Endnu en farce igangsat af Aarhus Byråd – det eneste, der mangler, er Dirch Passer

Aarhus’ midtby er p.t. ét stort trafikalt helvede af bilkøer, der kun føles marginalt kortere end Den Kinesiske Mur. Den grønne dagsorden er kørt af sporet.

»I want you to panic!« sagde vores bedårende, lille klimamaskot Greta Thunberg for nogle år siden i sit hysteriske forsøg på at opildne masserne.

Tilsyneladende har medlemmerne af Aarhus Byråd taget hendes råd til sig, for lige p.t. lider mange aarhusianere under, hvad der mildt sagt ligner en meget hurtig, politisk panikbeslutning – truffet for at virke så grøn som muligt.

Der er skrevet adskillige glimrende klummer, ledere og debatindlaeg om miseren, så til dig, der ikke bor i Aarhus, blot en lille opsummering:

Aarhus’ midtby er p.t. ét stort trafikalt helvede af bilkøer, der kun føles marginalt kortere end Den Kinesiske Mur. Ikke bare på én straekning, men både Aarhus Ø, Kystvejen, Langelandsgade og flere andre veje er ramt, fordi aarhusianske politikere har igangsat en omfattende trafikomlaegning i byen i deres iver efter at få en grøn bydel.

I sig selv en nobel hensigt – en grøn bydel lyder da laekkert. Bare ikke for enhver pris.

Laeg dertil en endnu ikke offentliggjort grøn mobilitetsplan for Aarhus, som i mine øjne ligner noget, der også kunne vaere skrevet af en vegansk amish-familie på svampe. Den går i grove traek bl.a. ud på at få bilerne ud af byen, lukke flere trafikale knudepunkter, nedlaegge 34.000 offentlige p-pladser og indføre betalingsring og elbilzone.

Undskyld mig, hvorfor ikke bare tage skridtet fuldt ud og tvinge alle borgere til kun at køre i hestevogne?

Ingen ved, hvordan forhandlingerne om mobilitetsplanen ender, men man kan have sine bange anelser, når man ser, hvilke farceagtige beslutninger der ellers er blevet truffet på Aarhus Rådhus gennem tiden – det eneste, der mangler, er Dirch Passer.

Implikationerne af en raekke af forslagene vil utvivlsomt påvirke erhvervslivet i midtbyen negativt. Navnlig butikker, der i forvejen har det svaert.

Det er, som om målet altid helliger midlet, når politikere vil traeffe beslutninger vedr. den grønne dagsorden – og det gaelder i øvrigt absolut ikke kun aarhusianske politikere. Fordi målet er så ”aedelt”, må det også godt gøre lidt ondt på borgerne. Gerne lidt mere besvaerligt, lidt dyrere og lidt hårdere.

Nøgleordet her er tvang. For når det handler om at få bilerne ud af byen i klimaets hellige navn, er alt åbenbart legitimt.

Undskyld mig, hvorfor ikke bare tage skridtet fuldt ud og tvinge alle borgere til kun at køre i hestevogne?

Men indsatsen er nødt til at vaere så gennemtaenkt, at generne for borgerne ikke føles for brutale. For så ryger den brede opbakning til den grønne omstilling, og det har ingen interesse i.

Og hvad nytter det, hvis hipsterfyren med fuldskaeg, manbun og hang til naturvin graeder af glaede over et nyt grønt område i midtbyen, hvis butiksindehaveren til gengaeld graeder over tabt omsaetning og måske endda nedlukning af butikken?

Tillad mig at minde om, at det er de private erhvervsdrivende, der både direkte og indirekte finansierer vores velfaerd.

Det er både dovent og hovent at diske op med planer om cykler, traeer og halleluja tilsat en paen portion tvang – uden omtanke for erhverv og borgernes behov for at kunne komme nogenlunde ubesvaeret rundt i byen. For byrådet er også byråd for alle dem, der ikke er urban-smarte med Tesla, ladcykel og tre faste selleridage om ugen.

Tilbage til den nuvaerende situation i Aarhus: Enten kom problemerne helt bag på byrådet, eller også var det en kalkuleret collateral damage, som borgerne bare må finde sig i, fordi … klima.

Ingen af mulighederne gør mig tryg.