Foreninger kaemper fortsat med bankbureaukrati
Kalenderen siger april, og dermed er det højsaeson for de årlige generalforsamlinger, hvor tusindvis af frivillige samles over hele landet.
Det er en hjørnesten i det danske demokrati, hvor borgerne udøver deres forenings- og forsamlingsfrihed. Og det er her, hvor mange foreninger finder nye formaend, kasserer og andre bestyrelsesmedlemmer, der går forrest og tager ansvaret på sig til gavn for andre mennesker og for lokalsamfundet.
Men ikke alt er positivt i Foreningsdanmark. Mange frivillige overvejer nemlig at stoppe deres engagement på grund af for meget administrativt arbejde.
I en undersøgelse fra Kulturministeriet fra 2022 svarede 46 pct. af de foreningsaktive, der deltog, at de overvejer at stoppe. Heraf pegede halvdelen på ”for meget administrativt arbejde” som en af årsagerne.
Og det billede bliver vi som repraesentanter for størstedelen af foreningslivet desvaerre kun bekraeftet i gang på gang. Lokale bestyrelsesmedlemmer over hele landet udtrykker igen og igen deres frustration over, at de ikke laengere har tid til at gøre det, som de braender for: at skabe aktive, dannende og demokratiske faellesskaber.
En stor del af papirarbejdet opstår, når foreningerne raekker ud til deres lokale bank, fordi de skal have oprettet en ny konto eller har skiftet kasserer. Her bliver de mødt af store dokumentations- og kontrolkrav, der tager pusten fra selv den mest ihaerdige kasserer.
I nogle tilfaelde afviser bankerne helt at tage foreningerne ind som kunder, hvilket efterlader foreningerne i en form for kredit-ingenmandsland. Andre gange kraeves det, at formand og kasserer flytter deres private bankforretninger over til banken, før de kan oprette en konto.
Og endelig er der det tilbagevendende problem med de urimeligt høje gebyrer, der slår bunden ud af saerligt de små foreningers økonomi. En undersøgelse fra Konkurrenceog Forbrugerstyrelsen viste for nylig, at gebyrerne fortsat ikke står mål med foreningernes ofte beskedne omsaetning.
Alt dette administrative bøvl udgør en stor udfordring for det danske foreningsliv. Derfor er vi også glade for, at politikerne lytter til vores bekymringer.
Kulturminister Jakob EngelSchmidt og erhvervsminister Morten Bødskov lancerede i efteråret, at der snart kommer et lovforslag, der skal styrke foreningernes mulighed for at få en såkaldt ”basal betalingskonto”. Ministrene har ligeledes barslet med en ”digital registreringsløsning”, der skal mindske foreningernes administrative arbejde, når de skal indsende dokumentation til bankerne. Begge løsninger er vigtige skridt mod at mindske det administrative bøvl for foreningslivet, hvis de bliver implementeret rigtigt.
Men vi er ikke i mål endnu. Der eksisterer fortsat en raekke ubesvarede spørgsmål, der skal findes svar på.
Formand, Dansk Folkeoplysnings Samråd
Dansk Ungdoms Faellesråd
Civilsamfundets Brancheorganisation
DGI
ISOBRO
Danske Seniorer
Danske Handicaporganisationer
Den basale foreningskonto og den digitale registreringsløsning håndterer nemlig ikke den juridiske elefant i rummet: hvidvaskloven. Loven pålaegger bankerne at lave individuelle risikovurderinger af alle deres kunder – inklusive små frivillige foreninger. Det er den virkelighed, som foreningerne møder, selvom det naeppe var det danske foreningsliv, man havde i tankerne, da man i EU vedtog hvidvaskloven for at forhindre terrorfinansiering eller hvidvask.
Der er akut brug for en grundlaeggende aendring i bankernes tilgang til foreningerne, så de bliver kategoriseret som det, de er: lavrisikokunder. Det er forudsaetningen for, at politikernes ellers udmaerkede løsninger får en reel effekt for foreningerne.
Og det er helt afgørende, hvis vi skal få taget livtag med det papirarbejde, som foreningerne bliver kvalt af. For ingen stiller op på en generalforsamling for at drukne i administrativt arbejde. Man stiller op for at skabe aktive, dannende og demokratiske faellesskaber.
Der er akut brug for en grundlaeggende aendring i bankernes tilgang til foreningerne, så de bliver kategoriseret, som det de er; lavrisikokunder.