Familiepolitik er ikke til nemme løsninger
Hvis samfundet er skruet sammen på en måde, der gør det relativt uattraktivt at få børn, så er der en god chance for, at mange vil reagere på det ved netop ikke at få børn. I bedste fald faerre børn. Det går ikke.
De fleste foraeldre kender det med, at man nogle dage bliver rykket i fra alle sider. Det kan vaere svaert at få en travl hverdag til at haenge sammen. Ikke alene er der børn, der skal hentes og bringes, tøj, der skal vaskes, og naeser, der skal pudses, der er også et arbejde, der skal passes. En ny analyse fra Taenketanken Prospekt viser, at danske børnefamilier er nogle af dem, der er hårdest spaendt for i Europa.
Langt hen ad vejen er det naturligvis et grundvilkår, at der er en hel masse, man bare skal, når man har børn. Og det er ikke noget at klynke over eller gøre sig til offer over. At vaere nogens mor eller far er vel stort set det mest meningsfulde, man kan vaere i livet. Det laegger man sig naturligvis gerne i selen for.
Men vi kan ikke undgå at bemaerke, at der på det seneste er blevet rykket lidt mere end rigeligt i børnefamilierne. Hvis foraeldre skal have tid og overskud til faktisk at vaere foraeldre, kraever det, at den tid og det overskud er til stede de fleste dage og ikke bare undtagelsesvis i weekender eller en heldig dag, hvor ulvetime, lur og snacks går op i en højere enhed.
Og mere foruroligende bliver der fra regeringens side rykket i to forskellige retninger. På den ene side står Mette Frederiksen, der har gjort det til sit helt store slagnummer, at danskerne arbejder for lidt og i hvert fald burde arbejde mere.
Mette Frederiksen har brugt forskellige begrundelser for dette krav. Først handlede det om økonomi. Det var op til afskaffelsen af store bededag. Så viste det sig, at der var penge nok, og derfor skulle vi arbejde mere for ”velfaerdsmodellens” skyld. Arbejdskraft var den nye politiske kapital, hed det i regeringens analyse.
For nylig skaerpede Mette Frederiksen retorikken. »Der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få aendret. Russerne går ikke hjem. De fortsaetter.« Ifølge statsministeren skal vi i fremtiden overveje, om vi skal gå hjem fra samlebåndene klokken fire. Mette Frederiksens kritik har desuden konkret rettet sig mod de folk – ofte kvinder – i omsorgserhverv, der arbejder på deltid. At tage sig af sine børn tangerer måske at støtte Putin?
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rykker i en anden retning. På Moderaternes landsmøde kom han med et opråb: »Vi skal have nogle flere børn.«
Løkke har ret. Det skal vi. For nylig viste en fremskrivning af professor i demografi Rune LindahlJacobsen, at antallet af danskere ville falde til omkring 2 mio. ved århundredets udgang. Det svarer til befolkningstallet i 1880’erne. Og man kan tilføje, at faldet ikke stopper, bare fordi fremskrivningen gør det. Den demografiske krise er helt reel.
Det er også den, vi allerede nu maerker ansatserne til, når både regering og erhvervslivet sukker efter mere arbejdskraft. De mangler kort sagt de børn, som vi ikke fik for 25 år siden – måske fordi vi var for travle med at arbejde.
Problemet er bare, at vi naturligvis ikke på den ene side kan kraeve, at danske børnefamilier skal arbejde mere, samtidig med at vi aergrer os over, at vi får for få børn. Ligesom i ethvert andet politisk problem er der tale om et prioriteringsspørgsmål.
Dette er ikke mindst klart på baggrund af den analyse, vi praesenterede i denne uge [CS1] i Taenketanken Prospekt. Analysen viser, at danske børnefamilier arbejder rigtig meget i sammenligning med andre OECD-lande. Her mener vi lønarbejde og ser helt bort fra alt det ekstra arbejde, der ligger inden for hjemmet. Omsorgsarbejde i hjemmet, som ikke desto mindre er netop dèt, der kan forebygge mistrivsel hos børnene senere hen.
Andelen af par med børn, hvor begge foraeldre arbejder fuldtid, udgør i Danmark 68,6 pct. Det giver os en samlet sjetteplads i OECD. Kort sagt, der er naesten ingen steder, hvor andelen er højere. Af lande, vi normalt sammenligner os med, er det kun Sverige, der ligger højere end Danmark.
