Arbejde til efter kl. 16 og kaelderen fyldt med forråd: Er det enden på de fede tider?

Vi er ikke gået i bådene endnu. Men stod det til Mette Frederiksen, burde vi vaere klar til det. Vi skal forberede os på det vaerste, samle forråd. Men ved vi helt, hvad der venter – og hvad der forventes af os?

Mange kender sikkert Bryan Adams’ uptempo-rocknummer ”Summer of 69” med linjen ”Those were the best days of my life”.

Når man lytter til nummeret, kan man fornemme den energi og den fandenivoldskhed, man oplever som ung, hvor hele verden føles som en åben telefonbog, eller i dag ville man måske sige som hundreder af åbne links på den digitale motorvej.

Jeg ved ikke, om statsministeren har haft den sang i ørerne, men hun udtalte i hvert fald for nylig efter afslutningen på EU-topmødet i Bruxelles, at hun har »en staerkere og staerkere fornemmelse af, at dem af os, der ikke er helt unge, vi har fået nogle af de bedste årtier i de 30 år, der er gået«.

at vi ikke vender tilbage til det Europa, vi kendte engang, som statsministeren også formulerede det.

Historien er et stort blodbad, og vi har måske blot vaeret heldige at undgå det i vores tid. I efterkrigstiden holdt øst og vest hinanden i skak.

Efter 1989 havde Vesten sejret ad helvede til, og historien var slut, som den amerikanske historiker Francis Fukuyama ofte er blevet citeret for.

Og det kan jo godt vaere, I dag synes »Fred i vor tid« langt

vaek.

Det var de ord, som den engelske premierminister Neville Chamberlain udtalte til en begejstret menneskemaengde, da han vendte tilbage til England efter at have indgået en aftale med Hitler i München i 1938. Den aftale var som bekendt ikke det papir vaerd, den var skrevet på. Og snart blev fred i vor tid afløst af krig.

I Norge opfordres befolkningen nu til at have rationer nok til mindst en uges forbrug. Dåsemad, primusapparater og lommelygter samt masser af vand. Og i Sverige sagde en minister for noget tid siden, at alle skal forberede sig på muligheden for krig. Preppere er ikke laengere i samme kategori som folk, der tror på ufoer og jomfrufødsler, men fornuftige mennesker, som er forudseende og udviser rettidig omhu.

har endnu ikke anbefalet os at blive preppere, men vi skal forvente at arbejde mere og ikke gå hjem fra samlebåndet kl.

Statsministeren

16, og så skal vi bruge stadigt flere midler på krudt og kugler. Vaernepligten skal saettes op til 11 måneder, og kvinderne skal også indkaldes. Måske er de 2 pct. af bruttonationalproduktet, vi nu bruger på forsvaret, ikke nok. How high can you go?

Det er naeppe tilfaeldigt, at en gammel science fiction-bog som Sven Holms ”Termush”, der oprindelig udkom i 1967, bliver genudgivet såvel herhjemme som i udlandet.

Det er en dystopisk bog, der foregår efter en atomkatastrofe. En gruppe velhavere har tegnet en forsikring, der sikrer dem indlogering på et luksushotel ved Atlanterhavskysten. Hotellets gaester forsøger at opretholde en slags normalitet og permanent ferie midt i katastrofen, men langsomt traenger virkelighedens gru sig på. Hotellets ejere deler ikke alle oplysninger med gaesterne, og om natten høres skrig og råb.

Når strålingen er for høj, føres gaesterne ned i de underjordiske beskyttelsesrum. Det er ikke muligt at lukke verden ude, før eller siden traenger den sig på. Vores hovedperson forsøger at få vished om, hvad der reelt foregår. Snart må gaesterne forlade hotellets sikre bastion og drager til søs på hotellets yacht.

