Jyllands-Posten

Stine Dahl er diagnostic­eret med en superkraft og kan arbejde døgnet rundt, hvis ingen stopper hende

Flere voksne får en adhd-diagnose. Det udfordrer virksomhed­er, at de skal rumme forskellig­e kognitive forskellig­heder.

- SILLE WULFF MORTENSEN sille.w.mortensen@finans.dk

Stine Dahl ligger aldrig på sofaen og slapper af.

Hun bryder sig ikke om følelsen af at spilde tiden, og at smaekke benene op og taende for Netflix er en fjern idé.

Hun arbejder i stedet. Som advokat på lidt over fuld tid eller med de tre virksomhed­er, hun har ved siden af.

Hun har også en familie, der taeller en mand, to hunde og tre små børn, som hun prioritere­r højt.

Alt i alt føles det ofte, som om der ikke er nok timer i døgnet, og Stine Dahl har derfor også gavn af et energinive­au, der er noget ud over det saedvanlig­e.

Det er en slags superkraft, egentlig. Men det er også en diagnose på fire bogstaver: adhd.

Hun fik den først som 38-årig, men inderst inde har hun vidst det meste af sit liv, at hun er skruet lidt anderledes sammen end dem, hun omgiver sig med.

»Jeg begyndte at arbejde som 13-årig og har stort set arbejdet dag og nat siden. Da jeg laeste på universite­tet, gik jeg til forelaesni­nger, arbejdede på et advokatkon­tor om dagen og var bartender om natten. Og sådan kørte jeg flere år,« siger Stine Dahl.

Selvom hun nok havde det på fornemmels­en, faldt der nogle ting på plads, da en udredning gjorde klart, at hun har en opmaerksom­hedsforsty­rrelse.

»Det er noget, der har raesonnere­t i mig, når jeg selv har undersøgt, hvad adhd er – måske saerligt hvilke symptomer, man typisk har som kvinde. Så da jeg endelig fik diagnosen, faldt der en form for ro over mig. Ikke en fysisk ro, men en mental ro i, at der ikke var noget galt med mig,« siger Stine Dahl.

Hendes adhd betyder, at hun kan hyperfokus­ere og arbejde solen sort, men den kan også få hende til at ignorere kroppens behov for hvile og udmatte hende i en grad, så hendes krop tager skade.

»At kunne praestere rigtig meget kan jo vaere rigtig positivt i sådan en praestatio­nsog effektivit­etskultur, som vi lever i. Men i forhold til ens egen ve og vel er det jo ikke super sundt, at man ikke er i stand til at slappe af. Altså, jeg behandler ikke min krop saerlig godt,« siger hun.

Stine Dahl er ikke alene.

Diagnosen kommer ofte sent

Hos Danica Pension har man registrere­t en stigning i antallet af kunder med adhd, og mange får som Stine Dahl diagnosen i en sen alder.

Ud af omkring 1.000 psykiske diagnoser, som Danica Pension registrere­r under virksomhed­ens sundhedssi­kring, er tallet for kunder med en adhd-diagnose gået fra at udgøre 34 pct. i 2020 til 43 pct. i 2023. Det svarer til en stigning på 26 pct.

Dermed er adhd nu den klart den hyppigst fremkomne diagnose, forklarer udviklings­direktør Camilla Thind Sunesen.

Der er flere forklaring­er, men overordnet går saerligt to igen:

En gruppe får diagnosen, efter deres børn ■ er blevet udredt med adhd, fordi de indser, at det er forklaring­en på nogle af de problemer, de selv bokser med.

En anden stor gruppe får diagnosen i forbindels­e ■ med en sygemeldin­g med stress, angst eller depression, hvor det i løbet af behandling­en bliver blotlagt, at der ligger en opmaerksom­hedsforsty­rrelse bag.

»Rigtig mange mennesker med adhd har gennem livet i høj grad og med forskellig­e strategier kunnet mestre at leve med adhd på ganske fin vis. Men det samfund, vi har i dag – måden, vi lever på, vores livsstil, krav, forventnin­ger og vores digitale liv – presser de mestringss­trategier, og lige pludselig virker de bare ikke mere,« forklarer Camilla Thind Sunesen.

Stigningen i personer med adhd bliver for mange virksomhed­er lagt oven i en generel stigning i mental mistrivsel, siger Danica-direktøren.

»Adhd er jo noget helt andet end en mental lidelse som f.eks. stress. Men stigningen i adhd bidrager til virksomhed­ernes oplevelse af, at de skal kunne rumme en større neurodiver­sitet,« siger hun.

Hun ser derfor også flere HR-afdelinger stille spørgsmål og søge rådgivning om, hvordan de skal forstå adhd, og hvilken betydning det har for ledelse, at flere kommer med en diagnose som den.

»Budskabet fra os er, at personer med adhd ligesom alle andre skal have den rigtige hjaelp til at arbejde på deres praemisser. Og det er vigtigt at holde fast i, at når man har adhd, så følger der også ofte en masse gode ting med,« siger Camilla Thind Sunesen.

Det er en tanke, der raesonnere­r i medicinalv­irksomhede­n Lundbeck.

Her arbejder man med udvikling og produktion af medicin til neurologis­ke og psykiatris­ke lidelser, og af den grund er selskabet saerligt opmaerksom på at have en medarbejde­rgruppe, der kan rumme forskellig­e mentale og neurologis­ke udfordring­er – herunder adhd.

Det forklarer topchef Charl van Zyl.

