For 40 år siden taevede de trommeslageren på scenen – nu håner de The Beatles på lunken karriereforlaenger
Rockheltene hyldes fortsat uhaemmet, men helt aerligt, de har ikke udgivet en vellykket plade i 30 år.
THE JESUS AND MARY CHAIN
Cooking Vinyl/Playground Music
Hvad stiller man op, når ingen ønsker at tage jobbet som forsanger?
For brødrene Jim og William Reid lå svaret lige for:
De slog plat og krone om det. Lillebror, Jim Reid, tabte og rykkede modvilligt ind foran mikrofonstativet. Han forbandede den tildelte rolle som frontfigur yderst på scenekanten, men måtte trods alt sande, at han – i forhold til et andet bandmedlem – slap nådigt.
I foråret 1984 afsluttede bandet The Jesus and Mary Chain en meget kort koncert med et frontalt angreb på den davaerende trommeslager Murray Dalglish. Brødrene Reid vaeltede trommesaettet og sparkede kollegaen rundt på scenen.
Forløbet er nøje beskrevet i Alan McGees svaert underholdende bog ”Creation Stories”, og forfatteren ved, hvad han taler om, for han var selv til stede, og han var så begejstret for det, han så og hørte, at han øjeblikkeligt tilbød bandet at udgive dets musik på sit nystartede pladeselskab Creation Records.
Det var Alan McGee, som 10 år senere faldt over et band ved navn Oasis, men det er en anden historie.
I midten af 1980’erne kastede han sin kaerlighed på The Jesus and Mary Chain. Grundet en strid om penge forlod trommeslager Murray Dalglish hurtigt gruppen, men det blev koncerterne ikke mindre voldsomme af.
Reid-brødrene drak sig fulde inden koncerterne og optrådte med ryggen til de fremmødte, som de i øvrigt kastede utallige eder og forbandelser efter. Efter 20 minutter var det typisk slut, hvorefter publikum reagerede ved at storme scenen og smadre alt tilgaengeligt inventar.
På rov i eget bagkatalog
Dette må ikke betragtes som forherligelse af vold, men er en smule vildskab, kreativitet, en eller anden grad af uforudsigelighed for meget at forlange?
Det får man ikke meget af på ”Glasgow Eyes”, det nye album fra The Jesus and Mary Chain.
Rockheltene hyldes fortsat helt uhaemmet, men helt aerligt, de har ikke udgivet en vellykket plade siden ”Stoned and Dethroned” fra 1994. Selv Alan McGee indrømmer i ”Creation Stories”, at han – allerede inden albummet ”Munki” (1998) var faerdigindspillet – vidste, at vaerket ikke ville blive saerlig vellykket.
The Jesus and Mary Chain larmer stadig, men larm gør det som bekendt ikke alene. Tidligere album som ”Psychocandy” (1985) og ”Honey’s Dead” (1992) er netop magiske, fordi der under lagene af guitarstøj gemmer sig en raekke uimodståelige popsange.
Ja, brødrene Reid rammer den rent i ”Chemical Animal”,
både hvad angår melodien, udtrykket og den reflekterende tekst om misbrug af diverse substanser. Med denne sang redder brødrene Reid meget, men slet ikke et helt album.
På store dele af ”Glasgow Eyes” hamrer brødrene Reid retningsløst af sted. Alt for meget fremstår alt for skitsepraeget, og når man en sjaelden gang aner konturerne af en nogenlunde iørefaldende melodi, synes den at vaere stjålet fra eget bagkatalog og gengivet i en ny, lunken version.
Stakkels Beatles
Vaerst står det til på ”The Eagles and The Beatles”, hvor The Jesus and Mary Chain forkaster bandets ellers så stilsikre udtryk og spiser de hårdt prøvede fans af med et stereotypt beat, der leder tankerne hen på Joan Jettklassikeren ”I Love Rock ’n’ Roll”.
Det er meget muligt, at The Jesus and Mary Chain vil hylde både Eagles, The Beatles, The Rolling Stones og øvrige forbilleder, men dette – katalogets ubetinget ringeste skaering – fremstår i sidste ende som en hån.