Er det sådan, vi vil behandle børn i Danmark?

en rigtig dreng, der sidder på et dansk udrejsecenter. En dreng, hvis situation jeg desvaerre møder alt for ofte.

Vi har aftalt, at jeg skriver et indlaeg om hans situation.

Beretningen viser, hvad de voksnes symbolpolitik gør ved familier, børn og en generations potentiale.

Denne 10-årig dreng har et blik, som jeg oftest ser hos aeldre mennesker, der har set døden i øjnene.

Hans haender er knyttede, og skuldrene er trukket højt op under ørene. Ved siden af ham sidder hans far og håber, at samtalerne med mig kan give hans søn livsglaeden tilbage.

Det her handler om

For otte år siden flygtede drengens mor og far fra Iran. Det havde vaeret en sikker død, hvis familien var blevet. Mange i farens familie og vennekreds var blevet myrdet, faengslet eller tortureret.

Tilfaeldighederne gjorde, at de landede i Danmark med en toårig dreng.

Familien blev indkvarteret på et asylcenter, og når jeg spørger drengen, kan han huske små glimt af den første tid.

Han husker legepladsen, de søde voksne, som gav frugt og legede med børnene.

Faren beskriver sin søn som et aktivt barn, fuld af energi og glaede. Det var dengang.

blev familien flyttet til forskellige asylcentre, mens de ventede på opholdstilladelser, som aldrig kom. Hos Udlaendingestyrelsen laerte drengen som seksårig, at han og hans familie ikke var vaerd at beskytte.

Siden har familien vaeret placeret på flere udrejsecentre. Han fortaeller, at han de første uger ikke var sikker på, om han var havnet i faengsel, eller hvad han og hans familie havde gjort forkert for at vågne op bag pigtrådshegn.

Drengen har vaeret vidne til politiets uforudsigelige og ofte aggressive afkraevning af identifikation fra hans far.

Han har oplevet voldsomme slagsmål, knivstikkeri, røverier,

Over de naeste år

trusler og set døde mennesker – alt sammen fra udrejsecenteret.

han aldrig har haft en ven. Aldrig oplevet at kunne lege frit uden at vaere vagtsom over for omgivelserne, hvilket er afgørende for at udvikle en aldersvarende evne til at bruge sin fantasi og arbejdshukommelse.

Drengen siger,

Natlige angstanfald og mareridt gør, at han ikke kan koncentrere sig.

Han har dog laert engelsk på Youtube for at kunne oversaette hverdagens krav og regler til sine foraeldre, fordi han for laenge siden mistede troen på, at voksne vil ham og hans familie det bedste. Han har opgivet at gå i skole, fordi han har mistet troen på fremtiden.

Jeg er en erfaren børnepsykolog og har behandlet mange traumatiserede børn og familier med flygtningebaggrund. Jeg er vant til at høre om børns oplevelser med krig, flugt, vold og død.

Almindeligvis kan vi arbejde med at nedsaette flashbacks og påtraengende minder.

Vi kan arbejde med symptomhåndtering og med vaerktøjer til at berolige nervesystemet og sindet, som har befundet sig i traumatiske situationer, og genlaere krop og sind at vaere i en tryg nutid.

Vi arbejder med familiernes ressourcer, tilknytning og overlevelsesevne for at genetablere en tryg familiekonstellation. Men det er svaert at behandle traumer, mens de står på, og når der ingen udsigt er til, at tilvaerelsen bliver tryg og forudsigelig.

drengen ønsker sig, er en barndom, som han på Youtube ser, andre har. At kunne lege frit, opleve håb, drømme om en fremtid og putte sig ind til foraeldre med overskud til at høre om hans dag.

Muligheden for den barndom kan jeg ikke love ham i det nuvaerende politiske klima i Danmark.

Det eneste, jeg kan love ham, er en time om ugen, hvor hans oplevelser er i centrum. En time, hvor jeg tager hans håbløshed, hans opgivenhed og hans manglende motivation alvorligt.

Og vi sammen kan håbe, at hans fortaelling kan rykke noget i samfundet.

Det eneste,

Både som professionel og som menneske er jeg ugentligt vidne til, hvordan Danmark traumatiserer børn.

Både som professionel og som menneske er jeg ugentligt vidne til, hvordan Danmark traumatiserer børn, og jeg er nødt til at spørge: Er det sådan, vi vil behandle børn i Danmark?