Ét år til gavn for Danmark: Unge skal give deres bidrag til samfundet
Hvert år hører vi, at for få unge er søgt ind til den ene eller anden velfaerdsuddannelse, og nu har vi også indset, at der mangler folk i Forsvaret. Det offentlige igangsaetter derfor tiltag for at rette op forholdene, men det nytter ikke nok. Danmarks sikkerhed og velfaerd er truet, fordi for få unge vaelger at deltage i landets forsvar eller at uddanne sig til sygeplejerske eller sosu-medarbejder.
For få frivilliges tilmelding til Forsvaret kan nu betyde, at unge maend (og måske kvinder) skal indkaldes, men da der samtidig mangler folk i sundhedssektoren, vil jeg foreslå en bredere ordning:
over 18 år skal give ét års indsats for samfundet, inden de fylder 25 år. Det vil betyde, at det offentlige kan kraeve, at de påbegynder en uddannelse eller tager et job på områder, hvor samfundet mangler folk. Den enkelte unge kan så vaelge mellem måske 10 forskellige prioriterede uddannelser og eller tage en uddannelse til politibetjent eller sågar praest, hvis samfundet kan se, at der i fremtiden mangler folk med disse kompetencer.
En ungdomsårgang omfatter godt 60.000 personer, så der skal principielt årligt tilbydes mindst
Alle unge
samme antal samfundsbidragende uddannelser inden for ovennaevnte områder. Det kan f.eks. betyde, at der årligt skal oprettes pladser til 15.000 rekrutter og politikadetter og 5.000 studiepladser inden for sygepleje- og sosu-uddannelser, 4.000 studiepladser på laererog paedagogseminarierne osv.
sammenhaengskraft vil givetvis blive styrket med en sådan ordning. Hvis bare 30 pct. herefter fortsaetter uddannelse og får job inden for området, vil det vaere et gode for samfundet. Unge, der efter et år ikke vaelger at blive i f.eks. Forsvaret eller faerdiggøre deres uddannelse til f.eks. sygeplejerske, vil stadig have styrket samfundet med deres viden om f.eks. forsvar eller nødhjaelp.
Det er klart, at samfundet hvert år vil skulle justere på fordelingstallene mellem de ”samfundsbidragende” uddannelser, og nye uddannelser vil kunne erstatte de uddannelser, som vaelges i tilstraekkelig grad. F.eks. kan stor mangel på elektrikere og it-folk til at øge cybersikkerheden gøre, at disse uddannelser prioriteres.
Med en sådan ordning vil det offentlige samtidig få en regulator, der vil kunne daempe studieårganges ofte lidt for uheldige valg af uddannelser med for få fremtidsperspektiver.