Hustruer og døtre har samlet fanen op efter de faengslede og faldne
Julia Navalnaja fører den politiske kamp videre efter sin mands død. Andre russiske kvinder har gjort noget lignende, men det mest succesfulde eksempel finder man i nabolandet Belarus.
Det kunne vaere en scene fra en klassisk tragedie: Ved liget svaerger den draebte helts sørgende enke haevn over den tyran, der har ladet ham myrde. Kulissen var ganske vist upåklageligt moderne med talerstol, videoskaerm og simultantolkning, men Julia Navalnajas indlaeg på sikkerhedskonferencen i München, dagen efter hendes mands død i en arktisk straffekoloni, havde alt det dramatiske eftertryk, som genren foreskriver.
»Jeg vil have, at Putin og hele hans kreds,
Putins venner og hans regering, skal vide, at de bliver stillet til ansvar for det, som de har gjort ved vores land, ved min familie og ved min mand. Den dag vil komme meget snart,« sagde Julia Navalnaja til de forsamlede ved konferencen.
Den 47-årige Navalnaja, der er uddannet økonom, er – saerligt efter Aleksej Navalnyj blev faengslet i 2021 – fra tid til anden stået frem som repraesentant for hans bevaegelse, men hun har ikke tidligere haft nogen selvstaendig politisk platform.
Også Aleksej Navalnyjs datter, Darja, har på tidspunkter ageret stand-in for faderen, der før sin mystiske død sidste måned havde vaeret bag lås og slå i forskellige russiske faengsler i over tre år. Det var således den i dag 22-årige Darja Navalnaja, der modtog den europaeiske menneskerettighedspris Sakharov-prisen på vegne af sin fader i slutningen af 2021.
En husmor går i aktion
Kort før hun talte i München sidste måned, havde Julia Navalnaja lejlighed til at møde en kvinde, der om nogen kunne forstå og vejlede hende i den ekstremt vanskelige situation.
»I sådan et øjeblik kan du ikke tale om politik eller om fremtiden,« sagde Svitlana Tsikhanouskaja, oppositionsleder fra Belarus, til den tyske ugeavis Die Zeit om mødet med Navalnaja i München.
Få dage efter München-konferencen og bekraeftelsen af Navalnyjs død erklaerede Julia Navalnaja, at hun overtager sin mands rolle som frontfigur i organisationen ”Fonden til kamp mod korruption”, som under Navalnyjs ledelse gennem mange år har vaeret Ruslands vigtigste oppositionsbevaegelse.
»Jeg vil fortsaette Aleksej Navalnyjs gerning. Jeg vil fortsaette med at kaempe for vores faelles land. Jeg opfordrer jer til at slutte op om mig,« sagde hun i en indtraengende video offentliggjort på Youtube sidste måned.
Det var en beslutning meget lig den, Svitlana Tsikhanouskaja var tvunget til at traeffe i foråret 2020, da hendes mand, oppositionslederen Sjargej Tsikhanouskij, blev ar
resteret forud for praesidentvalget i Belarus.
I stedet blev det Tsikhanouskaja – et indtil da absolut ubeskrevet blad rent politisk – der agerede samlende kandidat for oppositionen og sikrede sig opbakning fra flere konkurrerende kampagner.
»Hun var undertippet, fordi hun blev opfattet som en helt almindelig belarusisk husmor,« forklarer Jonathan Schacht Halling Nielsen, jurist og ekspert i de politiske forhold i det østeuropaeiske land.
Aleksandr Lukasjenko nåede endda at gøre nar af Tsikhanouskaja, men smilet stivnede hos eneherskeren, der har styret landet med hård hånd siden midten af 1990’erne, da hun – hvis man skal tro uafhaengige iagttagere – vandt valget i august 2020.
Regimet i Minsk lod sig dog ikke rokke af folkets vilje. Først forfalskede Lukasjenkos maend valgresultaterne, og derefter slog de hårdt ned på oppositionens protester. I dag er der over 1.400 politiske fanger i Belarus ifølge en opgørelse fra menneskeretsorganisationen Viasna, og en af dem er fortsat Sjargej Tsikhanouskij, som kun har talt i telefon med sin kone en gang over de seneste fire år.
Det lykkedes ikke for Lukasjenko-styret at få faengslet Svitlana Tsikhanouskaja, der undslap fra Belarus i august 2020 og siden med base i nabolandet Litauen har rejst verden rundt som repraesentant for sit land og dets demokratiske opposition.
