NÅR IDIOTI OVERGÅR LYSTEN TIL AT VINDE
TEKST: FREDERIK PALLE
Nu er Mike Tomlin sjældent en mand med særlig mange hår på hovedet, men hvis han havde et virkelig langt hår, ville han formentlig rive sig godt og grundigt i det hver aften, inden han går i seng.
Alternativt kan han banke sit hoved ind i væggen, og det er formentlig også, hvad han har gjort de seneste måneder. En sæson, der kunne have graveret sig dybt ind i NFL’S rekordbøger, er formentlig forvandlet til en sæson ”ligesom de andre.”
Da Steelers var blevet sendt ud af Divisional Playoff mod de senere Super Bowl-mestre Denver Broncos i januar, begyndte Steelers-fans allerede at glæde sig til at se kvartetten bestående af Ben Roethlisberger, Antonio Brown, Le’veon Bell og Martavis Bryant. Den måske mest skræmmende gruppe i hele NFL.
Men allerede i marts kunne Tomlin så banke hovedet i væggen første gang. Bryant blev suspenderet i hele 2016 for at ryge marihuana. Kvartetten var skåret ned til en trio. Det stoppede dog ikke her.
I juli kom det nemlig frem, at Bell havde misset nogle dopingtests og er derfor i skrivende stund suspenderet i sæsonens fire første kampe. Tomlin kan kun have endt med at have buler i hovedet efter de dumheder.
De to karantæner kommer på det dummeste tidspunkt. Ikke bare for Steelers, men også for dem selv. Bryant har det fysiske potentiale til at blive en af ligaens bedste receivere med sin fart og sin højde. Det kan han meget vel forpurre med en så lang karantæne.
Bells karantæne er godt nok noget mindre, men det kommer lige før en sæson, hvor han formentlig stod til at få en kæmpe kontrakt efter sig fra Steelers. I manges øjne er han ligaens bedste på sin situation, men hans overtrædelse af reglerne kan sætte en stopper for det hele store beløb.
Hvis Tomlin skal se Bells karantæne fra et positivt synspunkt, så er holdet forholdsvis godt dækket ind på positionen med Deangelo Williams og Fitzgerald Toussaint, og de fire mindre kampe kan gøre Bell mere holdbar i slutningen af sæsonen og eventuelt playoff.
Så kan Bell og Tomlin måske sammen banke hovedet ind i Vince Lombarditrofæet.
Se det for jer. Man er på egen bane med publikum i ryggen, man har vendt 0-15 til 16-15 mod ærkerivalerne på et majestætisk comeback. Holdets fans når lige at tænke tanken, hvor dejligt det bliver endelig at få stoppet playoff-sejrstørken, for man kan da ikke smide sejren, når man har bolden på modstandernes banehalvdel med omkring halvandet minut igen?
Man skulle bare tage at spørge Bengals. Deres nederlag sidste år i et kæmpemæssigt skybrud mod Pittsburgh Steelers var så mærkværdigt, at man fristes til at tro på forbandelser. 24 år uden sejr i playoffs blev til 25.
Men det der gør historien mærkværdig på en imponerende facon er jo, at Bengals rent faktisk kommer videre til playoffs. De har været der de seneste fem sæsoner, og det er ikke fordi, pilen peger mod, at de ikke gentager det i år.
Men hvorfor er det så, at Bengals taber år efter år i januar? De første fire år af Andy Daltons karriere lagde man det fulde
ansvar på ham på grund af mildt sagt miserable præstationer, men efter nederlaget til Steelers uden Dalton på grund af skade, lægger man nu mere ansvar på head coach Marvin Lewis.
Folk spørger sig selv, om han er den rette? Der er dog nok utrolig mange hold i NFL, som ville gøre alt for at få fat i en træner, der bare kan få holdet til playoff en enkelt gang. Derfor står Lewis også stadig på sidelinjen i Cincinnati.
Spørgsmålet er så, om han kan tåle et playoff-nederlag mere. Det kan han formentlig alt afhængig af, hvordan sæsonen forløber, da Bengals har et af de mest komplette hold i hele NFL. Det er takket være Marvin Lewis.
Alt andet end playoff vil dog være en kæmpe skuffelse. Spillerne har nået den rette alder, og Dalton viste sidste år, at han spiller sin karrieres bedste spil. Og når først man er i playoff, så kan alt jo ske, siger man jo. I hvert fald for 31 ud af de 32 hold.
Under alle omstændigheder kommer de ikke ud for samme grusomme oplevelse, som de oplevede mod Steelers i playoff i januar.