Tag opgøret med konsensustyranniet

Politikere, medier og borgere må arbejde sammen for at fremme en mere nuanceret offentlig debat, stille kritiske spørgsmål og ikke mindst lytte, hvis ikke vi skal kvaeles i ensrettetheden.

I tider, hvor ”diversitet” og ”inklusion” er blevet buzzwords, er det paradoksalt, at disse vaerdier sjaeldent afspejles i den offentlige debat eller politiske praksis. Ironisk nok befinder vi os i homogenitetens og konsensustyranniets aera, en tilstand, der truer med at underminere demokratiets grundvaerdier.

Denne modsaetning ses tydeligt i mediernes ensidige daekning af nyheder, boligmagasiners monotone fotoserier af eftertragtede hjem og monokulturen på sociale medier, hvor influencere konkurrerer om at dele det samme indhold. Karriereråd og livsstilsvejledninger synes også at vaere klonede kopier af hinanden, uanset platform. Resultatet er et indholdslandskab, der mangler variation og nytaenkning.

Politikere og den offentlige debat falder også i faelden med at skabe ensidige narrativer. For eksempel, når landets statsminister skaber sin egen potemkinkulisse for at male et illusionaert plejehjemsbillede for borgerne, eller når debatkulturen marginaliserer afvigende meninger. Disse tendenser skaber ekkokamre, hvor kun én meningsretning får lov at blomstre, som svaekker fundamentet for vores demokrati. Bobler fungerer bedst i saebevand. Den ensidige debatkultur, som har fostret figurer som Trump, illustrerer, hvordan mangel på diversitet i perspektiver kan polarisere og skaevvride en ellers rationel og faktabaseret diskussion.

Disse paradokser er ikke blot en akademisk diskussion om konsekvenser for vores samfund; det er en virkelighed, der former vores faelles fremtid. Når vi mister mangfoldigheden af synspunkter, mister vi evnen til kritisk at reflektere over vores egne holdninger og beslutninger. Det fører ikke kun til en fattigere debat, men også til en svaekkelse af demokratiets kernemekanismer. For hvordan kan vi traeffe velinformerede beslutninger, hvis vi kun praesenteres for et begraenset udsnit af virkeligheden? Et udsnit, der ofte er lakeret med kommercielle filtre.

er udvekslingen af et bredt spektrum af synspunkter essentiel for at udvikle vores kollektive forståelse og viden. Professor Hal Koch definerede i sin klassiker ”Hvad er demokrati” demokrati som samtale, hvilket forudsaetter, at man har noget at tale om, som ikke kun består i at bekraefte allerede accepterede synspunkter.

Demokrati er i hans definition netop ikke afstemningen, og demokrati er heller ikke udtryk for en opfattelse af, at flertallet altid har ret. Det er endvidere essentielt, at

I et sundt demokrati

man i et demokrati kan fortsaette med at debattere et emne, selvom det i første omgang er afgjort gennem en afstemning.

Desvaerre har vi i Danmark skabt en tendens, hvor afvigende meninger i den offentlige debat bliver mødt med modstand, og de, der udfordrer den dominerende opfattelse, bliver marginaliseret.

Covid-19-pandemien og konflikten i Ukraine har begge vaeret katalysatorer for denne tendens. Kritik af ressourceanvendelsen og nedlukningsstrategier blev ofte mødt med følelsesmaessig modstand og betragtet som mangel på medfølelse. På samme måde er der begraenset plads til alternative synspunkter på konflikten i Ukraine, og sådanne alternative synspunkter kan medføre alvorlige personlige og professionelle konsekvenser for dem, der blot saetter spørgsmål ved den valgte kurs. De spor fortsaetter.

Martin Krasnik adresserer i bogen ”En smal bro over afgrunden” indsnaevringen af det politiske rum, når det gaelder Israel-Hamaskonflikten, hvor der ikke opfordres til dialog eller samtale. Den nylige debat om Nordic Waste fremhaever illustrativt behovet for saglige diskussioner frem for heksejagter.

