Ligestillingen skylder kristendommen alt

Vor tids dannelsestab gør, at mange ikke ser eller vil anerkende, hvor ligestillingen kommer fra. Ligestillingen og åndsfriheden kommer fra kristendommen.

Jeg tager mig nogle gange til hovedet over, hvilke tåbeligheder der bliver sagt om kristendommen i den offentlige debat. Og når mit blodtryk igen er faldet, maerker jeg den lille sorg over den afgrundsdybe uvidenhed om kristendommen, der står ristet som en rune over vores tid.

For eksempel udgav debattør Anne Kirstine Cramon i vinter en bog, hvori hun fremfører den noget tvivlsomme påstand, at ligestillingen i Danmark ville vaere bedre, hvis kristendommen ikke fandtes. I bogen skriver hun, at kristendommen er en af de helt store syndere i ligestillingsdebatten, og skriver, at Bibelen »nedgør kvinden, mindsker hendes vaerdighed og åbner for diskriminering, marginalisering og en positionering af kvinden som mandens tjenerinde, hans syndige modstykke«.

Ja, man skal høre meget. Men Cramons himmelråbende dumme udtalelser om kristendommen vidner om det eklatante dannelsestab, der har vaeret med til at skabe tidens radikalfeministiske bevaegelser, der taktfast og tankeløse marcherer med i pro-palaestinensiske demonstrationer uden én eneste gang at overveje, at de sympatiserer med et islamistisk regime, hvor kvinderne er underlagt manden, omgaerdet af social kontrol og har cirka lige så mange rettigheder som husholdningens hest.

Og absurditeterne og pinagtighederne nåede nye højder, da arrangementet med ministerdeltagelse på Vega i forbindelse med kvindernes internationale kampdag blev spoleret af pro-palaestinensiske wokeister, der tilsyneladende ikke har fattet, at de bekriger sig selv, ligesom Cramon og hendes medsøstre gør.

For i den vestlige verden skylder vi ikke ideologien islam tak for noget som helst – og vores frihedsvaerdier og ligestilling er ikke alene tilkaempede politiske rettigheder, som mange bilder sig ind. Nej, for ligestillingen og åndsfriheden går gennem langfredagens kors og død til kvinderne ved den tomme grav påskemorgen. Her er det afgørende vendepunkt for kvindernes ligestilling – i kristendommen har kvindeøjne set, hvad intet øje så.

To kvinder, Maria Magdalene og den anden Maria, blev kristendommens første øjenvidner, da de på den første dag i ugen påskemorgen gik ud til Jesu grav. Men dér i gravkammeret, hvor de troede, døden boede, hørte de englen i hvide klaeder tale til dem. Engleblide engleord. »Frygt ikke,« sagde englen.

»Han er opstået, som Han har sagt. Og han er gået i forvejen for jer.« Det er ord til liv. Til evigt liv. Budskabet om opstandelsen forkynder, at Gud har noget på hjerte til os: at han dagligt elsker en ny betydning og en ny begyndelse frem hos os – fordi Gud ser os i vores lidenhed og med barmhjertighedens blik ser mere i os, end der er at se. Og på trods af dét, han ser.

Det er det, kristendommen i kortform handler om – og kvinderne var de første, der blev sendt ud i verden med det budskab, der baerer hele den vestlige kulturs forståelse af, hvad et menneske er – og hvad en kvinde er.

Et kvindesyn, der også stadfaestes i den nytestamentlige fortaelling om den samaritanske kvinde ved Sykars brønd. Hun var gået ud til brønden for at hente vand i den sjette time, i den stegende middagshede, hvor enhver klog kvinde ellers vil holde sig inden døre. Men hun vil så nødigt blive mødt af andre mennesker.

Hun var sat uden for det paene selskab. Hun var samaritaner, og så levede hun et forkludret liv med maend, som hun altså havde haft en fem-seks stykker af, og den mand, hun havde nu, var ikke hendes egen mand. Ved brønden mødte

SPEJLET hun Kristus. Han så kvinden, der ikke ville ses, og hun bekendte sandheden om sit liv med mange maend. Kristus så hende. Så, hvad hun skammede sig over, og i afsløringen fik hun ikke skaeldud.

Også Paulus, der er enhver feminists yndlingsaversion, siger, at det ikke kommer an på at vaere jøde eller graeker, på at vaere trael eller fri, at vaere mand eller kvinde, for vi er alle én i Kristus Jesus.

Nej, skammen blev taget fra hende. Vaegten af andres fordømmende blik løftede han af hende, så hun med frihed og livsmod kunne vedkende sig sit liv. Kvindens liv blev ikke mindre forkludret – hun holdt sikkert ikke op med at have mange maend – hendes liv aendrede sig ikke som sådan i mødet med Kristus – men hendes eksistentielle livsgrundlag aendrede sig. Hun blev sat fri til at leve sit liv med alt det, livet er.

Den frihed, kvinden får, har vi bygget hele vores vestlige sekulariserede samfund på – den frihed, der helt fra kristendommens begyndelse også har omfattet kvinder – den eksistentielle frihed er forudsaetningen for enhver kvindekamp – uanset om man er troende eller ej. Det skaenkede ligevaerd mellem kønnene er nemlig den åndelige forudsaetning for den tilkaempede ligestilling.

Også Paulus, der er enhver feminists yndlingsaversion, siger, at det ikke kommer an på at vaere jøde eller graeker, på at vaere trael eller fri, at vaere mand eller kvinde, for vi er alle én i Kristus Jesus. Og i påsken er der rig lejlighed til i landets kirker, at feminister og alle mulige andre kan råde bod på alt det, de ikke ved om kristendom – før de siger en masse vrøvl. Glaedelig påske.