Jerusalem er stadig midtpunkt for verdens mest spraengfarlige konflikter
En massiv tilstedevaerelse af betjente i verdens mest hellige by skal forhindre uro, når fredagsbønnen under muslimernes hellige måned, ramadan, falder sammen med påsken. Hamas har opfordret palaestinensere til at komme til Al-Aqsa og konfrontere Israel m
Jerusalem er ikke sig selv. De snaevre, labyrintiske gader gennem Den Gamle By er naesten tomme. Krigen mellem Israel og Hamas i Gaza har skraemt hovedparten af de hundrede tusinder af pilgrimme og turister, som normalt valfarter hertil, vaek. De fleste boder og butikker er derfor også lukkede. Ovenikøbet er det koldt for saesonen.
Men i verdens mest hellige by lader ingen sig føre bag lyset af stilheden.
Som hjemsted for nogle af de vigtigste historiske begivenheder for alle de tre store abrahamreligioner lurer konflikterne altid lige under overfalden. De bliver holdt i ave af minutiøse aftaler om, hvem der har ret til at gøre hvad og hvornår. Men det er ikke altid nok til at forhindre, at de honningfarvede, stenbelagte gader på ny bliver staenket i blod.
Skulle nogen momentant have glemt det, udstilles det af de altid tilstedevaerende betjente bevaebnet med maskingevaerer samt en overflod af overvågningskameraer, der holder øje med hvert et hjørne inden for den 4,5 km lange bymur fra osmannertiden.
»Der er 700 kameraer, der er udstyret med ansigtsgenkendelsesteknologi og ser forskellen på, hvordan turister og terrorister bevaeger sig rundt. Politiet kan komme på et øjeblik, og det er et af de mest sikre steder i verden,« siger guiden Tzachi Samiya, mens han viser rundt i byen, som han tydeligvis kender bedre end sin egen bukselomme.
I mange hundreder år var det konflikten mellem kristne og muslimer, som dominerede.
I dag er det forholdet mellem jøder og muslimske palaestinensere, der slår de største gnister. Og hvad der sker i Jerusalem kan sjaeldent isoleres til Jerusalem.
Striden på bjerget
Stridspunktet handler om Tempelbjerget – en højtliggende kvadratisk plads, som er bygget over en naturlig høj. Som med alt andet her skyldes det sammenfald i religionernes historiske beretninger, hvilket har fået byens skiftende erobrere til at destruere og bygge monumenter på de selvsamme steder, som flere trosretninger derfor nu mener, at de har krav på.
»Jerusalem er som en chokoladekage i mange lag, men som min søn siger, kunne vi løse hele Mellemøstens problemer, hvis bare alle tog 3D-briller på,« bemaerker Tzachi
Samiya med et skaevt smil og stolthed i stemmen.
På den brede plateau knejsede jødernes storslåede tempel sig for knap 2.000 år siden op, indtil romerne ødelagde det som straf for deres forsøg på at gøre oprør.
Det eneste, der er tilbage, er en lille del af Graedemuren nedenfor. Det er derfor her, at jøder – nogle sortklaedte med bredskyggede hatte, andre med ørelokker og andre igen med kalotter på hovedet som det eneste religiøse symbol – står vuggende i tranceagtig bøn ved de massive stenblokke for at komme taettest muligt på Gud.
Trods krigen og kulden er der i skumringen på en onsdag aften relativt mange mennesker.
Pladsen ovenover er til gengaeld indtaget af Al-Aqsa-moskeen og Klippemoskeen med sin gyldne kuppel – begge fra 700-tallet. Muslimer tror, at aerkeenglen Gabriel herfra tog profeten Muhammed med til himmels, hvor Gud instruerede ham i, at muslimer skal bede fem gange om dagen. Det er derfor det tredjehelligste sted i Islam, og al aktivitet på pladsen er forbeholdt muslimer for at undgå sammenstød.
Styret af Jordan
Det arrangement var i mange år relativt gnidningsfrit. Ordningen blev opretholdt, da Israel under Seksdageskrigen i 1967 erobrede Østjerusalem fra Jordan, herunder Den Gamle By. Derfor er Tempelbjerget også stadig jordansk styret via et islamisk organ kaldet waqf.
Problemet er bare, at stadig flere jøder i dag mener, at de også bør få adgang til at bede på bjerget. Nogle ønsker sågar at genopbygge templet og argumenterer for, at muslimernes tilknytning til stedet er en kunstig konstruktion, der alene har til formål at naegte jøderne adgang.
Det har ført til et voksende antal sammenstød og gjort Al-Aqsa-komplekset til et ikonisk vartegn for mange muslimer i den mangeårige strid med Israel. Det blev der senest sat to tykke streger under den 7. oktober, da Hamas navngav sit angreb mod Israel ”Operation Al-Aqsa-flodbølgen”, hvilket blev startskuddet til krigen i Gaza.
