RUSSELL WILSONS HOLD
TEKST:
“Det her er Russell Wilson-land . Og det her;” siger den amerikanske rapper Macklemore og tager luft ind, mens han nærmest smager på luften: “det er Russell Wilson-luft. Kan du se den fugl?” spørger han og stiller endnu et spørgsmål: “Hvis fugl er det? “Stjerne-quarterbacken fra Seattle Seahawks svarer ’Det er Russell Wilsons fugl.”
Den amerikanske lydproducent Bose skød i efteråret 2015 en reklame med de to Seattle-stjerner Macklemore og Russell Wilson. Den ene er født og opvokset i Seattle, er en Grammy-vindende artist og kæmpe Seahawks-fan. Den anden er opvokset på østkysten i USA og startende quarterback for Seahawks, der draftede ham i 2012.
Men, som det også indikeres i reklamen, er der i virkeligheden kun én stjerne i “the Emerald City”: Russell Wilson.
I en by, der har et godt Mls-hold og et middelmådigt baseball-hold, er der ikke nogen, der når Wilson til sokkeholderne.
Den lille Fran Tarkenton-klon, der kan undvige enhver forsvarsspiller, har taget Seattle med storm, siden han blev draftet i tredje runde som valg nummer 75. Han har ført holdet frem til to Super Bowls, vundet den ene og har med sin personlighed vundet hjerter både på og uden for banen.
Og den kommende sæson bliver endnu mere Russell Wilsons.
Running back Marshawn Lynch er gået på pension, og selv om “The Legion of Boom” stadig styrer Seattles forsvar, er ansvaret for angrebet nu udelukkende på Wilson.
At dømme ud fra sidste sæson er Seattle dog i gode hænder. “Beast Mode” var gennem en skadesplaget sæson og spillede ikke
i sidste halvdel. Wilson viste, at han er klar til mere og var NFL’S varmeste quarterback med 24 touchdown-kast og kun én interception i de sidste syv kampe i den regulære sæson.
Kan Wilson fortsætte udviklingen, og kan han overleve NFL’S måske dårligste offensive linje, er det langt fra utænkeligt, at han fører Seattle frem til tredje Super Bowl på bare fire år.
Og så kan Macklemore jo passende stille spørgsmålet:
“Hvis Lombardi-trofæ er det?”