsel, siger Danica-direktøren.
»Adhd er jo noget helt andet end en mental lidelse som f.eks. stress. Men stigningen i adhd bidrager til virksomhedernes oplevelse af, at de skal kunne rumme en større neurodiversitet,« siger hun.
Hun ser derfor også flere HR-afdelinger stille spørgsmål og søge rådgivning om, hvordan de skal forstå adhd, og hvilken betydning det har for ledelse, at flere kommer med en diagnose som den.
»Budskabet fra os er, at personer med adhd ligesom alle andre skal have den rigtige hjaelp til at arbejde på deres praemisser. Og det er vigtigt at holde fast i, at når man har adhd, så følger der også ofte en masse gode ting med,« siger Camilla Thind Sunesen.
Det er en tanke, der raesonnerer i medicinalvirksomheden Lundbeck.
Her arbejder man med udvikling og produktion af medicin til neurologiske og psykiatriske lidelser, og af den grund er selskabet saerligt opmaerksom på at have en medarbejdergruppe, der kan rumme forskellige mentale og neurologiske udfordringer – herunder adhd.
Det forklarer topchef Charl van Zyl.
»Det er et klart formål for os at vaere en rollemodel for samfundet, og hvordan vi ser på og behandler personer med neurodiverse tilstande,« siger han.
»Men jeg ser det også som en fordel for os som en virksomhed, der er fokuseret på innovation, at vi netop har en mangfoldighed. Virksomheder, der er forskelligartede og fokuserede på diversitet og inklusion, klarer sig også bedre end virksomheder, der ikke er det,« mener topchefen.
Lundbeck-ledelsen opfordrer derfor gerne
til, at man ansaetter personer med forskellige mentale eller neurologiske udfordringer, forklarer han.
En vis form for tålmodighed
Og alle ledere i Lundbeck bliver tilbudt rådgivning i, hvordan de leder neurodiverse medarbejdere, og f.eks. hvordan man håndterer de ubevidste fordomme, man kan have om psykiske lidelser eller opmaerksomhedsforstyrrelser.
»Jeg tror, at den største udfordring for ledere i den forbindelse er, at de skal have en vis form for tålmodighed, hvor de sikrer, at de inkluderer alle stemmer og har hørt alle de forskellige synspunkter, før de traeffer en beslutning,« siger Charl van Zyl.
Men, tilføjer han, det er en del af moderne ledelse.
»Vi ser en udvikling af ledere, som er mindre retningsgivende og mere observerende og inkluderende. Jeg ser nok i det hele taget det, du nok vil kalde blødere faerdigheder, blive vigtigere end hårde.«
I Adhd-foreningen ser man, at voksne nu tegner sig for naesten 44 pct. af nye rådgivningssamtaler.
»Hvis vi kigger bare fem-seks år tilbage i vores rådgivning, så fyldte voksne ikke saerlig meget. I dag fylder de mest,« forklarer direktør Camilla Louise Ganzhorn.
Hvis man som arbejdsgiver gerne vil inkludere personer med adhd, handler det om at hjaelpe medarbejderen med at skabe strukturerede rammer, men samtidig også vaere fleksibel, forklarer hun.
»Vi er generelt blevet mere graenseløse i vores arbejde, og graenseløshed er virkelig svaert at vaere i, når man har adhd. Og så er det en god idé at hjaelpe mennesker med adhd med f.eks. struktur af opgaver og pauser. Ellers kan medarbejderen risikere at braende sammen. Vi ser tit, at personer med adhd kan arbejde og arbejde,« siger Camilla Louise Ganzhorn.
»Og så skal vi nedbryde de fordomme, der er om diagnosen.«
Stine Dahl har også oplevet en del stigmatisering omkring adhd og havde af samme grund mange overvejelser, om hun ville deltage i denne artikel.
»Det er sindssygt sårbart. Jeg kan stadig møde mennesker, som tror, at jeg ikke kan passe mit arbejde, fordi jeg har adhd. Eller forbinder det med psykisk sygdom. Eller tror, at det her med diagnoser bare er noget, man giver, fordi ”det er moderne”,« siger hun.
At hun endte med at stille op, handler om, at hun gerne vil udbrede kendskabet til adhd, forklarer hun. Sådan som hun selv oplever at have diagnosen.
»Det handler ikke om, at jeg ikke kan koncentrere mig. Tvaertimod. Hvis noget interesserer mig, kan jeg producere langt mere end de fleste på meget kortere tid.«
Stine Dahl er i dag selvstaendig og arbejdsgiver, men i løbet af sin karriere har hun både vaeret offentligt og privat ansat – blandt andet som anklager.
Hendes adhd har ikke har vaeret en hindring, fordi hun har haft forskellige strategier, der har hjulpet hende til at fastholde sig selv i opgaver, hun egentlig havde svaert ved at fokusere på.
»I virkeligheden har min frygt for at fejle og min higen efter anerkendelse vejet tungere, når jeg har siddet med opgaver, jeg har haft svaert ved at holde fokus på. Men det er hårdt mentalt,« siger hun.
Nu har hun fået medicin, der hjaelper med at slappe af engang imellem.
»Jeg er blevet lidt mindre impulsstyret og bedre til at sige fra i forhold til nogle ting,« forklarer hun.
»Men jeg vil også vaere aerlig og sige, at det er en proces, jeg stadig er i. Jeg skal virkelig stoppe mig selv, fordi jeg får hele tiden idéer til at producere og lave nye ting. Og det kan man ikke, uanset hvor mange gode intentioner man har.«
Hendes råd til arbejdsgivere, der gerne vil rumme personer med opmaerksomhedsforstyrrelser, er at få skabt et trygt miljø med faste rammer.
»Det kan vaere godt at undgå opgaver uden konkrete mål og med uanede maengder af tid. Og skab et arbejdsmiljø, hvor der er fokus på at undgå forstyrrelser,« siger hun
»Og ønsk så dig selv tillykke. Mennesker med adhd kan vaere en kaempe gevinst for din virksomhed i de rette rammer.«