Analysen tillader os også at se naermere på forholdene specifikt for danske småbørnsforaeldre.
antage, at det netop er her, behovet for at kunne prioritere familien er mest udtalt, og udfordringerne med at få hverdagen til at haenge sammen størst. Her ser det dog ikke anderledes ud. Andelen af par, hvor yngste barn er tre-fem år, og hvor begge foraeldre arbejder fuldtid, er på 68,5 pct. Det giver os samme topplacering.
Alt dette skal ses i lyset af, at befolkningen som sådan ikke arbejder mere, end den gør i alle mulige andre lande. Her ligger vi blødt i midterfeltet som nr. 16 af de 36 lande i opgørelsen.
I klartekst betyder det, at mens
Intuitivt må man
danskerne som sådan egentlig ikke arbejder meget sammenlignet med andre, så arbejder danske børnefamilier rigtig meget. Der er med andre ord en markant skaevhed i den måde, vi har indrettet os på. Relativt set hviler arbejdsbyrden tungt på børnefamiliernes skuldre. Og det var så endda kun lønarbejde.
Hvorfor er det sådan? Den korte forklaring er, at både maend og kvinder har en høj erhvervsfrekvens i Danmark. I en børnefamilie er det altså typisk sådan, at både far og mor er på arbejdsmarkedet, og både far og mor har et fuldtidsarbejde.
Dette vil de faerreste begraede, men der er alt mulig grund til at vaere meget opmaerksom på det, når vi diskuterer danskernes angiveligt svigtende arbejdsindsats, familiepolitik og den vanskelige balance mellem arbejde, familie og fritid.
Enhver debat om, at ”vi” arbejder for lidt, og at ”danskerne” skal arbejde mere, må tage udgangspunkt i det faktum, at der er stor forskel på at se på vores arbejdsindsats på individniveau og på husstandsniveau.
Debatten må også tage udgangspunkt i det faktum, at børnefamilierne allerede arbejder rigtig meget – og at den arbejdsbyrde naturligvis ikke er uden konsekvenser for familien, parforholdene og tiden til at vaere sammen med børn eller aeldre foraeldre.
Hvis arbejdsbyrden hviler relativt tungest på børnefamilierne, er det helt enkelt mindre attraktivt at stifte familie og saette børn i verden.
Et samfund uden børn er et samfund uden fremtid. Et aldrende samfund uden saerlig mange børn er et samfund uden saerlig meget fremtid.
Hvis samfundet er skruet sammen på en måde, der gør det relativt uattraktivt at få børn, så er der en god chance for, at mange vil reagere på det ved netop ikke at få børn. I bedste fald faerre børn.
I de senere år er fødselsraten faldet drastisk. Nu ligger den på under 1,5 barn pr. kvinde. Samtidig er antallet af børn, kvinder ønsker at få, også faldet. Det er et problem. Den demografiske krise er en tikkende bombe under vores samfundsmodel. Måske på laengere sigt den største krise, vi står over for, hvis vi vil opretholde vores samfund i Danmark.
Mere eksistentielt handler det om, at et samfund uden børn er et samfund uden fremtid. Et aldrende samfund uden saerlig mange børn er et samfund uden saerlig meget fremtid.
Populaert sagt:
Derfor er det en akut politisk opgave at prioritere familiepolitikken. Det handler ikke om at tvinge folk ned i kasser, men om at indrette et samfund, der giver frihed, fleksibilitet og muligheder til børnefamilier – også i forhold til at sige fra over for arbejdsmarkedets krav.
Det handler om at ligestille lønarbejde med hjemmets arbejde, så begge tale tales op som hinandens forudsaetninger.
Det handler om at skabe en kultur, hvor foraeldre hyldes for at blive en dag hjemme med et sygt barn. Det reducerer i øvrigt både stress og smitte.
Det handler om et økonomisk system, der ser familien som en enhed, også skattemaessigt – og ikke som to tilfaeldige individer på samme adresse.
er ikke løst nemt. Det er et samfundssyn, som skal aendres. Det handler grundlaeggende om, hvorvidt vi ser på staten som noget, der er til for familiernes skyld, eller ser vi på familien med statens øjne som en ressource, der skal udpines, til der er overtraek på kontoen?