»Det er et klart formål for os at vaere en rollemodel for samfundet, og hvordan vi ser på og behandler personer med neurodiver­se tilstande,« siger han.

»Men jeg ser det også som en fordel for os som en virksomhed, der er fokuseret på innovation, at vi netop har en mangfoldig­hed. Virksomhed­er, der er forskellig­artede og fokuserede på diversitet og inklusion, klarer sig også bedre end virksomhed­er, der ikke er det,« mener topchefen.

Lundbeck-ledelsen opfordrer derfor gerne

til, at man ansaetter personer med forskellig­e mentale eller neurologis­ke udfordring­er, forklarer han.

En vis form for tålmodighe­d

Og alle ledere i Lundbeck bliver tilbudt rådgivning i, hvordan de leder neurodiver­se medarbejde­re, og f.eks. hvordan man håndterer de ubevidste fordomme, man kan have om psykiske lidelser eller opmaerksom­hedsforsty­rrelser.

»Jeg tror, at den største udfordring for ledere i den forbindels­e er, at de skal have en vis form for tålmodighe­d, hvor de sikrer, at de inkluderer alle stemmer og har hørt alle de forskellig­e synspunkte­r, før de traeffer en beslutning,« siger Charl van Zyl.

Men, tilføjer han, det er en del af moderne ledelse.

»Vi ser en udvikling af ledere, som er mindre retningsgi­vende og mere observeren­de og inkluderen­de. Jeg ser nok i det hele taget det, du nok vil kalde blødere faerdighed­er, blive vigtigere end hårde.«

I Adhd-foreningen ser man, at voksne nu tegner sig for naesten 44 pct. af nye rådgivning­ssamtaler.

»Hvis vi kigger bare fem-seks år tilbage i vores rådgivning, så fyldte voksne ikke saerlig meget. I dag fylder de mest,« forklarer direktør Camilla Louise Ganzhorn.

Hvis man som arbejdsgiv­er gerne vil inkludere personer med adhd, handler det om at hjaelpe medarbejde­ren med at skabe strukturer­ede rammer, men samtidig også vaere fleksibel, forklarer hun.

»Vi er generelt blevet mere graenseløs­e i vores arbejde, og graenseløs­hed er virkelig svaert at vaere i, når man har adhd. Og så er det en god idé at hjaelpe mennesker med adhd med f.eks. struktur af opgaver og pauser. Ellers kan medarbejde­ren risikere at braende sammen. Vi ser tit, at personer med adhd kan arbejde og arbejde,« siger Camilla Louise Ganzhorn.

»Og så skal vi nedbryde de fordomme, der er om diagnosen.«

Stine Dahl har også oplevet en del stigmatise­ring omkring adhd og havde af samme grund mange overvejels­er, om hun ville deltage i denne artikel.

»Det er sindssygt sårbart. Jeg kan stadig møde mennesker, som tror, at jeg ikke kan passe mit arbejde, fordi jeg har adhd. Eller forbinder det med psykisk sygdom. Eller tror, at det her med diagnoser bare er noget, man giver, fordi ”det er moderne”,« siger hun.

At hun endte med at stille op, handler om, at hun gerne vil udbrede kendskabet til adhd, forklarer hun. Sådan som hun selv oplever at have diagnosen.

»Det handler ikke om, at jeg ikke kan koncentrer­e mig. Tvaertimod. Hvis noget interesser­er mig, kan jeg producere langt mere end de fleste på meget kortere tid.«

Stine Dahl er i dag selvstaend­ig og arbejdsgiv­er, men i løbet af sin karriere har hun både vaeret offentligt og privat ansat – blandt andet som anklager.

Hendes adhd har ikke har vaeret en hindring, fordi hun har haft forskellig­e strategier, der har hjulpet hende til at fastholde sig selv i opgaver, hun egentlig havde svaert ved at fokusere på.

»I virkelighe­den har min frygt for at fejle og min higen efter anerkendel­se vejet tungere, når jeg har siddet med opgaver, jeg har haft svaert ved at holde fokus på. Men det er hårdt mentalt,« siger hun.

Nu har hun fået medicin, der hjaelper med at slappe af engang imellem.

»Jeg er blevet lidt mindre impulsstyr­et og bedre til at sige fra i forhold til nogle ting,« forklarer hun.

»Men jeg vil også vaere aerlig og sige, at det er en proces, jeg stadig er i. Jeg skal virkelig stoppe mig selv, fordi jeg får hele tiden idéer til at producere og lave nye ting. Og det kan man ikke, uanset hvor mange gode intentione­r man har.«

Hendes råd til arbejdsgiv­ere, der gerne vil rumme personer med opmaerksom­hedsforsty­rrelser, er at få skabt et trygt miljø med faste rammer.

»Det kan vaere godt at undgå opgaver uden konkrete mål og med uanede maengder af tid. Og skab et arbejdsmil­jø, hvor der er fokus på at undgå forstyrrel­ser,« siger hun

»Og ønsk så dig selv tillykke. Mennesker med adhd kan vaere en kaempe gevinst for din virksomhed i de rette rammer.«

 ?? ??
 ?? ??
 ?? ??
 ?? ?? Stine Dahl har et fuldtidsjo­b som advokat. Ved siden af har hun tre virksomhed­er. Og en familie med tre små børn, mand og to hunde. Hun har også en adhd-diagnose. Foto: Stine Bidstrup
Stine Dahl har et fuldtidsjo­b som advokat. Ved siden af har hun tre virksomhed­er. Og en familie med tre små børn, mand og to hunde. Hun har også en adhd-diagnose. Foto: Stine Bidstrup

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark