Nyt dansk erhvervseventyr kan risikere at ryge til Norge
CO2-fangst og lagring er udråbt til et spirende grønt erhvervseventyr, men et markant teknologisk forspring i Norge skaber bekymring for, at broderlandet mod nord vil suge milliarderne i statsstøtte til sig.
Et spirende grønt erhvervseventyr. Sådan beskrev klima-, energiog forsyningsminister Lars Aagaard (M) for et år siden CO2fangst og lagring (CCS), da han på havnen i Esbjerg var med til at sende den første portion CO2 ned i den danske undergrund som en del af et pilotforsøg.
Det er ikke småting, der er på spil. Der er afsat 35 mia. skattekroner til industrien.
Hvis Danmark spiller sine kort rigtigt, kan den ifølge taenketanken Kraka Advisery skabe vaerdi for op mod 100 mia. kr. og op mod 9.000 danske arbejdspladser.
Men både taenketanke, eksperter og brancheorganisationer frygter allerede nu, at det erhvervseventyr er ved at glide Danmark af haende.
»Der er en meget stor risiko for, at CCS-industrien går til udlandet,« siger cheføkonom hos erhvervslivets taenketank Axcelfuture, Finn Lauritzen.
Også lektor i kemiteknik ved DTU Philip Fosbøl er bekymret.
»Man omtaler det som et erhvervseventyr, fordi vi kan udvikle teknologi, som kan saelges til andre lande på samme måde som med vindmøllen. Men hvis man så investerer penge i andre landes teknologi, så er det det samme, som hvis man køber solceller i Kina. Så sendes penge til et andet land, og vores egen teknologiudvikling saettes over styr,« siger han.
I modsaetning til vindmølleeventyret halter Danmark nemlig langt bagefter, når det gaelder CCS. I Danmark er teknologien stadigvaek relativt ny, men i Norge har man haft fokus på at opfange CO2 og lagre den i undergrunden i naesten to årtier.
Her har man omtalt teknologien som den norske månelanding.
»Da praesident Kennedy sagde, at amerikanerne skulle lande på månen inden for 10 år, havde amerikanerne ikke vaeret i verdensrummet før. De kom til månen inden for 10 år. De satte sig et mål. Og de nåede målet,« sagde Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg eksempelvis om CCS i en nytårstale tilbage i 2007.
Siden da har Norge med Oliefondens milliarder satset tungt på industrien. Der har vaeret tilbageskridt, og nordmaendene har måttet erkende, at det tilsyneladende er nemmere at placere et menneske på månen end CO2 i undergrunden. Men der er ingen tvivl om, at det er Norge, som har den mest modne CCS-industri.
Det er efterhånden fire år siden, at oliegiganterne Equinor, tidligere Statoil, TotalEnergies og Shell tog investeringsbeslutning på det norske storskala-lagringsprojekt Northern Lights.
Senest bestilte nordmaendene et fjerde skib, så de nu råder over verdens største flåde til CO2-lagring. De danske projekter er ikke i naerheden af at vaere lige så modne som de norske, så da Ørsted sidste år vandt det første udbud og 8 mia. kr. i statsstøtte, valgte det, at den opfangede CO2 fra Asnaes- og Avedørevaerket skulle lagres i Norge. Også når det gaelder teknologi, halter Danmark efter.
Ørsted kiggede i hvert fald også mod Norge, da man skulle vaelge leverandør til CO2fangstanlaeg, hvor Aker Carbon Capture løb med ordren.
Fra sort til grøn
Hos brancheorganisationen Danske Rederier ser man CCS-industrien som en ideel mulighed for at omdanne sorte jobs i olieindustrien til grønne jobs, da det langt hen ad vejen er de samme kompetencer, som benyttes i de to industrier.
»Det er klart, at vi deler bekymringen. Nordmaendene har vaeret langt tidligere ude, og derfor endte det første danske udbud, som det gjorde,« siger viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.
Ifølge Philip Fosbøl kan man ikke klandre Ørsted for dets valg. Med den politiske deadline havde det danske energiselskab ikke andre muligheder. Men det har ikke vaeret uden konsekvenser.
»Vi er stadig tidligt med teknologiudviklingen, og det var i sin tid ikke ligegyldigt, at det var Vestas, som fik de allerførste vindmølleordrer. Man har sendt nogle milliarder til Norge, og det vil få en betydning for danske leverandørers konkurrenceevne,« siger Philip Fosbøl.
