AN­DREAS KNAP­PE

NFL Magasinet - - AN­DREAS KNAP­PE -

”Hvil­ket er me­get be­lej­ligt, så jeg kan få lov til at se no­get bold,” som han si­ger.

Knap­pe er som of­test ude af hu­set ved ot­te-ti­den, og så an­kom­mer han i træ­nings­cen­tret ved Bo­ston i god tid til træ­ning klok­ken ni. Her træ­ner han sam­men med syv an­dre spil­le­re og tre træ­ne­re til mid­dags­tid, får no­get at spi­se, for der skal en del kal­o­ri­er til at dri­ve de 207 cen­ti­me­ter og 147 ki­lo, og så træ­ner de el­lers igen til klok­ken fi­re-halv fem. Hvis Knap­pe ik­ke får nok træ­ning i lø­bet af da­gen, kan han al­tid spør­ge cen­tret ejer til rå­ds. Han bor nem­lig hjem­me i hans kæl­der i den­ne tid.

Hans sto­re del­mål li­ge nu er NFL’S Scou­ting Com­bi­ne i In­di­a­na­po­lis, den ugelan­ge mu­lig­hed for at vi­se sig frem for he­le liga­ens kor­ps af træ­ne­re, ge­ne­ral ma­na­gers og ta­lentspej­de­re. Det er de hå­be­ful­de rook­i­es’ sto­re mu­lig­hed for at vi­se sig frem, så det er vig­tigt at top­pe i slut­nin­gen af fe­bru­ar og star­ten af marts. Der­for træ­ner An­dreas Knap­pe ude­luk­ken­de de ting, han skal kun­ne, hvis han kom­mer med.

Øvel­ser­ne er me­get spe­ci­fik­ke. Må­ske bru­ger han en hel dag på at træ­ne sit stan­ce, alt­så det ud­gangs­punkt han har in­den snap­pet. Må­ske lø­ber han først 10, så 20, 30 og til sidst 40 yard sprin­ter. Kan man vir­ke­lig træ­ne det en hel dag? Det kor­te svar er ja.

”Der er man­ge små ting i det, hvor man ar­bej­der med tek­nik­ken. Jeg har al­tid selv tænkt: ’Det er jo li­ge me­get. Man skal jo ba­re lø­be, ik­ke?’ Men der er ba­re rig­tig man­ge ting i det, har jeg fun­det ud af,” si­ger han.

Som An­dreas Knap­pe selv på­pe­ger, så er øvel­ser­ne til ti­der så sta­ti­ske, at de snart ik­ke har no­get med foot­ball at gø­re læn­ge­re. De vi­ser, hvor at­le­tisk han er, men ik­ke nød­ven­dig­vis hvor god en linje­mand han er.

Den før­ste bøl­ge af in­vi­ta­tio­ner til Scou­ting Com­bi­ne er al­le­re­de sendt ud, og An­dreas Knap­pe var ik­ke blandt de in­vi­te­re­de. Men der mang­ler sta­dig to bøl­ger, så han hå­ber end­nu. Snart skal han til NFL­PA Col­le­gi­a­te Bowl, som kun er for spil­le­re, der er valg­ba­re i den kom­men­de draft. Her hå­ber han, at han kan vi­se sig så godt frem for de 200 scouts, at han får sin in­vi­ta­tion til Com­bi­ne.

Det er ik­ke al­fa om­e­ga at kom­me med, men det øger hans chan­cer for at bli­ve draf­tet be­trag­te­ligt.

”Det vil­le væ­re helt vildt fedt at få en in­vi­te, det skal jeg slet ik­ke læg­ge skjul på. Det vil­le væ­re så sejt. Men hvis jeg ik­ke får den, er det ik­ke jor­dens un­der­gang. Selv­føl­ge­lig vil det væ­re øv’ern, hvis man ik­ke får den, men om­vendt har jeg så og­så me­re tid til at for­be­re­de mig,” si­ger han.

Uan­set om An­dreas Knap­pe kom­mer med til Com­bi­ne, er han al­le­re­de i en fa­se, hvor han bli­ver må­lt og ve­jet he­le ti­den. Alt, hvad han gør og si­ger, om­reg­nes til et plus el­ler et mi­nus i no­gens bog. Han ved det godt, midtjy­den, og det ska­ber et vist pres på hans hær­de­bre­de skul­dre. Om­vendt bli­ver det kun me­re ud­talt, hvis han får sin drøm op­fyldt, så han kan li­ge så godt væn­ne sig til det.

