Pressede skoler har brug for faglige autoriteter

Laerere forventer ikke at skulle vaere socialpaedagoger eller psykologer. Er der brug for dem, så hent dem ind til at understøtte laerernes arbejde med at undervise.

Mediefladerne er normalt ikke overbelastet af positive historier om den danske folkeskole. Alligevel har den seneste daekning sendt visse rystelser gennem det danske skolesystem og de beslutningstagende niveauer. Episoder om elever, der har vaeret udsat for voldelig adfaerd og kraenkelser, bekymringsbreve fra foraeldre og laerere samt kontinuerlige tv-indslag fra de ramte skoler har ikke understøttet en positiv fortaelling om skolens tilstand.

Reaktionerne har vaeret forskellige, spaendende fra politiske ønsker om langt strammere sanktionsmuligheder til appeller om at undgå alarmisme baseret på nogle få dysfunktionelle familier. De konkrete episoder kommer vi naeppe dybere ned i grundet hensyntagen til personfølsomme oplysninger. Vi ved heller ikke, om lignende forefindes på flere af landets folkeskoler, som der trods alt findes over 1.000 af. Det er heller ikke hovedaerindet med denne kronik. Der er noget på spil i den danske folkeskole. Noget, som vi er nødt til at forholde os til, hvis den også fremover skal vaere praeget af gode, solide, udviklende og trygge faglige og sociale miljøer.

Der er nok at tage fat på, selvom vi ser helt bort fra de episoder, der har fyldt på det seneste. Den faglige udvikling går ifølge diverse undersøgelser den forkerte vej, vandringen mod de frie grundskoler stiger, og der er mangel på uddannede laerere. Der er ingen enkeltstående faktor, der får folkeskolens fundament til at eksplodere, og folkeskolen er fortsat en velfungerende ramme om de fleste børns og unges udvikling. Vi skal blot vaere påpasselige med, at luften ikke stille og roligt siver ud af ballonen.

På positivsiden landede et bredt politisk flertal forleden en bred aftale om et kvalitetsprogram for folkeskolen. Der har vaeret ironiseret over, at man fra politisk hold ikke vil kalde det en reform, da programmet signalerer meget store forandringer af folkeskolen. Under hovedambitionen om mere frihed til skolerne, så spaender aftalen fra faerre centralfastsatte mål, nye laereplaner og faerre prøver over nye faglige satsninger som teknologiforståelse og praksisfaglighed til investeringer i nye faglokaler og muligheder for intensive forløb i de yngste klasser.

til en semantisk diskussion om begreber som reform og program, så er det et ambitiøst kvalitetsprogram, der spaender bredt og indeholder en raekke nye investeringer i skolen. Programmet er blevet kritiseret for ikke at adressere folkeskolens p.t. største udfordring.

Nationalt sendes flere elever til specialområdet, end da inklusionsreformen startede i 2012. Det presser hele skoleområdet økonomisk,

Uden at gøre det

da ressourcerne til de stigende udgifter i specialområdet skal findes i almenområdet. Samtidig angiver mange laerere, paedagoger i skolen og ledere, at inklusion fortsat er en af skolens største udfordringer, selvom der kvantitativ ikke inkluderes flere. Det har afstedkommet kritikken af kvalitetsprogrammets manglende fokus på inklusion.

Programmet indeholder såvel økonomiske som indholdsmaessige tiltag på inklusionsområdet. En styrkelse af kommunernes paedagogiske og psykologiske rådgivning – PPR, uddannelse af flere med specialpaedagogiske kompetencer og som omtalt forløb for mindre grupper af elever i de yngste klasser. Disse tiltag er velvalgte, men løser naeppe inklusionsudfordringen, og når den er relevant at naevne i denne sammenhaeng, så skyldes det, at den er blevet kaedet sammen med i negative skolehistorier.

Vi ved ikke, om de voldelige episoder på nogle skoler kan forklares med, at der netop her er inkluderet nogle elever, som burde have haft et andet tilbud. Vi ved heller ikke, om stigningen i, at laerere og paedagoger udsaettes for vold, kan forklares med inklusionsudfordringer. Til gengaeld er der behov for at rejse en paedagogisk drøftelse om, hvordan laererne forbliver at vaere faglige autoriteter, der leder elevernes faglige, sociale og dannelsesmaessige udvikling, når de går i skole.