»Hun har givet de demokratiske kraefter i Belarus en seriøsitet. Det har vaeret en hård kamp at holde sammen på oppositionen, hvor der er mange store egoer, men det er lykkedes,« siger Jonathan Schacht Halling Nielsen.
Styrkeprøve for Navalnaja
Det er lignende ambitioner, Julia Navalnaja vil forsøge at realisere i forhold til en russisk opposition, der talmaessigt er større, men måske endnu mere splittet, end tilfaeldet er i Belarus.
Selvom Navalnaja i perioder har spillet en offentlig rolle i sin mands bevaegelse, saerligt i perioden, siden han blev faengslet, er hun som politiker betragtet kun marginalt mere prøvet end Tsikhanouskaja.
»Man kan ikke sige, at hun ligesom jeg gik direkte fra køkkenet og ind i politik,« påpegede Tsikhanouskaja dog i interviewet med Die Zeit.
Julia Navalnaja er aktuelt omgaerdet af stor goodwill efter sin mands død, men der er mange kokke i køkkenet hos den russiske opposition, og langtfra alle vil nødvendigvis støtte hende på laengere sigt.
»Rigtig meget afhaenger af, hvad hun selv kommer til at laegge frem. Ikke som enke efter en fremragende politiker, der blev pint til døde, men som selvstaendig figur. Formår hun at finde sin politiske stil, sit indhold og et team, der ikke vaekker modvilje? Det må tiden vise,« skrev den politiske analytiker Tatjana Stanovaja på det sociale medie Telegram.
I russisk sammenhaeng er situationen ikke ganske uden fortilfaelde, selvom ingen andre har stået over for en opgave af et omfang og en kompleksitet som den, der venter Navalnaja.
En af dem, der har gjort sig tanker på Navalnajas vegne, er Marina Litvinenko, enke efter den russiske afhopper Aleksandr Litvinenko, der blev myrdet i London i 2006 af attentatmaend fra den russiske efterretningstjeneste.
»Parallellen mellem mig selv og Julia er ikke 100 pct., men det, vi ser nu, er en ung kvinde, en enke, der siger, at verden skal vågne op. Jeg håber, at verden er klar til at lytte,« sagde Marina Litvinenko, der gennem mange år har ført kampagne for retfaerdighed for sin draebte mand, til eksilmediet The Moscow Times.
Også andre kvindelige familiemedlemmer til draebte og faengslede oppositionsfolk har med skiftende held forsøgt at råbe verden op, hvad angår udviklingen i Rusland.
Efter drabet på den liberale stjernepolitiker Boris Nemtsov i Moskva i 2015 har hans datter Zjanna Nemtsova vedkendt sig den politiske arv efter faderen og ageret som journalist og kommentator for flere uafhaengige russiske medier.
Over for den russisksprogede tv-kanal Nastojasjtjeje Vremja, der produceres i eksil, gav Nemtsova for nylig en relativt optimistisk vurdering af Navalnajas muligheder for at spille en rolle som førerskikkelse for oppositionen.
»Hun er først og fremmest kendt i Rusland, og hun har et glimrende og uplettet ry, hvilket er vigtigt. Hun er erfaren, og jeg tror, at en del af det russiske samfund står bag hende,« sagde Zjanna Nemtsova.
Der er flere internationale eksempler på, at enker succesfuldt har fortsat deres afdøde maends kamp. Det gaelder f.eks. Filippinernes ekspraesident Corazon Aquino. Hendes mand, oppositionslederen Benigno Aquino, blev myrdet i 1983, men bare få år senere i 1986 stod hun i spidsen for en folkelig revolutionen i østaten.
Vejen hen mod store forandringer i Rusland vil dog selv i bedste fald vaere lang og fyldt med faldgruber, og i dette vanskelige terraen må Navalnaja gradvist finde sin egen måde at navigere på.
»Julia vil fremover have en maengde rådgivere, men hun bliver nødt til at følge sit eget instinkt,« sagde Marina Litvinenko til Moscow Times.
Meget vil her afhaenge af de personlige kvaliteter, som Navalnaja bringer med sig i rollen som leder og politisk arvtager efter sin mand.
»Du skal vaere sikker på, at personen kan holde til presset, for det er en meget ensom position,« siger Jonathan Schacht Halling Nielsen om rollen som oppositionsleder og samlende symbolfigur.
Jeg vil fortsaette Aleksej Navalnyjs gerning. Jeg vil fortsaette med at kaempe for vores faelles land. JULIA NAVALNAJA, HUSTRU TIL AFDØDE ALEKSEJ NAVALNYJ