Aarhus Kommunes privatisering af hullede veje er hul i hovedet, og en hullet lovgivning hjaelper ikke
Det er en ren skueproces, når kommunen overdrager veje og dermed ansvaret til private.
Hvorfor skal grundejerne stilles markant ringere end kommunen?
Man tror det naeppe, når man hører det første gang. Men når en kommune omlaegger en offentlig vej til privat faellesvej og dermed overdrager vedligeholdelsespligten til grundejerne, så er det ikke nødvendigvis alle grundejere, der skal vaere med til at betale til den nye private vej. Et kaempe hul i privatvejsloven betyder nemlig, at vedligeholdelsespligten i mange tilfaelde kun går til nogle af vejens grundejere, mens andre går helt fri. Det er jo hul i hovedet.
Den såkaldte ”nedklassificering” af kommunale veje til private faellesveje har stået på i mange år, for tiden i bl.a. Struer, Rebild og Aarhus. Det er typisk lukkede vejsystemer, ofte en stamvej med en raekke stikveje og uden anden trafik end beboerne selv, der bliver omlagt. Mange steder ejer den lokale grundejerforening stikvejene, mens kommunen ejer stamvejen, som nu skal privatiseres. Og det er her, privatvejsloven fejler totalt.
Vedligeholdelsespligten gaelder nemlig kun grundejere, hvis matrikel graenser op til den nye private faellesvej, altså til stamvejen. Grundejere laengere inde på stikvejene, som ikke graenser direkte op til stamvejen, har ikke vedligeholdelsespligt. Selvom stamvejen også for dem er eneste adgang til det øvrige vejnet. Hvis alle skal forpligtes til at bidrage, så skal hver enkelt grundejer frivilligt få tinglyst en servitut på sin ejendom om pligtigt medlemskab af et vejlav.
Privatvejsloven tager altså ikke højde for et vejsystem, der er udbredt over hele Danmark. Og den overlader det til grundejerne selv på fuldstaendig frivillig basis at få alle brugere af vejen med i en solidarisk betalingsordning. Hvad man så gør, kommer jeg tilbage til. Men først endnu en raekke groteske omstaendigheder i forbindelse med nedklassificering af kommunale veje:
til at overdrage deres veje i »god og forsvarlig stand«. Det defineres som, at f.eks. asfalt eller kantsten har en restlevetid på mindst 25 pct. af vejelementets »tekniske levetid«. Men hvad er en granitstens levetid? Og hvorfor kun 25 pct.? Flere kommuner tilstraeber en højere procentsats (bl.a. Aarhus: minimum 50 pct.), men det er stadig en ringe erstatning for denne omvendte ekspropriation, hvor grundejerne får tildelt et stykke vej, de ikke har bedt om, men som de herefter skal vedligeholde for egen regning. Kommunen har selv haft vejens fulde forventede levetid til at spare op til ny asfalt m.m. Grundejerne får kun 25 eller 50 pct. af vejens forventede levetid til den samme opsparing. Hvorfor skal grundejerne stilles markant ringere end kommunen?
Restlevetiden skal kommunerne dokumentere i en tilstandsrapport, som skal i høring hos grundejerne. Kommunerne følger Vejdirektoratets vejledning ”Tilstandsrapporter” (maj 2018), der omfatter en raekke meget detaljerede skemaer, som skal gøre det ud for objektive
Kommunerne er forpligtet
beregninger af de enkelte vejelementers restlevetid. Med millimeterbånd bliver der målt op og regnet ud på revner og krakeleringer i asfalten, mere eller mindre skaeve kantsten osv. for at fastslå, om de enkelte elementer overholder mindstekravene.
minutiøse opmålinger er, at man mister blikket for vejens samlede tilstand. For at overholde mindstekravene retter man en kantsten hist, skifter en flise her og lapper et hul dér. Det samlede resultat er ujaevnt, uskønt og helt urimeligt over for de nye ejere.
