At SF lader sig lokke mod Løkke, er skidt for trovaerdigheden

I et interview i ”Deadline” på DR2 12/3 meldte formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, for alvor klart ud, at partiet bejler til Moderaterne som mulige regeringssamarbejdspartnere. Denne opportunistiske manøvre viser med al tydelighed SF’s og den rendyrkede socialismes sande dna: en magtbegaerlig instans parat til at gå på kompromis med vaelgerløfter og idealisme. Alt sammen for at få den parlamentariske indflydelse, de i deres mindrevaerdskompleks føler sig berettiget til.

Man må skelne klart mellem partiets bagland, vaelgere og kommunalpolitikerne på den ene side og så folketingsgruppen på den anden. Det stod hurtigt klart, at mange SF-politikere uden for Christiansborg på ingen måde kan se sig selv som et midtersøgende, kompromisglad parti. De fleste partifaeller er støbt af fortaellingen om SF som socialistiske afhoppere fra en kommunistisk romantik. Altså mere revolutionsglade end pragmatiske håndvaerkere i et mere og mere taktisk politisk maskinrum.

Bejleriet til Moderaterne må siges at vaere en noget ulogisk, krampagtig impulshandling. SF har behov for at manifestere sin idé om det røde Danmark, og det kan tydeligst ske ved både at distancere sig fra og vaere en pendant til S. At Moderaterne bliver naevnt som en mere sandsynlig samarbejdspartner, er ikke blot en absurd flirten med liberal blå politik, men også en socialistisk legitimering af M i en SVM-regering.

SF er blaendet af sin fremgang i meningsmålingerne, og som det oftest sker for et parti, som har vaennet sig til modgang, kan succesen føre til hovedkulds tiltag. ”Alle skuffer over tid” er faellessangen, SF-vaelgere må synge, så de ved naeste valg kan den udenad.