»Det kunne have vaeret vaerre. Man har trods alt stadig valgt skandinavisk, hvor man kunne have valgt japansk eller kinesisk teknologi. Nu har vi endnu et udbud her til sommer.«
Man har sendt nogle milliarder til Norge, og det vil få en betydning for danske leverandørers konkurrenceevne. PHILIP FOSBØL, LEKTOR I KEMITEKNIK VED DTU
Det naeste danske CCS-udbud afholdes til juni og vil vaere på fangst og lagring af 0,9 mio. tons CO2 om året, mens der naeste år afholdes et udbud på 1,4 mio. tons CO2 om året, hvilket sammenlagt vil give en statsstøtte på omkring 26,8 mia. kroner. Her kan det ifølge DTU-lektoren ende rigtig grimt for det danske erhvervseventyr, hvis der endnu en gang sendes penge til udlandet.
»Måske bør man overveje at vaere lidt mere protektionistisk? Man kan få lidt billigere teknologi i Tyskland, men er det virkelig det, man ønsker? At sende arbejdspladser til udlandet? I sidste ende er det jo et politisk spørgsmål,« siger han.
Ifølge Danske Rederier får industrien det svaert, hvis de kommende udbud ikke går til danske aktører i branchen.
»Det vil helt klart blive et skud for boven til den danske lagringsindustri, hvis vi slet ikke får brugt de udbud til at få gang i aktiviteten herhjemme. Det vil ikke vaere døden, for der kommer også til at vaere behov for lagring af store maengder CO2 fanget i andre EU-lande, men det er essentielle laeringsmuligheder, man vil gå glip af i Danmark,« siger Jacob Clasen.
Langt foran Tyskland
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) er enig i, at Danmark halter efter Norge, når det gaelder lagringen af CO2, mens der mangler hovedleverandører til fangstanlaeg af CO2 i Danmark.
»Der er et kapløb i gang. Det kan man ikke negligere. Og det er også helt rigtigt, at nordmaendene er kommet tidligere i gang med at udvikle lagre i Nordsøen, end vi er i Danmark. Det er indiskutabelt korrekt. Da Ørsted vandt det første udbud, valgte de norsk, da der ikke var noget dansk lager på plads i Danmark inden for tidsplanen,« siger han.
Ministeren fremhaever dog de seneste EUklimamål, der blev praesenteret i starten af februar. Her gik CCS fra at spille teknologisk andenviolin til at indtage en hovedrolle i den grønne omstilling, da EU haevede ambitionerne for 2030 til 50 mio. tons årlig lagringskapacitet, hvilket skal stige til 280 mio. tons om året i 2040.
Et nødvendigt skridt, hvis unionen skal nå det ambitiøse klimareduktionsmål på 90 pct. i 2040 i forhold til 1990, men også et signal om, at markedet for CO2-fangst og lagring kommer til at vaere så stort, at intet land alene vil kunne daekke hele behovet, siger Lars Aagaard.
Derudover fremhaever han, at Danmark er godt med i det teknologiske kapløb, hvis man ser bort fra Norge, og eksempelvis er langt foran Tyskland inden for lagringen af CO2.
»Jeg ser ind i ufatteligt stejle vaekstkurver for lagring af CO2. Danmark kommer ikke til at eje det marked, men vi kommer til at få en lukrativ luns. Det er min klare forventning,« siger Lars Aagaard.
Ifølge Finn Lauritzen er det afgørende, at den danske industri ikke sakker laengere agterud i det teknologiske kapløb. Ikke kun af hensyn til det danske erhvervsliv, men også af hensyn til de danske klimamål.
Huller i jorden
Danmark er nemlig et af de lande i Europa, som har allerstørste potentiale for CO2-lagring, da årtiers oliejagt i Nordsøen har skabt en raekke reservoirs i undergrunden, der er ideelle til at lagre drivhusgassen.
»Det ville jo vaere fantastisk for dansk erhvervsliv, hvis man kunne bruge de kompetencer, som der allerede er opbygget i landet lige fra fangst til transport og lagring. Nu risikerer hele den industri at ryge på gulvet, hvis man benytter infrastruktur i andre lande. Men det er i virkeligheden det mindst relevante,« siger Finn Lauritzen.
»Det nok mest alvorlige er, at hvis vi ikke får opbygget infrastrukturen til CO2-lagring her i landet, så tror jeg ikke, at vi kommer til at kunne nå vores 2040-mål. For uden en infrastruktur, havnefaciliteter og isaer rør til transport, så bliver det alt for dyrt at opsamle CO2 i Danmark.«
Det bekymrer dog ikke Lars Aagaard, som understreger, at CO2-fangst og lagring først og fremmest er et klimatiltag i Danmark.
»CCS er ikke en erhvervspolitisk ambition, men en klimamaessig nødvendighed, hvor vi skal fange dansk CO2 for at nå 2030-målet. Det var det, det startede med. Og så har processen hidtil vist, at der er gode lagringsmuligheder i Danmark, og at der kommer meget mere CO 2, der skal fanges,« siger Lars Aagaard.
»Og det vokser der så en erhvervspolitisk mulighed ud af. Men det er klimaet, som er plantebøffen, og så er det erhvervsmaessige garnituren.«