Shakespeare er evigt gyldig, fordi han ikke var noget saerligt
Shakespeare er stjernen over de fleste. Selv 400 år efter hans død lever fortaellingerne videre. Ikke mindst fordi den berømte englaender samlede på karakterer, vi alle kender til. De onde, de latterlige og de forelskede. Tre danske forfattere laegger arm
ROMEO OG JULIAN, SVIN, VAEGTEN AF ET HJERTE
Skønlitteratur
Forfattere: Mads Ananda, Lodahl, Sarah Engell, Laura Ringo
Sider: 116, 208, 128
Pris: 199,95 kr.
Forlag: Gyldendal
T333333
o forelskede unge forsøger at finde sammen i et konservativt og voldsparat lokalsamfund. En ung, rig kvinde forsøger at navigere i de golddiggers, der laegger an på hende. En vred aktivist manipulerer alle omkring sig og driver sin bedste ven til jalousidrab.
Det er nogle af fortaellingerne i en ny serie af ungdomsromaner fra Gyldendal. Det er også historier, som William Shakespeare skrev for over 400 år siden.
Vi taler om ”Romeo og Julie”, ”Købmanden i Venedig” og ”Othello”. Men nu har landets største forlag samlet nogle af tidens staerke ungdomsforfattere, og de førnaevnte titler er aendret til ”Romeo og Julian”, ”Vaegten af et hjerte” og ”Svin”.
Spørgsmålet er så bare, om de fungerer? Lad os vende tilbage til den del af regnestykket, når vi har besøgt den berømte og berygtede britiske forfatter.
Stjal med arme og ben
Shakespeare er for mange laesere måske en smule skraemmende. Sproget er gammeldags, og handlingerne kan vaere noget naer umulige at følge med i med deres voldsomme navne og mange sidehistorier.
For nogle nørder er sproget et vigtigt omdrejningspunkt. Shakespeares vaerker kan byde på den første (noterede) brug af utallige engelske ord, såsom lonely om at vaere ensom og swagger om at gå rundt og vaere nonchalant og cool.
Men på sin tid var Shakespeare ikke fancy. Han var Quentin Tarantino med voldsomme plot og kvikke bemaerkninger, og han var Judd Apatow med uduelige unge mennesker i seksuel frustration.
Hans vaerker var som Netflix-serien ”The Crown” om et kongehus, der fyldte og fejlede, og HBO-succesen ”Succession” om at arve en magtfuld, men mentalt eroderet patriark.
Hans komedier var fraekke forvekslinger af folk i drag, og hans tragedier var ofte allerede eksisterende historier i forklaedning.
Han stjal med arme og ben fra folkefortaellinger og udenlandske historier for at underholde sit stående publikum, hvis eneste anden underholdning var de offentlige henrettelser, der var store i tiden.
Men Shakespeare var også et produkt af sin tid.
Kvinder var ikke velkomne, hverken på scenen eller som synderligt dybe karakterer. De var ofre for de voldelige eller uduelige maend, der var Shakespeares helte og antihelte. På samme måde lever både racisme og antisemitisme i bedste velgående i hans fortaellinger, der ofte foregår i fremmede lande, som hverken Shakespeare eller hans publikum havde mulighed for at besøge.
Den evigtgyldige forelskelse
Så hvordan går det egentlig, når man saetter sig for at praesentere det blomstrende sprog og de utraditionelle navne for et nyt publikum? Og hvor meget må man aendre på?
Et af de mest berømte og eviggyldige vaerker på Shakespeares repertoire er ”Romeo og Julie”.
Skuespillet om de to unge elskende, der ikke må få hinanden, har vaeret genfortolket i et utal af varianter. Så meget desto større er udfordringen for forfatter Mads Ananda Lodahl, som har påtaget sig opgaven med sin ”Romeo og Julian”.
Her er vi ikke laengere i Verona, men i Hernings forstaeder, hvor grupperinger fra henholdsvis Tjørring og Lind ligger i krig med hinanden.
Forfatteren, der selv kommer fra egnen, har valgt at lade den lokalpatriotiske vold vaere centrum for fortaellingen, og det klaeder den enormt godt.
Samtidig ligger under hele historien et spor af lokalreligiøs debat: den moderate hverdagskristne over for den fundamentalitiske konvertit, som puster til en mere subtil homofobi og gør fortaellingen relatérbar, trovaerdig og dramatisk.
Mads Ananda Lodahl er set med mine øjne en af de mest Shakespeareanske fortolkere.
Han leger med sproget og giver de unge elskende deres egen måde at tale til hinanden på, der adskiller sig fra omverdenens. De kender også allerede historien om Romeo og Julie.
