Gennembrud for global nøgleteknologi haenger i bremsen
En ny analyse fra det franske konsulenthus Capgemini peger på, at grøn brint bliver dyrere end ventet. Det grønne eventyr kommer stadig til at ske, men udviklingen går langsommere end håbet, lyder det fra eksperter og industri.
En spirende grøn industri vil blomstre langsommere end ventet.
Sådan lyder den klare konklusion i en ny rapport udarbejdet af Capgemini, og her peger det franske konsulenthus saerligt på ét afgørende parameter: prisen på grøn brint – braendstoffet, som er udset som grundstenen til dekarbonisering af alt lige fra svaerindustri til luftfart – globalt vil vaere markant højere i 2030 end tidligere ventet.
»Nu ser vi brintboblen ramme virkeligheden,« siger Capgeminis globale chef for klimateknologi, Florent Andrillon.
Capgeminis rapport er udarbejdet på baggrund af svar fra en raekke centrale industrifolk fra mere end 100 forskellige internationale selskaber og organisationer i brintbranchen.
Der er adskillige store brintfabrikker på tegnebraettet på den danske vestkyst, mens regeringen netop har lanceret et historisk stort havvindudbud for bl.a. at forsyne dem med grøn strøm, mens man også pønser på at bygge et milliarddyrt brintrør til Tyskland for at kunne eksportere de grønne molekyler.
Danmark satser tungt på den grønne brint som et nyt erhvervseventyr.
For at forstå hvor problematisk konklusionen i Capgeminis seneste rapport er for industrien, kraever det et naermere kig på brint. Omkring 75 pct. af universets masse anslås at vaere brint og er dermed universets hyppigst forekomne molekyle. Og så er brint brandbart, hvilket gør det brugbart som braendstof, og det bruges i dag i en lang raekke industrielle processer lige fra produktion af stål til kunstgødning.
Den brint produceres i dag primaert på naturgas, hvilket koster i omegnen af 1-3 euro pr. kilo brint, og det er altså den pris, som flere prognoser tidligere har peget på, at grøn brint lavet på vedvarende energi vil komme ned på i 2030. Flere anerkendte aktører såsom energitaenketanken Det Internationale Energiagentur, eliteuniversitet Harvard Business School og dataleverandøren Bloomberg New Energy Finance har endda beskrevet en potentielt endnu lavere pris.
Men ifølge Capgeminis analyse tror blot 27 pct. af de adspurgte i dag, at grøn brint i 2030 vil komme under det kritiske prispunkt på 3 euro pr. kg, mens hele 18 pct. af de adspurgte vurderer, at prisen i 2030 vil vaere 6 euro eller mere pr. kilo.
Eller sagt på anden vis, naesten hver femte i brintindustrien tror ikke, at prisen vil rokke sig en tøddel de naeste seks år.
Og analysen står ikke alene. For få måneder siden udgav konsulenthuset Boston Consulting Group en analyse med en lignende konklusion. Florent Andrillon faelder følgende dom over tidligere prognoser for brintprisen.
»Mange trak paralleller til udviklingen inden for vedvarende energi, hvor prisen på eksempelvis solceller er faldet med 90 pct. Og så har man taenkt, at man med lidt god vilje og ønsketaenkning kunne få boblen til at vokse, hvilket ville betyde flere projekter samt større efterspørgsel på udstyr, hvilket
ville få prisen til at falde på samme måde,« siger han.
Når det ikke er sket, er årsagen ifølge Florent Andrillon bl.a., at den elektrolyseproces, der skal anvendes til fremstilling af grønt brint, er meget mere kompleks end fremstillingen af vedvarende energi, og da de tidlige prognoser blev lavet, eksisterede teknologien ikke i storskala som andet end blyantstreger på et tegnebraet. Derudover afhaenger prisen på slutproduktet i vid udstraekning af prisen på strøm, som i sagens natur ligger uden for brintselskabernes kontrol.
Brian Vad Mathiesen er professor i energiplanlaegning ved Aalborg Universitet og har fulgt udviklingen inden for grøn brint i flere år. Han skoser også tidligere prognoser, som peger på, at prisen på grøn brint i 2030 ville vaere det samme eller endda lavere end prisen på fossil brint.
»At lave sådanne beregninger baseret på at grøn strøm naermest er gratis, er som minimum meget langt fra virkeligheden,« siger han.
»Det er meget problematisk, for det har åbenlyst tiltrukket forretningsfolk, som ikke nødvendigvis har vaeret klar over fysikken i det,« siger Brian Vad Mathiesen.
Der skal nemlig bruges enorme maengder grøn strøm, hvis man skal bruge det i elektrolyseprocesserne, som er en forudsaetning for at producere grøn brint. Og der haenger en pris på 2 euro pr. kilo brint ifølge professoren simpelthen ikke sammen, medmindre prisen på strøm er urealistisk lav.
»Det kan ikke lade sig gøre, for de, der investerer i solcelle- og vindmølleparker, holder jo op med at gøre det, hvis ikke de kan få en pris, som kan baere investeringen,« siger han.
Lang vej igen
På trods af at der på blot et enkelt år er sket en fordobling i andelen af brintprojekter, som der er taget investeringsbeslutning på, så er der globalt set stadig kun tale om 4 pct. af de mange offentliggjorte projekter. Og erkendelsen af, at grøn brint får svaert ved at konkurrere med sin fossile modpart, kommer på et kritisk tidspunkt.
Etableringen af mange enorme brintanlaeg, som er planlagt til at vaere faerdigbygget, i forbindelse med at en raekke politisk bestemte klimamål i adskillige lande skal indfries i 2030, skal nemlig tage investeringsbeslutning i netop disse år. De står ifølge Florent Andrillon i en svaer situation.
