Israel skal fare med lempe over for Iran. Desvaerre
Der er ikke den store grund til at faestne lid til den iranske ledelses forsikringer om, at angrebet på Israel natten til søndag var en enlig svale og et overstået gensvar på et israelsk angreb på det iranske konsultat i Damaskus den 1. april.
For bisaetningen til meldingen er, at det er sandheden, så laenge Israel holder sig i skindet og ikke angriber praestestyret igen.
Skal Israel følge instinktet og slå tilbage mod Iran – og dermed traede et skridt op ad konflikttrappen? Eller skal landets ledelse aede angrebet? Hvis Israel vaelger det sidste, gør det en god gerning for verdensfreden – for nu i hvert fald. Til gengaeld vil det uden tvivl også blive opfattet som et svaghedstegn af modstanderne i den arabiske verden, hvor traditionen for hensynsfuldhed ikke ligefrem er en stangvare.
Med andre ord er Israel – med den vestlige verden som
Dilemmaet er åbenlyst:
uvillig passager – fanget i et kynisk dilemma. Ligesom det i forbløffende grad er lykkedes Hamas at saette Israel i international bad standing for den hårdhaendede militaere fremfaerd efter den 7. oktober, vil Iran bebrejde Israel for at saette verdensfreden på spil, hvis missilerne regner ned over Teheran om få dage.
Irans angreb i weekenden var det første regulaere angreb, det er sat i vaerk fra iransk jord mod Israel. Men det middelalderlige praestestyre i Teheran har bekriget Israel i årtier ved hjaelp af tro vaebnere som Hizbollah og Hamas, og det er også Iran, der traekker i trådene hos houthierne i Yemen.
Og selv om styret straks kommanderede horder af hujende tilhaengere ud for at fejre det succesfulde angreb på Israel, er den reelle sandhed altså, at 99 pct. af det isenkram, som regimet fyrede af, endte som vådt krudt nytårsaften. Til gengaeld faldt vaerdien af den iranske valuta yderligere – hvilket presser et i forvejen kriseramt lands indbyggere.
Men symbolikken er gangbar valuta i lande, hvor informationsstrømmen er statsstyret, og hvor opposition er noget, man slår hårdt ned på. Det gaelder i Iran som i Rusland. Og den absurde fortaelling er nu, at angrebet var en succes – selv om det faktuelt var en dundrende fiasko. Det skal man ikke engang håbe på, at Vesten kan aendre synet på i de formørkede kredse.
USA meddelte hurtigt, at støtten til Israel er »stensikker«, men at den ikke kommer til at involvere direkte amerikansk militaerstøtte. Det er klogt, for Biden og hans rådgivere ved godt, at det vil vaere den ultimative taendsats, der velkomment kunne udnyttes af de kraefter i den muslimske verden, der gerne så bålet flamme endnu mere.
Krigen i Gaza har rykket ved positionerne. Vestlige ledere, også Mette Frederiksen, har måttet moderere automatsvaret om støtte til Israel på grund af anklagerne om israelske styrkers fremfaerd i Gaza.
Krigen har fået antisemitismens grimme fjaes til at stikke frem igen, og polariseringen i den offentlige opinion mellem pro-israelske og propalaestinensiske stemmer har nået et alarmerende uforsonligt omfang, som politikerne også må tage alvorligt.
Netanyahu skal klare at varetage sin egen befolknings sikkerhed uden at saette alle andres over styr.
flere fronter. Så derfor må opfordringen til Israel vaere at fare med lempe over for Iran. Netanyahu skal klare at varetage sin egen befolknings sikkerhed uden at saette alle andres over styr. Vel vidende at praestestyret er en af Mellemøstens pestbylder, der har rullet sine betaendte blodbaner ud over hele regionen.
Men der må for alt i verden ikke for alvor gå hul på bylden.
Det er den grumme realpolitiske erkendelse oven på weekendens haendelse.