Undervejs i den nye fortolkning siger Julian:
»Men jeg hedder Julian […] og han er Romeo. Synes du ikke, det lyder som noget, du har hørt før? […] Det minder lidt for meget om […] sidste gang døde de altså begge to.«
De italesaetter og forsøger at undgå den skaebne, der synes at ligge lige for. På samme måde som Shakespeares karakterer synes udmaerket bevidste om, at de er karakterer i et stykke om et udfald, som de fejler i at forsøge at styre.
Netop på dén måde formår Lodahl at holde laeseren fast, for hvis alt dette allerede er på bordet, hvordan ender det så?
Had, vrede og tragedie
Hos forfatter Sarah Engell er udfordringen en anden.
Hun har en hovedkarakter, Othello, som både i det oprindelige skuespil og i denne bog på mange måder er en sekundaer karakter. Historien handler om ren ondskab og manipulation, og det står hans forsmåede kammerat Iago for.
I ”Svin” er Okapi og Jaguar daeknavne for to venner i en dyrerettighedsorganisation, der kaemper mod den danske svineproduktion.
Okapi bliver leder af grupperingen, og Jaguar bliver jaloux. Han bruger Okapis usikkerheder imod ham – hans draenethed over den hverdagsracisme, han konstant møder på grund af sin mørke hudfarve, og hans forhold til kaeresten Dodo, som han stoler fuldt og fast på — indtil han ikke gør.
I operaen Otello af Verdi har Iago-karakteren en berømt arie, hvor han synger, at han kun tror på en ond gud, der har skabt ham. En slags forklaring på, hvordan han kan vaere så endimensionel, for der er ikke meget ved ham, der vaekker empati.
Engell forbarmer sig en smule over Jaguars fortid ved at give ham en fravaerende mor, der glemmer alle deres aftaler for at stå på scenen som skuespiller.
Men Engell giver ham også Andrew Tate som forbillede, der på en måde bruges som den besungne gud. Engell lader i hvert fald kvindehadet gennemsyre fortaellingen til det skaebnesvangre punkt, hvor den ellers rolige Okapi i raseri slår sin kaereste ihjel.
Iago er kendt som en af Shakespeares ondeste karakterer, og i ”Svin” står Jaguar også som den, der bruger venner, fjender og kvinder i sit spil og formår at virke farlig, selv når han bliver fanget.
Den svaere komedie
Det er en svaer disciplin at opdatere en Shakespeare-komedie. I nyere tid har man forsøgt med teenage-film som ”10 Things I Hate About You” og ”She’s the Man”. Men de film viser også, hvorfor netop komedierne er så svaere at nyfortolke.
Den ene laver en feministisk fortaelling ud af det, der hos Shakespeare mest af alt er en traels og ustyrlig kvinde, og den anden bruger hans yndlings-punchline: en kvinde, der klaeder sig ud som en mand og narrer alle.
De udstiller det faktum, at hans komedier ofte kun fungerer i nyfortolkninger, hvis man nøjes med at bruge små bidder af handlingen eller udøver en kaempe suspension of disbelief. Eller måske hvis man gør som forfatter Laura Ringo.
Den prisvindende forfatter fortolker ”Købmanden i Venedig”, som i sin natur er en antisemitisk fortaelling om gutternes penge- og dameproblemer.
Ringo traekker, modsat de andre fortolkere, ikke sin fortaelling op i nutiden. Hun lader den blive i slutningen af 1500-tallet, men giver sin fortaeller, den unge kvinde Portia, nutidens viden i et meta-kommentarspor, der revser både Shakespeare, hans tid og vores.
Således kritiserer hun løbende den antisemitisme, hun selv bliver en fortaeller af, når rigmanden Shylock bliver udsat for den ene smaedekommentar og voldshandling efter den anden. Og hans datter Jessica bliver narret og forladt af fortaellingens maend.
Historien om den unge kvinde, der skal finde rundt i en masse guldgraverbejlere, da hendes rige far dør, plejer at handle mere om maendene end om hende. Men her er hun den handlende, den forklarende og den vindende, og de mandlige karakterer står tilbage som det, de er: hadske fjolser, før og nu.
Hvis historien var fortolket direkte til nutidens jødehad, havde det selvsagt ligget langt fra komedien, og fortaellingen fungerer bedre som en øjenrullende kommentar — og introduktion — til Shakespeare og hans tid end som en komedie.
Måske er det derfor, det er den eneste i serien?
Det er på en måde sin sag at genfortolke Shakespeare. Der sker så meget, og det er så overdrevet. Men samtidig bliver man med nyfortolkning på nyfortolkning også mindet om, at hans historier er evigt gyldige, fordi de bare er samlinger af karakterer, der altid har eksisteret. De forelskede, de modige, de onde, de latterlige.
Han skrev bare det, han allerede laeste i nye fortolkninger, og han ramte det publikum, der ville se sig selv og dem de elskede og hadede i de fortaellinger.
Det samme gør forfattere i dag, unge som gamle, og det er derfor, historierne aldrig dør. De er nemlig slet ikke så specielle.