Helt galt er det mht. vejbrønde og tilhørende stikledninger, som leder overfladevandet fra kørebanen ned i kloakken, og som også overgår til grundejerne. Sådan en brønd med stikledning betegnes »God, som ny« i tilstandsrapporten, når blot vandet løber bort, og der ikke er huller i asfalten ved brønden eller lunker over stikledningen. Men dét siger jo intet om tilstanden af alt det, der er skjult under asfalten. Det svarer til, at en byggesagkyndig ved en hushandel siger god for et tag, som han kun har besigtiget udefra uden at vaere oppe på loftet og inspicere spaer, undertag osv.
Så kommunerne har det nemt. De skal bare taelle op og regne sammen, så kan de sort på hvidt dokumentere, at vejens restlevetid ved overdragelsen overholder mindstekravene, uden overhovedet at lytte til borgerne. Og sådan foregår det rent faktisk, i hvert fald i Aarhus, hvor jeg bor. Både jeg selv som privatperson og de lokale grundejerforeninger har forsøgt at få en dialog med kommunen om,
Problemet med disse
hvad der rimeligvis burde udbedres, inden vejen blev privatiseret. Men det var komplet umuligt, man henviser bare til tilstandsrapporterne. Og i forvaltningens sammenfatning til byrådet af de indsendte høringssvar var indsigelserne reduceret til ukendelighed. Kommunen overholder alle regler, men som borger oplever man høringsfasen som en ren skueproces og Vejdirektoratets vurderingsskemaer som pseudoobjektive og som blokering af en reel dialog.
Der må vaere andre måder at gøre det på. Isaer da Vejdirektoratet faktisk selv medgiver, at vurderingen af vejelementers restlevetid absolut ikke er objektiv, den bygger i vid udstraekning på »rimelige betragtninger«. F.eks. hedder det i vejledningen, at »for flere af vejens elementer er det ikke muligt på en meningsfyldt måde at beregne en restlevetid«; i stedet vaelger man at fastsaette krav »som med rimelighed kan betragtes at repraesentere 25 pct.-reglen«, eller man finder det rimeligt at fastsaette en teoretisk vaerdi for den tekniske levetid«. Måske var det på tide at sadle helt om?
Tilbage til hullet i privatvejsloven. I min grundejerforening ville man gerne sikre sig, at alle kommer til at bidrage til den nye private faellesvej, uanset om de graenser direkte op til den eller ej. Men vi var i tvivl om, hvorvidt man bare kan laegge driften ind under foreningen, som alle grundejere i forvejen skal vaere medlem af. Det er jo en udvidelse af foreningens geografiske virkeområde.
Hos Aarhus Kommune var anbefalingen, at man under alle omstaendigheder opretter et nyt, frivilligt vejlav til drift af vejen, også selvom der i forvejen er en grundejerforening. De fleste vil sikkert gerne bakke op – siger kommunen. Men der er jo ingen garanti. Derfor søgte vi råd hos en advokat, der udarbejdede et responsum med henvisning til en højesteretsdom, som klart fastslår, at en grundejerforening godt kan udvide sit virkeområde, f.eks. til en ny vej, hvis det indebaerer en saglig varetagelse af medlemmernes behov. Herefter kunne vi på en generalforsamling roligt laegge driften af den nye private faellesvej ind under foreningen.
at juristerne i landets naeststørste kommune, som er i gang med en omfattende nedklassificering af vejene, ikke er bekendte med en så central dom på området. Hvordan står det mon til i andre kommuner? Udover måneder og års bekymringer og spildt arbejde kostede kommunens mangelfulde rådgivning de lokale grundejere over 30.000 kr. i advokatsalaer.
Det kan vaere rimeligt nok, at man via nedklassificering vil skabe lige vilkår for grundejere på sammenlignelige veje, så beboere på offentlige veje får samme vilkår som dem på tilsvarende private veje. Men det er helt urimeligt, at grundejerne skal slås med alle disse groteske omstaendigheder, når nedklassificeringen konkret bliver ført ud i livet.
Man må håbe for grundejere, som de kommende år står for at skulle nedklassificeres, at minister og Folketing får lukket det åbenlyse hul i privatvejsloven og får set naermere på de rigide regler for nedklassificering af veje.