Her under muslimernes hellige måned, ramadan, har terrorgruppen opfordret palaestinensere til at komme til Al-Aqsa og konfrontere Israel med krigen. Indtil videre har der vaeret roligt, men frygten for uro er også til stede i denne uge, hvor fredagsbønnen falder sammen med påsken.
De underliggende spaendinger lader sig heller ikke fornaegte andre steder i byen og ender også her nogle gange som en giftig politisk kartoffel.
Jerusalem er som en chokoladekage i mange lag, men som min søn siger, kunne vi løse hele Mellemøstens problemer, hvis bare alle tog 3D-briller på. TZACHI SAMIYA, GUIDE I JERUSALEM
F.eks. er det angiveligt faldet Ruslands praesident, Vladimir Putin, for brystet, at ukrainske nonner i Alexander Nevsky-kirken i det kristne kvarter i Jerusalems gamle bydel ikke bare beder for fred, men også for Ukraines soldater i krigen med Rusland.
Også denne aften står en nonne med hvid beklaedning stoisk og hvisker bønner foran flakkende stearinlys ved et alter med Jesus på korset, hvor han menes at have taget nogle af sine sidste skridt. Det gør et hold på 15 nonner på skift hele døgnet.
Historien har symbolsk resonans, da Putin i flere år har forlangt at få russisk ejerskab af kirken, som blev bygget af en russisk tsar, men som siden Den Russiske Revolution er blevet styret af en israelskbaseret organisation. Efter et laengere retsligt opgør er spørgsmålet nu endt som en politisk traels sag på Netanyahus skrivebord og venter på, at premierministeren afgør striden.
Lige ved siden af ligger Gravkirken, der blev bygget i år 335 på det sted, hvor Jesus menes at vaere blevet korsfaestet, begravet og senere steg til himmels. Det gør kirken til kristendommens allerhelligste og – selvfølgelig – arnested for nogle af Jerusalems mest bitre religionskrige.
I Gravkirken udstilles det bl.a. af den detaljerede opdeling af kirkens rum mellem seks denominationer, hvilket har resulteret i maerkvaerdig stilforvirring.
Nøglerne til kirken
Et hjørne tilhører den graesk-ortodokse kirke, et andet rum den romersk-katolske, et tredje, fjerde, femte og sjette den syrisk-ortodokse, armenierne, de egyptiske koptere og etiopierne. Nøglerne til kirken har en palaestinensisk, muslimsk familie siden 1100tallet haft varetaegt over, fordi den kunne agere som en neutral part. Det hele er nedfaeldet i den flere hundrede år gamle status quo-aftale, som fastfryser fordelingen mellem de forskellige trosretningers adgang til Jerusalems helligdomme og skaber en fernis af ro, som ikke desto mindre indimellem krakelerer. Nogle gange pga. småting.
I et eksempel fra 2002 flyttede en koptisk munk sin stol fra den aftalte plads for at komme ind i skyggen. Det blev etiopierne vrede over, og det udløste slagsmål, som sendte 11 på hospitalet.
Det er alt sammen ikke noget, man maerker meget til denne aften, hvor pilgrimmenes fravaer har efterladt kirken naesten tom.
Det er en sjaelden luksus på et sted, hvor tilrejsende ofte må stå i timelange køer og betale tusinder af kroner for at komme ind.
Oppe ad en stejl trappe til højre ligger rummet, der kaldes Golgata – det sted, hvor Jesus menes at vaere blevet korsfaestet. Her kan besøgende knaele ned under alteret og gennem et hul i gulvet maerke stenen, over hvilken Jesus hang fastnaglet til korset. Oplevelsen bliver indhyllet i duften af røgelse og en messende gruppe praester, der sidder på baenken langs den ene vaeg og beder. Lyden af deres mørke mandestemmer slår ekko mod kirkens mure og skaber en blød, beroligende melodi.
En etage laengere nede er der to gravkamre, hvoraf den ene – afhaengig af hvilket trossamfund man tilhører – var stedet for Jesus’ begravelse og genopstandelse. Igen er her naesten tomt, men ikke helt.
Indgangen til det ene gravkammer er så lav, at man må bøje sig helt ned til gulvet for at komme ind. Og først her ser man kvinden, som sidder helt stille – sammensunket i trance under mørke gevandter, så hendes skikkelse falder i et med skyggerne.
Tzachi Samiya bevaeger sig nu videre til det muslimske kvarter. Her dukker der på en mur små, farverige graffititegninger op, som børn har lavet for at markere muslimernes årlige pilgrimsfaerd til Mekka. Jerusalems bystyre anser det for at vaere haervaerk og udsteder bøder.
»Men muslimerne er ligeglade. De gør det alligevel,« siger guiden og slutter af på en af sine yndlingssteder – på taget af det østrigske hospice.
Det blev bygget som et gaestehus for kristne pilgrimme og ligger så højt, at man kan se ud over hele byen – fra det lysende kors på Gravkirken til Klippemoskeen, kuplerne på to synagoger og Oliebjerget.
»Herfra kan man se arnesteder for alle konflikter i hele verden,« siger Tzachi Samiya.