Forfatter saetter fokus på skaeve eksistenser: »Der er mange, der kriminaliserer sig selv hver dag for at skaffe pot«
Selvom bogen ikke handler om ham selv, har han alligevel brugt elementer fra sit eget liv og sin egen person. »Bogen handler om alt det, de andre ikke kan se,« siger han.
Da Mikkel Guldager, der i dag er 46 år gammel, som 20-årig flyttede fra Randers, så var det ikke med drømmen om at blive forfatter.
»Jeg er født og opvokset i Randers – det kan jeg ikke løbe fra. Som så mange andre på det tidspunkt stak jeg af til København. Det har gjort mig til en kompleks person, tror jeg. Det har givet mig et uafklaret forhold til, hvor jeg kommer fra. Jeg stak af fra en masse ting for at finde noget nyt, men jeg fandt ud af, at graesset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side,« fortaeller han.
Han har gennem de sidste mere end to årtier boet i København.
»I dag bor jeg på Østerbro, men der er ikke det sted, jeg ikke har boet. Alt på naer Frederiksberg. Det er for fisefornemt for mig. Det er Østerbro også, men jeg bor i en halvghetto, så det er fint nok,« siger han grinende.
Helt nye farver
Selvom Mikkel Guldager aldrig havde regnet med, at han skulle blive forfatter, har han alligevel skrevet fem romaner de sidste fire år. Den nyeste i raekken, ’Prismet’, udkommer den 4. maj på forlaget Braendpunkt.
»Det er socialrealisme set gennem mine øjne – en mand uden for samfundets øjne. Det er ikke autofiktion. Bogen handler ikke om mig, men jeg har taget elementer fra mit eget liv og min egen person og puttet dem i bogen og karakteren,« siger forfatteren.
Bogen handler om en 45årig, mandlig ph.d.-studerende.
Han føler, at han er for gammel, og at han burde vaere faerdig med sin uddannelse for laengst. For at stikke af fra virkeligheden tager han forskellige stoffer. Han ryger joints og eksperimenterer med svampe.
»På den rejse møder han sit livs kaerlighed midt i det hele, som er meget modsat ham selv, og som arbejder i onklens store, hurtigtvoksende virksomhed. Han bliver tilbudt et job i virksomheden, og så står han over for valget om at fortsaette med at vaere studerende eller vaere et normalt menneske med en normal karriere,« siger Mikkel Guldager og fortsaetter:
»Den kamp for at traeffe det rigtige valg gør, at han kommer langt ud i en syret verden. Et nyt univers åbner sig for ham. På grund af svampene begynder han at se farver, som han ikke har set før – det er derfor, bogen hedder ’Prismet’. Han ser tilvaerelsen på en anden måde, der gør, at han traeffer sit valg. Men jeg vil ikke afsløre, hvad han gør.«
»Bogen handler om eksistensberettigelse, virkelighedsflugt og at turde vaere den, man er. Det med ikke at se så sort-hvidt på ting. Når du holder en prisme op mod lyset, så udspringer der et vaeld af farver, og mon ikke de er vaerd at kigge på? Den handler om alt det, de andre ikke kan se,« siger forfatteren.
Når bogen udkommer, vil man kunne købe den på nettet og hos udvalgte boghandlere. Det vil sandsynligvis også vaere muligt at låne den på biblioteket.
»Den er på 165 sider, så den er hurtigt laest. Men forhåbentligt ikke hurtigt glemt,« siger han.
Ikke en 8-til-16-slave Hvorfor skal man laese ’Prismet’?
»Det skal man, fordi den vender tingene lidt på hovedet. Den åbner en verden, som borgerskabet ikke har indblik i. Vi er også nogle, der lever på kanten af samfundet. Der er mange, der kriminaliserer sig selv hver dag for at skaffe pot. Vi er nogle, som har en diagnose, og som gør ting, der bliver set som samfundsafvigende, men som for os er normale, for at klare os,« siger Mikkel Guldager og fortsaetter:
»Jeg forsøger at give dem en stemme. Jeg prøver at vaere talerør for en generation af mennesker, som lever fuldstaendig uden for de normative restriktioner, som samfundet har nedsat. Det er sindssygt vigtigt for mig. Hvis der ikke er nogen, der gør det, så bliver de ikke hørt.«
Han har selv diagnosen bipolar. Og så er han ph.d.-studerende og førtidspensionist.
»Det er jeg ikke for fin til at skilte med. Det er den, jeg er, og det er noget, jeg lever med. Det betyder ingenting for mig, men jeg ser måske verden på en lidt anden måde, fordi jeg føler mig som en del af verden og ikke som en del af verden. Jeg er ikke en 8-til-16-slave som så mange andre. Sådan fungerer mit liv ikke. Jeg føler, jeg står udenfor, for jeg vil jo gerne bidrage til samfundet. Det må jeg så gøre gennem mine bøger,« siger han.
Tvunget ned i en kasse
Da Mikkel Guldager blev førtidspensionist, følte han, at han blev tvunget ned i en kasse, som han ikke havde lyst til at vaere i.
»For et par år siden havnede jeg i kassen ”psykisk syg og førtidspensionist”, hvor de egentlig kasserede mig. På trods af, at jeg snart er faerdig med min ph.d., mente kommunen, at jeg er for syg til at bidrage til samfundet. Jeg røg på livsvarig ydelse i stedet for. Det var ikke med min gode vilje, for det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig, mit liv skulle vaere,« siger han.
»Man er ikke en taber«
Men det at vaere førtidspensionist er måske en del af forfatterens motivation.
»Jeg var nødt til at opfinde mig selv. Hvis jeg ikke havde haft min forfatter-ting kørende i dag, så havde jeg ikke haft noget at give mig til – og så havde jeg følt, at der ikke var nogen grund til at eksistere. Så havde jeg røget joints dagen lang – hvis jeg overhovedet havde vaeret her i dag,« siger han og fortsaetter:
»Jeg gør det ikke for pengenes skyld – jeg får et beskedent honorar. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade vaere. Det kribler i mig, for jeg får idéer hele tiden.«
Den er på 165 sider, så den er hurtigt laest. Men forhåbentligt ikke hurtigt glemt FORFATTER MIKKEL GULDAGER OM SIN NYESTE BOG ”PRISMET”
’Prismet’ er som sagt Mikkel Guldagers femte udgivne roman, men han får så mange idéer, at »det er helt vildt, hvad jeg har liggende af halve manuskripter«, som han siger.
»Idéerne kommer fra de ting, som omgiver mig. De ting, jeg ser i gadebilledet. Det kan vaere tre indvandrere, der er ved at skraelle en scooter. Så kommer panserne, og de stikker af til højre og venstre. Det kan vaere en hjemløs, der står nede ved Aldi med Hus Forbi, hvor en forretningsmand sparker til kaffekanden,« siger han og fortsaetter:
»Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg oplever sådan nogle ting. Det er vanvittigt. Der er noget helt galt derude. Det ikke, fordi bogen skal vaere et surt opråb, men jeg vil gerne saette tingene i et nyt lys. Man er ikke en taber, bare fordi man saelger Hus Forbi, eller fordi man står med en bajer nede på hjørnet og synger Kim Larsen. Det er fint med survival of the fittest, men det dur ikke at lade de svage i stikken. Der er også noget, der hedder empati.«