Spørgsmålet er, hvor rejsen går hen. Skal gaesterne som Noahs ark vente på, at katastrofen driver over, og vandstanden saenker sig, så der er land i sigte? Eller skal de som Odysseus kaempe med kykloper og bindes fast til masten for at modstå sirenernes sang, inden de atter kan vende hjem? Spørgsmålet er selvfølgelig også, hvor hjem nu er. »Udenfor er havet gået i stå, der er ikke mørkt eller lyst,« som det dystert hedder i romanens sidste linjer.

Det er, som om politikerne for tiden forsøger at forberede os på en slags undtagelsestilstand eller førkrigstilstand. Først inddrog de store bededag, så kom Kaare Dybvad med en opfordring om, at vi skal arbejde mere og ikke mindre, og at man ikke var et dårligt menneske, fordi man hentede sine børn i daginstitutionen som den sidste – og nu pisker landets statsminister en stemning op om, at vi skal vågne op og se den nye virkelighed i øjnene.

Nogle kan måske huske salig finansminister Knud Heinesens alvorlige udtalelser om, at dansk økonomi var på kurs mod afgrunden.

Det var et billede, som med ét gjorde det klart for den almindelige befolkning, at vi havde store problemer, og at man ikke kunne blive ved med at bruge flere penge, end man tjente. Et såkaldt moment of truth.

Senere fulgte kartoffelkuren og fattigfirserne. Arbejdsløshedskøerne voksede, så 360.000 af landets indbyggere stod uden arbejde. Det var hårdt, men det var nødvendigt, hvis vi skulle undgå at falde ud over afgrunden.

Preppere er ikke laengere i samme kategori som folk, der tror på ufoer og jomfrufødsler, men fornuftige mennesker, som er forudseende og udviser rettidig omhu.

Historisk har der vaeret andre af disse naesten mytologiske storylines, som har indkapslet og spidsformuleret en saerlig historisk nødvendighed.

Hvem kender ikke udtrykket ”nok er vi fattige, men vi behøver ikke at vaere dumme”, som Frederik VI formulerede i 1813, og som banede vejen for, at alle børn kunne komme i skole, og for støtte til kunsten. Eller Hedeselskabets formand, Enrico Dalgas, som efter nederlaget i 1864 fejlagtigt blev tillagt formuleringen »hvad udad tabes skal indad vindes«, som blev et motto for opdyrkningen af heden.

Er Mette Frederiksens udtalelser om, at vi befinder os i en ny aera, også et sådant definerende øjeblik, der har til hensigt at markere, at de gode og fede tider er forbi?

Vi har som eventyrfiguren forladt hjemmets trygge og velkendte omgivelser og er nu på vej ud i skoven, hvor ukendte farer og traengsler venter os, som vi skal forsøge at kaempe imod og overkomme. Det kraever, at vi er rustet til taenderne, men også, at vi er mentalt klar. Og skulle vi blive hjemme, skal vi som minimum have forsyninger nok til den første uge.

»Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden braender om din vugge,« som

Jeppe Aakjaer skrev i 1916 i et digt under Første Verdenskrig.

Det er slut nu. Vi skal ikke laengere hygge os i smug.

»Det vil kraeve rigtig meget af os alle sammen,« som statsministeren naesten profetisk formulerede det.

Efter de syv fede år kommer de syv magre år, som farao forudsagde i sin drøm i Første Mosebog, og som Josef udlagde. Nu gaelder det om at samle forråd og gøre sig klar til at komme igennem de syv magre år. Det er den forstandige statsleders råd.

Spørgsmålet er så bare, hvad det konkret vil kraeve af os? Vi skal opbygge lagre til en mindst en uges forbrug. Tjek. Vi skal arbejde mere. Tjek. Vi skal bruge flere offentlige midler på forsvars- og sikkerhedspolitik. Tjek. Vi skal sandsynligvis bruge faerre midler på offentlig velfaerd eller haeve skatterne. Pengene skal jo komme et sted fra. Tjek. Vi skal satse mere på nye teknologier. Tjek.

Foreløbig er vi ikke gået i bådene, men hvis det står til statsministeren, er vi på vej, og vi bør hurtigt gøre os klar.