Arbejdsgiverne skal ikke gøre motion til en handleplan
I en tid, hvor der tales en del om frihed, selvbestemmelse og opgør mod bureaukrati og regler, synes Dansk Arbejdsgiverforening (DA) at vaere helt ude af trit med tidsånden.
Uanset hvor sundt, hyggeligt og opbyggeligt kropslige udfoldelser kan vaere, så er kernen i DA’s motionsudspil ”Faelles indsats for en sundere arbejdsstyrke”, at »der udarbejdes forpligtende sundhedsmål og monitorering af danskernes sundhed og livsstil for at få gjort os alle sammen sundere«, som det formuleres i organisationens pressemeddelelse.
Det offentlige, staten, regionerne, kommuner, skal med andre ord bruge tid på at fastsaette mål for, hvor mange overvaegtige, rygere eller rødvinsforbrugere, der må vaere i kommunen, og på at overvåge og registrere borgernes indsats og tilstand. Og dernaest udarbejde handleplaner for at nå de mål, som ikke indfris. Og at bruge tid på at sammenligne hinanden – hvordan det så end kan lade sig gøre, for det er velkendt, at vilkårene i Danmark ikke er lige fordelt.
Det lyder som en historie, som er hørt før – en dårlig historie, der med statsgaranti vil dukke op i en valgkamp og få endnu en statsminister til at proklamere det store opgør med regler, overformynderi og tåbeligt tidsforbrug i det offentlige.
Et lille udpluk af de ord, der bruges i DA’s rapport, er ganske afslørende: helhedsorienteret måde at taenke på, nationale mål for danskernes sundhed, et bredt fokus på området, monitorere indsatsen, systematik, arena for en styrket sundhed i befolkningen, innovation og en dynamik, som øges.
Man ser powerpointen for sig om en ”faelles indsats for en sundere arbejdsstyrke”. Og man ser den medarbejder, som modvilligt traekker i lycra, mens han mindes ydmygelserne i gymnastiktimerne, og som knapt er kommet op på cyklen, før chefen har givet ham baghjul.
Ingen tvivl om, at motion kan vaere både givende, befriende og lattervaekkende. Danmark har en lang foreningskultur at traekke på også på det område. Men heller ingen tvivl om, at motion kan vaere en meget privat sag, som man ikke har lyst til at dele med andre - og da slet ikke med kollegerne.
Friheden til at vaelge indebaerer også friheden til at vaelge det liv, man vil. På et oplyst grundlag er det op til den enkelte at traeffe beslutning om, hvorvidt man vil ryge, drikke eller spise sig gennem livet med de fordele og ulemper, som det indebaerer.
Udspillet fra Dansk Arbejdsgiverforening har et grumt skaer af både social ingeniørkunst og bedrevidenhed iblandet en enorm risiko for, at de mennesker, som ikke lever op til de beskrevne idealer, bliver stemplet som outsidere. Kernen er, om man passer sit arbejde. Ikke hvordan man ser ud, eller hvad man spiser.
Det lyder som en historie, som er hørt før – en dårlig historie, der med statsgaranti vil dukke op i en valgkamp og få endnu en statsminister til at proklamere det store opgør med regler, overformynderi og tåbeligt tidsforbrug i det offentlige.
for KL’s Sundhedsog AEldreudvalg, Sisse Marie Welling, griber DA’s forslag med glaede, kan ikke undre. Hun er SF’er og øjner ud over den statslige styring flere penge fra Christiansborg til at løse opgaven.
»Hvis man vil have ambitionsniveauet op, skal der følge ressourcer med,« lyder det som et velkendt omkvaed fra SF.
Sundhedsminister Sophie Løhde nøjes med at afholde sig fra at kommentere, om det er en god idé, at regeringen skal forpligte kommunerne på at sikre faerre rygere, overvaegtige og inaktive.
At formanden
At hun, der tilhører et parti, der kalder sig liberalt, ikke skyndsomt laegger afstand til hele ånden i forslaget, er helt uforståeligt.