Hvorfor sagde de, at fregatten var kampklar?

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var ikke meget for at tale om bevaebning, da han stod på fregatten ”Iver Huitfeldt”, kort før den satte kursen mod en mission i Det Røde Hav.

»Uanset hvordan du spørger, kommenterer jeg ikke på de kapaciteter, der er om bord,« lød svaret fra forsvarsministeren, da han flere gange blev spurgt til, hvad den danske fregat medbragte som modsvar til den veludrustede Houti-bevaegelse, som truer den civile skibsfart i Det Røde Hav.

Da den danske fregat den 9. marts skulle nedkaempe fjendtlige droner, kunne den i en halv time angiveligt ikke affyre sine missiler og måtte tage fregattens kanoner i brug.

Halvdelen af de mere end 30 år gamle granater detonerede kort efter at have forladt skibets kanoner og uden at have vaeret i naerheden af de fjendtlige mål, fremgår det af en artikel i forsvarsmediet Olfi.

Ifølge samme medie har skibschef Sune Lund meget klart givet udtryk for, at det både er kritisk og uacceptabelt at sende en fregat ind i et fjendtligt miljø med ammunition bestående af ustabile granater. Samme skibschef, som før afsejlingen fra Korsør sagde til de forsamlede journalister, at han var »100 pct. tryg«, og »i den grad rustet og klar til opgaven«.

Alt er relativt, og det er Forsvarets virkelighedsgengivelse også. Efter at Olfi kunne henvise til den kritiske indberetning fra skibschefen, stod chefen for Søvaernet, Henrik Rydberg, frem og undsagde dele af skibschefens forklaring:

»Uden at jeg kan gå i detaljer, kan man i hvert fald sige, at den endnu ikke afsluttede undersøgelse indtil videre har afdaekket, at indholdet af det hjemsendte fra ”Iver Huitfeldt”, ikke i alle forhold er 100 procent gaeldende,« lød det til Olfi.

Troels Lund Poulsen har siden fået en redegørelse fra Forsvaret og har skarpt kritiseret, at politikerne ikke blev orienteret om de kritiske haendelser på fregatten, som allerede den 25. marts var på vej hjemad. Tidligere end de to måneder, som regeringen forventede laegger ”Iver Huitfeldt” igen til kaj på flådestationen i Korsør.

Fregattens kamp mod dronerne, som kunne vaere endt fatalt, føjer sig til flere fortaellinger om manglende forberedelse af de missioner, som danske soldater sendes ud på.

Da en anden dansk fregat, Esbern Snare, skulle på piratjagt i Guineabugten, hastede det så meget med at få skibet afsted, at der ikke var afklaring af, hvad der skulle ske med eventuelle fanger, som mandskabet måtte tage. Forestillingen var nok, at det ikke ville ske, og at der ikke var grund til at tage bekymringerne på forskud. Skibet endte med at sejle rundt med både døde, en såret og levende fanger, hvilket bragte de udsendte soldater i en dum situation, som kunne vaere undgået, og som ret bizart fik den udgang, at en af de tilfangetagne er endt i Danmark, mens de øvrige blev sat på en gummibåd med besked på at sejle mod Afrikas kyst.

Uanset udfaldet af den noget komplekse sag om svigtende våbensystemer på ”Iver Huitfeldt”, er den en grum påmindelse om, hvad årtiers forsømmelser i det danske forsvar fører til.

Samme løsning kunne blive udgangen, hvis ”Iver Huitfeldt” fik fanger om bord. Man havde forberedt sig og medbragt en gummibåd. Den kom ikke i brug. Måske godt det samme. Få uger, efter at ”Iver Huifeldt” var indsat på den skarpe mission, fandt Troels Lund Poulsen ud af, at både nyindkøbte og eksisterende gummibåde var behaeftet med fejl, angiveligt fordi der ikke var foretaget fornøden kontrol og kvalitetssikring.

Uanset udfaldet af den noget komplekse sag om svigtende våbensystemer på

”Iver Huitfeldt”, er den en grum påmindelse om, hvad årtiers forsømmelser i det danske forsvar fører til.