I kølvandet på historier rejste der sig netop en debat om behov for autoritet og disciplin i folkeskolen. Ikke som klichepraeget løsningsmodel på nogle få elevers voldelig adfaerd. Snarere ét blandt flere mulige greb omkring skolens udfordringer. Debatten om laerernes autoritet er ikke ny. Nogle gange er autoriteten blevet efterlyst. Som om den er forsvundet i højtuddannede foraeldres kritik af folkeskolen, uro og larm i timerne eller marinerede fraser som ”at hvis du ikke kan blive andet, så kan du blive laerer”.

Indimellem har vi set misundelsesvaerdigt mod lande som Finland, hvor det lader til, at der er mere respekt om laererfaget. I slutningen af 1990’erne fremhaevede forskellige undersøgelser betydningen af laerernes kompetencer i klasseledelse.

Sammen med det didaktiske – laerernes kvalifikationer i at planlaegge, gennemføre og evaluere undervisning – og relationskompetence kom klasseledelse til at spille en central rolle for laerernes grund-, efter- og videreuddannelse samt en raekke skoleprojekter.

Laererne leder ikke klassen ud af det blå, men gennem velfunderet og varieret undervisning i fag, der så igen bliver rammen om skabelse af gode relationer mellem eleverne og mellem laerere og elever.

Vi ved ikke, om de voldelige episoder på nogle skoler kan forklares med, at der netop her er inkluderet nogle elever, som burde have haft et andet tilbud.

faellesskaber er centrale for skolen, og laerere er ikke bare laerere. De er matematiklaerere, musiklaerere, historielaerere og meget mere. Det er gennem undervisning i de fag, som de er uddannet i, at de skaber faellesskaberne, relationer og påtager sig ledelsen af eleverne. De opgaver skal laererne tage på sig, men det kraever også noget af andre end laererne selv.

Der skal først og fremmest vaere nok af dem, og de skal helst vaere laereruddannet. Indholdet i selve uddannelsen er ikke ligegyldigt. Den nye laereruddannelses fokus på de studerendes mulighed for at fordybe sig mere i fag og andre af skolens centrale opgaver gennem uddannelsen og i praktikforløbene er perspektivrig.

Efter endt uddannelse forlader op imod hver sjette folkeskolen efter det første års ansaettelse. Det kalder på opmaerksomhed på, hvordan laerere kan få støtte i de første år i praksis, og om de har fornuftige rammer om netop det at vaere laerer.

Faglige og sociale

skolen med en forventning om, at de skal vaere socialpaedagoger eller psykologer. Der findes andre uddannelser, der understøtter praecis de fagområder, og er der brug for dem i skolen, så hent dem ind til at understøtte laerernes arbejde med at undervise. Der er ikke behov for appeller om at tale skolen op eller undlade at tale laerergerningen ned.

Jeg er helt overbevist om, at langt de fleste foraeldre støtter skolen og opdrager deres børn til at have respekt for laererne og behandle deres klassekammerater ordentligt. Skulle der vaere nogle få, der ikke gør det, er det vigtigt, at de revurderer. Der kan også vaere familier, der af forskellige årsager ikke magter opgaven, og så kan støtte og sanktioner komme på tale. Sanktioner skal selvsagt have en effekt. Smider man en elev hjem fra skolen, uden at der er et hjem for eleven, har hjemsendelsen nok ikke den helt store effekt.

Laerere møder ikke

Mobning og eksklusion foregår ofte, når laerere ikke er til stede. Derfor er det paedagogiske arbejde med faellesskaber i undervisningen potentielt forebyggende, hvis det fungerer. Det kraever til tider ledelsesmaessig og kommunal støtte, hvis problemer eskalerer, og det kraever foraeldrenes opbakning.

Det har ikke nødvendigvis noget med de verserende skolehistorier at gøre. Det vedrører behovet for at stå sammen om den skole, som er så vigtig. For eleverne og for samfundet. I prioriteret raekkefølge.