Mon det er lykkedes Netflix, at ramme ånden fra ”Ronja Røverdatter”?
Astrid Lindgrens klassiker om røverdatteren Ronja får nyt liv i tv-serieformatet, når Netflix blaender op for påskens familieunderholdning.
Serieanmeldelse
Ronja Røverdatter
Eventyr
Land: Sverige, 2024 Instruktør: Lisa James Larsson Premiere: 28. marts på Netflix Varighed: 6 afsnit à ca. 50 333333
Netflix tager lidt af en chance med den svenske nyfilmatisering af Astrid Lindgrens elskede ”Ronja Røverdatter”, for vi er en hel generation, der har spillefilmen fra 1984 i kaer erindring. Oprindeligt blev serien produceret af Viaplay i en stor nordisk satsning, men økonomien tvang den pressede streamingtjeneste til et brandudsalg, og Netflix sprang til med en ambition om at udbrede den saerlige nordiske udgave af spaendingsmaettet børneunderholdning til hele verden.
Om det lykkes, må tiden vise, men man kan bestemt ikke tage noget fra ambitionsniveauet, for Ronja har så afgjort fortsat noget at sige en ny generation.
Astrid Lindgren kunne noget med skildringen af forholdet mellem børn og foraeldre – uanset om det var de fravaerende som hos Pippi, eller fravalgt, som vi jo godt ved bliver tilfaeldet med Ronja. Hun var god til at give de staerke, elskede pigeportraetter en stemme i sammenstødet mellem selvsikkerhed og en omverden fyldt med regler og begraensninger.
Således også Ronja, der er elsker at vaere vokset op blandt Mattis-borgens røvere, indtil hun indser, hvad det egentlig er, en røver laver. Hun elsker også at hade Mattis-slaengets hovedfjende, Borka-banden, lige indtil hun møder Borka-sønnen Birk, som er det eneste andet barn i miles omkreds – og egentlig ret sød. Ronja er i fuld gang med at forme sit eget verdensbillede – først malet med faderens brovtende palet, men langsomt og sikkert også med hendes egne kulører med i blandingen.
Vi får kun første del
De seks afsnit, der frigives her i påsken, er kun første del af to, som samlet udfolder Lindgrens fortaelling. Der kommer altså over 10 timers Ronja, og det betyder også, at der er lagt til den historie, vi kender i forvejen. Ganske rigeligt faktisk. I tillaeg til den kendte fortaelling, kommer vi også ned til den naerliggende landsby, som er hårdt plaget af de to røverbanders haergen, der begynder at holde de omrejsende handelsfolk vaek. Pernilla August er den stolte leder, som konstaterer, at hendes foged er en korrupt dovenlars, så hun hyrer to professionelle til at få has med banderne. To søstre, der har en saerlig forhistorie i området, og som går til opgaven med ildhu.
Vi kommer selvfølgelig også med Ronja og Birk ud i de skove, som Astrid Lindgren beskrev med saerlig sans for naturens magi, og serien lader på intet tidspunkt hensynet til de mindste seere vinde over uhyggen, når skovhekse, rumpenisser og ikke mindst grådvaerge og de underjordiske kaster sig over Ronja. Det er regulaert skraemmende, når skoven og instruktøren Lisa James Larsson slipper naturens mørke kraefter løs.
Det er befriende, at Ronja Røverdatter fortsat klinger skandinavisk. Der er danske stemmer til de mindste, der nok skal få søvnen spoleret af spaendingsniveauet, men der er også saft og kraft i udtrykket – røverne bander og svovler, Mattis kysser Lovis på munden, vinterbadet i sneen foregår fortsat som Herren har skabt røverkarlene – og der er i det hele taget ikke meget, der rimer på international mainstreamunderholdning på naer en insisterende og ikke videre elegant mangfoldighedsøvelse, der bringer folkeslag fra det meste af kloden sammen i Middelalderens Sverige uden yderligere forklaring.
Det skandinaviske udtryk kan vi dog godt vaere stolte af, og Ronja anno 2024 understreger, at vi ikke stryger vores børn med hårene i underholdningens navn her oppe mod Nord. Og når Ronjas kvaler gør lidt ekstra ondt, så holder vi også lidt ekstra med hende, når hun indleder sit forargede oprør mod faderen og hans naesten blinde had til den Borka-slaegt, der er flyttet ind på Mattis-borgen
De staerke kvinder vinder
Teknisk er ”Ronja Røverdatter” flot forløst, effekterne er overbevisende, og man tror på Ronjas verden, hvor fiktiv den end er. Skuespillet er båret af staerke navne, men er generelt lidt til den overspillede side, hvor teatermimikken ikke altid klinger rent med et levende kamera, der kommer helt taet på, men omvendt bliver der også plads til skønne scener, isaer i samspillet mellem Mattis og hans kloge Lovis.
Det er generelt kvinderne, der går staerkest ud af kønnenes sammenstød, og at se en forsmået Mattis sidde i grisestien og trøstekramme en pattegris udgør en smuk skildring af nedskudt maskulinitet af den type, som vi også tør skildre. Ronja lader til at vaere i gode haender, og naeste generation kan sagtens glaede sig til at stifte bekendtskab med en af deres foraeldres helte.