Når landets statsminister angriber dem, som stiller spørgsmål – hvad enten det er en journalist om Gaza eller Inger Støjberg i Folketingets spørgetid – i stedet for at svare på spørgsmålet, bidrager hun til at daemonisere spørgeren, delegitimere kritisk taenkning og gøre spørgsmålene illegitime.

Pludselig er vi ikke så langt fra strategien, der er flittigt brugt af en vis ejendomsmatador fra New York. En strategi, der også har til formål at fjerne fokus. At aflede opmaerksomheden. Den åbne diskussion og inklusion forsvinder. For eksempel har den offentlige danske debat generelt undladt at adressere den voksende utilfredshed med den offentlige sektor på trods af stigende offentlige udgifter. Der er et påtraengende behov for at diskutere en strukturel aendring i den offentlige sektor, omfavne teknologiske forandringer og reducere bureaukratiet i stedet for kritikløst at insistere på ”at sende flere penge”.

Når landets statsminister angriber dem, som stiller spørgsmål – hvad enten det er en journalist om Gaza eller Inger Støjberg i Folketingets spørgetid – i stedet for at svare på spørgsmålet, bidrager hun til at daemonisere spørgeren, delegitimere kritisk taenkning og gøre spørgsmålene illegitime.

bliver overset, og nuancerne i diskussioner er vaek, står vi, både som enkeltpersoner og som samfund, tilbage uden muligheden for at justere og rette op på beslutninger, der viser sig at vaere fejlagtige. For eksempel at visse coronarestriktioner ikke havde den ønskede effekt, hvilket rejser spørgsmål om proportionaliteten af disse tiltag i forhold til de langsigtede senfølger for samfundet, fra skolebørns mistrivsel til de personlige økonomiske tab for virksomhedsejere.

Konsensustyranniet fører også til en form for samfundsmoralisering, der ikke handler om, hvordan jeg bør opføre mig, men hvordan du bør opføre dig. Moraliseringen legitimeres af velfaerdsstaten, hvor social normgivning giver det offentlige ret til for eksempel at udskamme dem, der har truffet den beslutning at tilrettelaegge livet, så arbejdet fylder mindre, end hvad regningen synes, det burde.

En samfundsmoralisering, hvor det offentlige diktat definerer acceptabel adfaerd, er dybt problematisk. Den underminerer den personlige frihed og retssikkerhed, når en diffus faellesskabsetik erstatter klare regler og tvinger borgerne ind i roller som ”gode samfundsborgere”. En praksis, der minder om metoder fra regimer, vi ellers søger at distancere os fra.

Når debatter

fremdrift og den kollektive viden stagnerer, når vi uniformt traeder i de samme fodspor, og den offentlige samtale overvejende kredser om at bekraefte det, vi allerede har accepteret som sandheder. Vi skaber et samfund, hvor mangfoldighed af synspunkter ikke blot er undervurderet, men aktivt undertrykt. Det gør os kun dummere.

Er vi parate til at tage skridtet ud over det velkendte, at udfordre de begraensende strukturer og at omfavne de komplekse og undertiden udfordrende perspektiver, som aegte inklusion indebaerer? Vores valg her og nu definerer ikke blot den politiske kurs, men tegner konturerne af det samfund, vi ønsker for os selv og fremtidige generationer.

Vores samfunds

For at opnå et samfund, hvor diversitet og inklusion er mere end modeord, kraever det et kollektivt bidrag. En aktiv indsats for at vaeve disse vaerdier ind i stoffet af vores offentlige samtaler og de beslutninger, der formes i politikkens vaerksteder. Politikere, medier og borgere må arbejde sammen for at fremme en rigere, mere nuanceret offentlig debat, udfordre ensidige fortaellinger, stille kritiske spørgsmål og ikke mindst at lytte – virkelig lytte – til de mange unikke stemmer, der udgør vores samfund.