Oscar-nomineret film om toiletrengøring hylder hverdagen
Wim Wenders har skabt en meditativ og smuk hyldest til at finde glaede i det simple liv, i hverdagsrutinerne og i grundighed. Filmen var nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.
Filmanmeldelse
PERFECT DAYS
Drama
Land: Japan, Tyskland, 2023 Instruktør: Wim Wenders Varighed: 2 timer og 4 minutter
Premiere: 27. marts 333333
Den tyske instruktør Wim Wenders’ Oscar-nominerede minimalistiske hverdagsdrama ”Perfect Days” startede som et reklamefremstød for Tokyos nye arkitekttegnede offentlige toiletter. Da Wenders fik tilbudt jobbet, var han imponeret over toiletternes ordentlighed og detaljerigdom. Han besluttede sig for at skabe en spillefilm om en aeldre mand, der gør rent på toiletterne.
Hirayama (Kôji Yakusho) udfører sit rengøringsarbejde med så stor omhyggelighed, at man faktisk får lyst til at besøge de smukke toiletter. Han skrubber og tørrer systematisk og kaerligt kummer og flader og holder et lille spejl op for at tjekke, at alle kroge er renskurede. Mens hans yngre kollega, Takashi (Tokio Emoto), kommer for sent, brokker sig og er optaget af sin telefon, arbejder Hirayama sig tavst og tilfreds gennem dagen.
Hyldest til hverdagen
Samme faste rutine anvender han til resten af sit liv: Han står op, barberer sig, vander sine planter, køber kaffe i en automat og kører af sted. I sin lille varevogn saetter vaelger han et kassettebånd med klassiske rockkunstnere fra 70’erne: Lou Reed, Van Morrison, Nina Simone, The Velvet Underground.
Til frokost spiser han den samme sandwich og tager et billede af det samme trae. Når han har fri, tager han på badeanstalt, spiser ude og går hjem og laeser, inden han falder i søvn på en madras på gulvet. Selv i weekenden har han de samme ritualer med at vaske tøj, købe en ny bog og spise på sin stambar.
”Perfect Days” er en hyldest til hverdagen, til at nyde det simple liv og til at gøre sig umage. Men under Hirayamas lille smil ligger der en smerte og et drama, som Wenders og hans medforfatter Takuma Takasaki kun antyder. Da hans teenageniece (Arisa Nakano) kommer spontant på besøg, og hendes mor kommer for at hente hende, fornemmer man, at Hirayama har lagt aktivt afstand til sin familie og det mere velstående miljø, han kommer fra.
Gådefuld hovedperson
”Perfect Days” er en hyldest til hverdagen, til at nyde det simple liv og til at gøre sig umage
Lever han alene stort set uden menneskekontakt for at beskytte sig selv? Filmen giver aldrig svaret, men holder os på taeerne, ivrig efter at laere mere om den lukkede mand. Det skyldes ikke mindst en gådefuld og charmerende praestation fra Kôji Yakusho, der vandt prisen for bedste mandlige skuespiller i Cannes sidste år.
Spraekker i Hirayamas panser viser sig i små interaktioner med andre mennesker. I en fin scene giver han et lift til Takashi og hans udkårne, Aya (Aoi Yamada). Hun saetter Patti Smiths ”Redondo Beach” på og må bede Takashi om at stoppe med at knevre, så hun kan lytte. Senere kommer hun tilbage for at høre sangen igen, og hun og Hirayama behøver ikke at udveksle et ord for at forstå hinanden.
Man kan diskutere, om ”Perfect Days” er for tilbageholdende med information om vores hovedperson. Men som modstykke til så meget medieindhold i højt tempo og med højt eksponeringsniveau, føles det som en lise at tilbringe et par timer i Hirayamis stille selskab, hvor man får lov til at taenke selv.