Vi skal passe på vores folkelige kulturarv
I Danmark har vi heldigvis generelt et staerkt og varieret kulturliv. Vi er rige på en stor mangfoldighed af kulturudtryk og aktiviteter, som breder sig ud over hele landet. Vi leverer kunst og kulturproduktion på et højt niveau, hvilket bl.a. kan aflaeses af den internationale opmaerksomhed, vi oplever inden for en raekke områder, bl.a. film, billedkunst, design, arkitektur og musik.
Det skyldes, at vi har dygtige kunstnere og udøvere, men også at såvel kommuner som stat økonomisk understøtter vores kunst-, kultur- og foreningsliv over hele landet. Også mange fonde bidrager betragteligt til et rigt kulturliv i Danmark. Hvis ikke det var tilfaeldet, ville et lille land som vores med et sprogligt meget begraenset marked og publikum have et langt mindre udbud af kunst og kultur.
Derfor – også selvom der er plads til og behov for udvikling og forbedringer – er der stor grund til generelt at glaede sig over dansk kulturliv. Det lever og trives godt til gavn og glaede for os alle.
der er et men! Der er en del af vores faelles historiske kulturliv og kulturarv, som ikke er saerligt synlig, ikke trives saerlig godt og desvaerre er i fare for helt at forsvinde.
Jeg taenker her saerligt på det danske cirkus og den danske cirkustradition. Mange af os kan taenke tilbage på gode barndomsminder med duften af savsmuld og popcorn under cirkussets farverige teltdug, uanset hvor i landet vi er
Men – for
vokset op. Nogle børn og familier får stadig den flotte oplevelse, men langt, langt faerre i dag, for dansk cirkus er desvaerre ved at forsvinde.
Det var franskmanden Jean Lüstre, der i 1799 først slog sig ned i hovedstaden og begyndte at optraede med cirkus på voldene. I dag, 225 år senere, er det ikoniske cirkustelt stadig for mange taet forbundet med lyse sommeraftener og godt humør, gøgl, artisteri og plads til alle. Her kan foraeldre og bedsteforaeldre stadig følges med deres børn og børnebørn – og alle blive underholdt.
For få dage siden
havde Cirkus
Arena landspremiere. Men de seneste 10 år har vaeret hårde for cirkusbranchen. Bl.a. er de to store og historiske cirkusser Benneweis og Dannebrog lukket. Konkurrencen om danskernes tid er hård, og det er én af de ting, der har gjort det svaert for cirkus i vor tid, ligesom det også er omkostningstungt at skulle turnere til gavn for publikum i hele landet.
Men cirkus er en unik og folkelig kulturoplevelse, der stadig bør kunne opleves i Danmark, som det har vaeret i 225 år. Og et levende cirkus er ikke mindst grundlaget for, at dygtige artister stadig kan opleves, og at dette unikke fag og håndvaerk i mange afskygninger holdes i live, som det da bl.a. også er sket med udviklingen af nycirkus inden for scenekunsten.
I Socialdemokratiet vil vi derfor arbejde for at understøtte den folkelige cirkuskultur, så den fortsat kan udvikle sig og glaede danskere i alle aldre landet over.
bakkesangerindetraditionen, som nu stort set er helt vaek. Pavilloner, hvor syngepiger forlystede gaester, kom til København fra Paris i midten af 1800tallet. Gennem årene har der vaeret utallige syngeetablissementer i primaert København, men også i andre dele af landet. Dette var folkelig underholdning for både høj og lav i samfundet.
I mange år har Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken vaeret den eneste tilbagevaerende sangerindepavillon i Danmark og for den sags skyld – i verden. Pavillonen blev åbnet i 1877 og har nu snart 150 år på bagen. Den blev dengang åbnet i et telt af Johannes L. Andersen. Siden da har den vaeret et vartegn for bakkesangerindetraditionen og et sted, hvor folk har kunnet samles for at nyde musik og faellesskab.
Det samme gaelder
Sangerindepavillonen er ikke laengere et telt, men derimod i en traeklaedt bygning med bar og billeder af tidens og fortidens syngepiger. Al interiør i tro stil med den oprindelige bygning, der i 1983 gik op i flammer. Og som mange har oplevet, sidder man stuvet sammen ved små borde og oplever syngepigerne helt taet på.
Bakkens Hvile måttet udvikle sig indholdsmaessigt med tiden, men den udgør i dag stadig en kultur og et univers, som ikke findes andre steder. Alligevel er det uhyre svaert at få økonomien til at løbe rundt. At Bakkens Hvile og traditionen bag stadig lever, skyldes kun en umanerlig stor indsats fra ejeren af Bakkens Hvile, Dot Wessman, og teamet bag.
Godt nok var Bakkens Hvile den første forretning i sin tid på Dyrehavsbakken, men den er netop ikke bare en forretning. Den er en del af vores levende folkelige, historiske kulturarv i Danmark. Og det er der god grund til at sikre, at den fortsat kan vaere. Det vil vi i Socialdemokratiet arbejde for.
Selvfølgelig har
de dele af vores kulturarv, som ikke er så synlige i medierne eller har staerke kommunikationsplatforme, og ofte er det også vores fysiske kulturarv, som løber med opmaerksomheden og ressourcerne.
Cirkus og bakkesangerinderne er levende mennesker og levende kulturarv af i dag, der holder en 100-årig kultur i live til glaede for os allesammen. Lad os sammen bakke op om dem.
Vi overser let
Cirkus og bakkesangerinderne er levende mennesker og levende kulturarv af i dag, der holder en 100-årig kultur i live til glaede for os allesammen.