»Brint er blevet kaldt den grønne omstillings schweizerkniv, da det kan bruges i mange sektorer. Og det er det nok stadigvaek. Det er måske bare en noget mere specialiseret schweizerkniv end ventet,« siger han.
Capgeminis pointe er, at 2024 og 2025 bliver årene, hvor fårene bliver skilt fra bukkene i branchen, og hvor de mest optimistiske projekter falder fra, mens projekter, som er designet til at levere direkte til industrier inden for eksempelvis produktion af stål eller kunstgødning, vil kunne få forretningen til at haenge sammen, eftersom der ikke er andre alternativer til dekarbonisering, og CO2prisen spiller ind.
»Jeg tror ikke, at brintbranchen står over for et kollaps, men jeg tror, at virkelighedstjekket er meget sundt for industrien. Det tvinger også branchen til at vaere realistisk i sine løfter i stedet for at sige, at man bare kan levere det hele,« siger Florent Andrillon.
Partner i analysehuset Ea Energianalyse Hans Henrik Lindboe har selv udfaerdiget adskillige prisprognoser for grøn brint. Han tror dog fortsat på, at prisen kan komme under 3 euro pr. kilo, men det kommer sandsynligvis blot til at ske senere, end industrien regnede med for få år siden. Beregningerne fra Ea Energianalyse forholder sig dog ikke til 2030, men til 2050.
Det er isaer de europaeiske elektrolyseanlaeg, som er faldet langsommere i pris end ventet, samt en høj strømpris oven på en energikrise, som giver industrien hovedbrud, siger han.
»Der er ingen grund til at vaere bekymret på den lange bane. Grundlaeggende er jeg optimistisk i forhold til prisudviklingen,« siger Hans Henrik Lindboe.
»Men tidslinjen er blevet forskudt. Med udgangspunkt i 2030 er det nu klart, at brint nok kommer til at spille en mindre rolle end ventet, men jeg er ikke tvivl om, at den kommer til at spille en stor rolle i forhold til 2050 og nok skal komme ned i pris. Det viser vores beregninger også.«
Det langsommere tempo i udvikling af grøn brint er ifølge Hans Henrik Lindboe helt forventet, og det viser, at der skal vaere tre ting opfyldt for at have et levedygtigt projekt: adgang til billig strøm, en kunde til brintproduktet og en seriøs teknologileverandør.
»Der har virkelig vaeret meget drømmeri i projektpipelinen. Nogle virksomheder har nok haft tendens til at sende en pressemeddelelse, uden at alle tre naevnte ting var på plads. Det er et vigtigt skridt mod et modent marked, at der gøres op med det,« siger han.
Det muligvis mest fremskredne store brintprojekt i Danmark er schweiziske H2 Energy Europes anlaeg på 1 gigawatt i Esbjerg. Uden at saette tal på siger bestyrelsesmedlem Rasmus Bach Nielsen, at de ikke har abonneret på de meget lave prisprognoser, som blev lavet indtil for nylig.
»Men brintindustriens succes afhaenger heller ikke af det. Vi forventer, at markedet er villig til at betale den pris, som brinten kommer til at koste,« siger han.
For H2 Energy afhaenger en potentiel investeringsbeslutning ikke af den konkrete pris, men af at der kan skabes de rette strukturelle forhold for at kunne deltage i et likvidt marked. Rasmus Bach Nielsen tager derfor branchens skepsis med ophøjet ro.
Sammenligner med skibsbraendstof
Han kommer selv fra shippingindustrien og drager en parallel til skibsbraendstof, hvor anerkendelsen af, at methanol og ammoniak er den eneste vej mod dekarbonisering de seneste år, har fejet enhver skepsis af bordet.
»Hvis du kiggede på spørgeskemaer til shippingindustrien i 2020, 2021, 2022 eller endda 2023, så svarede folk, at de ikke anede, hvad fremtidens braendstof for shippingindustrien var. Men nu taler man ikke om andet end til dels methanol og isaer ammoniak. Så pessimistiske svar er bare et udtryk for, at det er et umodent marked, som udvikler sig med lynets hast,« siger han.
»Vores syn på brintmarkedet er, at det vil vokse signifikant. Det afgørende for os er, at der etableres en brintinfrastruktur, så vi kan lave afsaettelsesaftaler med tysk industri, samt at der åbnes op for havvindpotentialet i de danske farvande, så vi over tid kan få en markant lavere strømpris, og her har Danmark en historisk mulighed for at realisere dette lige nu.«
For der er ting, som Europas regeringer kan gøre for at hjaelpe industrien, skriver Capgemini. Ud over selvfølgelig tilvejebringelse af billig grøn strøm fra vedvarende energiparker er der et konkret håndtag, som politikere kan traekke i, hvis de vil gøre grøn brint til en succes.
»Du er nødt til at skabe en større efterspørgsel, og hvordan gør du det? Det gør du først og fremmest ved at haeve CO2-afgiften og skabe et incitament til at gå over til baeredygtig brint,« siger Florent Andrillon.
Professor Brian Vad Mathiesen peger ligeledes på lovgivningen, hvis der skal saettes skub i brintefterspørgslen. Han peger dog isaer på krav til de sektorer, hvor den grønne brint er nødvendig som løsning. Det kan vaere krav til fly- og skibsbraendstof eksempelvis. Han tror nemlig ikke på, at den grønne brint nogensinde kan blive billigere end den fossile.
»Du vil nemlig ikke kunne lave et regnestykke, hvor de elektrosyntestiske braendstoffer kan konkurrere med noget, du bare kan suge op af undergrunden i Saudi-Arabien. Der er brug for et forbrugstraek fra markedet, som kan skabes ved at stille krav til sektorer,« siger han.