Ivaerksaetteri: Det er på tide, vi hylder danske ’stayups’
Vi har fået øjnene op for ivaerksaetteri og hylder dem, der tør drømme stort. Men vi glemmer at hylde alle de virksomheder, der ikke nødvendigvis vokser, men bare holder ud.
Da Løvens Hule første gang rullede over skaermen i 2015, blev formatet med ét en seersucces. Ivaerksaetteri blev fremhaevet i bedste sendetid, og det hele kulminerede med, at én af løverne blev hentet ind som minister for
Venstre. Ivaerksaetteri blev sexet.
Det var et kaerkomment skifte fra den kuende jantelov, der tidligere har praeget retorikken, når nogen drømmer om andet end et liv som lønmodtager – og jeg håber, at det har fået fleres øjne op for mulighederne som ivaerksaetter.
Men for både løverne i hulen og i ledelseslagene i erhvervslivet handler virksomhedsdrift om vaekst. Det er den kapitalistiske grundpraemis. Større er bedre, bundlinjen skal i vejret.
I det lys er ivaerksaettertrappen naesten givet på forhånd: Fra startup til scaleup til stor virksomhed. Det er den rejse, medierne interesserer sig for, og de virksomheder, der ender i bedste sendetid.
Selvom de fortjener al opmaerksomheden, så lad os ikke glemme at anerkende alle dem, der holder fast år efter år. Alle landets stayups, der holder skruen i vandet år efter år.
Termen ’stayups’ blev mig bekendt introduceret af tech-ivaerksaetteren Jason Fried, og det er i mine øjne et glimrende begreb, som bør udbredes på lige fod med startups og scaleups.
For faktum er, at en stor del af dansk erhverv står på skuldrene af virksomheder, som ikke vokser ind i himlen – og sjaeldent har planer om det. Tømreren med 12 ansatte. Frisøren med tre medarbejdere. Tøjbutikken med fire eller gartneren, der kun er sig selv.
Det er virksomheder, der i mange tilfaelde har vaeret i gang i 10, 20 og 30 år. Dem, der både har redet på de gyldne bølger og har formået at kravle op ad hullerne, når konjunkturerne har slået kolbøtter eller da en pandemi lagde verden på den anden ende.
De er hverken startups eller scaleups med store ambitioner. De er stayups. Virksomheder, der leverer år efter år. Det er på tide, at vi som samfund anerkender alt det arbejde, der ligger bag.
Jeg har selv vaeret virksomhedsejer i knap 20 år, og når jeg mødes med ligesindede i erhvervsnetvaerk eller bestyrelser og advisory boards, falder snakken helt naturligt på vaekst. Mere, større, bedre.
Det giver fin mening, for folk i de kredse er i de fleste tilfaelde netop ansat til at skabe vaekst. Men det er som om, at vores generelle forståelse af, hvad det vil sige at lykkes som ivaerksaetter, er blevet for farvet af jagten på endeløs vaekst.
For stayups er ikke bare virksomheder, der lige holder snuden oven vande. Det er ofte dem, der holder lokalsamfundene levende. Virksomheder, som i mange tilfaelde leverer livslange arbejdspladser til deres medarbejdere og sponsorerer livet i den lokale idraetshal.
De er skabt af mennesker, der ligesom deltagerne i Løvens Hule har haft troen og viljen til at kaste sig ud i en usikker arbejdstilvaerelse – for til gengaeld at skabe tryghed for så mange andre.
den grund, jeg mener, at stayups fortjener en større plads i rampelyset.
For at etablere, drive og udvikle en sund forretning år efter år efter år, er ikke nogen lille bedrift. Uanset, om resultatopgørelsen eller medarbejderantallet er prangende eller ej.
For selvom stayups sjaeldent navigerer ud fra store ambitioner om vaekst og nye markeder, bidrager de tilsammen til en stor del af samfundet – og det fortjener de den største respekt for.