Sjaeldent har det virket så presserende at tildele en sangskriver de maksimale seks stjerner
I karrierens hidtil bedste sange beskriver Søren Huss depressionens altomsluttende mørke og vejen ud af det.
VI FIK MERE, END VI KOM FOR ROCK
A:larm Music
Indrømmet, jeg brød mig aldrig synderligt om Søren Huss’ rockband Saybia, som for 20 år siden slog igennem med effektive, men også noget svulstige hits som ”The Day After Tomorrow” og isaer ”The Second You Sleep”.
Saybia ramte med påtraengende patos, og vi havde jo allerede Coldplay, hvis klynkeri var helt umuligt at undslippe på det tidspunkt.
Efter en veldokumenteret familietragedie slog Søren Huss over i dansk på solodebuten ”Troen & ingen” (2010).
Her ramte han et helt andet niveau på grund af de naervaerende, selvbiografiske tekster, men også fordi hans stemme var langt mere sjaelfuld på dansk, end den havde vaeret i de engelske sange, han havde dyrket i Saybia.
Søren Huss har forfinet udtrykket på en raekke øvrige dansksprogede plader, og det er ikke for sjov, at foraeldrehymnen ”Undertiden” fra uhyre vellykkede ”Midtlivsvisen” (2017) havnede i den 19. udgave af Højskolesangbogen, som udkom i 2020.
Sange fra mørket
Søren Huss blev under coronapandemien diagnosticeret med depression, og i sangene på det nye, fremragende album ”Vi fik mere, end vi kom for” beskriver han nøgternt det altomsluttende mørke og vejen ud af det.
Det sker tydeligst i det helt centrale nummer ”Trykkammer”:
Luk mig ud af det her rum Det her rum uden for tid og sted
Ingen lyd, intet lys
Mit hjerte standser efter hvert slag i en evighed
Det er de mest rammende beskrivelser af depression, jeg nogensinde har hørt i dansk rockmusik.
AEldre og klogere
Og så er der nummeret ”Langt ude, langt oppe, langt nede og langt, langt vaek”, som Søren Huss – sammen med Helene Frank, der få øjeblikke efter vandt ”X Factor” 2024 – skabte et yderst tiltraengt magisk øjeblik under finaleshowet i Arena Randers fredag aften.
Her funderer sangskriveren på upraetentiøs, aerlig og selvudleverende vis over det at blive aeldre og klogere:
Engang var jeg romantiker
Helt i mine følelsers vold
Mit hoved en røgfyldt zeppeliner
Der fløj højt, men kun i ring
Med en vilje der var større End hele min forstand
Men det giver egentlig ikke mening at fremhaeve enkelte numre, for det hele haenger sammen, alt er vedkommende og eftertaenksomt, intet er middelmådigt, intet fremstår som fyld mellem fokusnumrene til radioen.
Det kraever mod
Og det er ikke kun teksterne, der er i saerklasse på dette femte soloalbum fra Søren Huss. Alle budskaber serveres på staerke melodier, og også arrangementerne er i saerklasse.
Det kraever mod at praesentere sine sange så enkelt, flere steder naermest afpillet, og det mod har Søren
Huss. Han hviler tydeligvis i ordene og lader dem sparsomt akkompagnere af klaver, strygere og blaesere. Kedeligt, forudsigeligt eller gammeldags bliver lydbilledet dog aldrig, det sikrer Søren Huss med diskret tilføjelse af elektroniske elementer.
Hans staerkeste plade
Men nok om teknik.
Hvornår er musik fremragende, hvornår er den god, nogenlunde vellykket eller yderst tvivlsom?
Der er mange kriterier, men hvis den vaekker følelser, rammer én så hårdt i maven, som dette – så afgjort det foreløbigt staerkeste udspil fra Søren Huss – så er der ikke andet at gøre end at kvittere med sjaeldne seks af seks mulige stjerner.
Så køb denne plade og køb så de foregående udspil, og endnu mere presserende: køb billetter til Søren Huss’ netop indledte landsturné, inden det er for sent. Han tager naervaeret med på scenen.