Nu er han så tæt på, at drøm­men snart ik­ke kun er en drøm læn­ge­re. An­dreas Knap­pe er næ­sten sik­ker på at få chan­cen på den ene el­ler den an­den må­de, om han bli­ver draf­tet el­ler ej. Fem års hårdt ar­bej­de skal til at kul­mi­ne­re. Han er så tæt på sit mål, at han næ­sten kan ræk­ke træ­stam­me-ar­me­ne frem og nå det.

”Det er ik­ke ba­re en drøm me­re, men det har ret me­get re­a­li­tet over sig. Det kan godt væ­re lidt over­væl­den­de, hvis man tæn­ker på det for me­get. Jeg har og­så sagt til min træ­ner, at det be­hø­ver vi ik­ke snak­ke så me­get om. Så jeg tæn­ker ik­ke alt for me­get på det. Men når jeg tæn­ker på det, kan jeg godt mær­ke, at jeg får som­mer­fug­le i ma­ven,” si­ger han.

”Det er spæn­den­de, og jeg kan godt mær­ke, at det er no­get, der rig­tig ri­ver i mig, men det kom­mer sta­dig til at væ­re en kamp hver ene­ste dag.”

I mor­gen star­ten end­nu en dag. End­nu en kamp.

11. MARTS 2017

Det er fem da­ge, si­den NFL Scou­ting Com­bi­ne slut­te­de, men for An­dreas Knap­pe bød ugen ik­ke på me­get an­det end den sæd­van­li­ge træ­ning. Al­le tre bøl­ger af in­vi­ta­tio­ner til den ugelan­ge mu­lig­hed for at vi­se sig frem kom og gik, uden der faldt én af til ham. Det er svært at si­ge, hvor me­get det be­ty­der for hans chan­cer for at bli­ve draf­tet, men én ting er sik­kert. Det har i hvert fald ik­ke gjort dem stør­re.

Det er lør­dag, så for de fle­ste er det en fri­dag, men for dem, der hå­ber på en plads blandt ver­dens bed­ste foot­ball-spil­le­re, er det end­nu en dag på kon­to­ret. Og An­dreas Knap­pe sve­der væ­sent­ligt me­re på sit kon­tor end de fle­ste dan­ske løn­mod­ta­ge­re.

Han prø­ver at la­de væ­re med at svæl­ge for me­get i skuf­fel­sen over ik­ke at væ­re med til Com­bi­ne. Selv­føl­ge­lig er han ked af, at han ik­ke blev in­vi­te­ret, og det vil­le ha­ve væ­ret pis­se­fedt at væ­re der, men An­dreas Knap­pe vil hel­le­re se mu­lig­he­der end be­græns­nin­ger. Han kan jo ik­ke gø­re no­get ved det al­li­ge­vel.

Helt af­skå­ret fra Com­bi­ne var han imid­ler­tid ik­ke, den sto­re dan­sker, for selv om han ik­ke selv var der, var hans agent. Og han brag­te trods alt godt nyt med hjem fra In­di­a­na­po­lis.

”Ud fra det, jeg kun­ne hø­re, vid­ste al­le hol­de­ne godt, hvem jeg er. ’Nå, ham vikin­gen,’ du ved. Så folk hav­de øj­ne og ører åb­ne for mig. Så det var sgu fint at hø­re, sy­nes jeg. Det be­ty­der 100 pro­cent no­get,” si­ger Knap­pe.

Selv hav­de han travlt med træ­ning, men Com­bi­ne er en stor be­gi­ven­hed i USA og selvsagt end­nu me­re i foot­ball-kred­se, så det var svært at und­gå at se, hvor­dan det gik.

”Ens nys­ger­rig­hed til­la­der ik­ke én helt at hol­de sig fra det, men det er ik­ke no­get, jeg har hængt mig alt for me­get i. Jeg sy­nes, det er en far­lig leg, det der med at be­gyn­de at sam­men­lig­ne sig selv med al­le de an­dre he­le ti­den,” si­ger han.

”Det er ik­ke no­get, jeg kan bru­ge til vold­somt me­get. Jeg skal væ­re den bed­ste An­dreas, jeg kan væ­re om 11 da­ge. Me­re kan jeg ik­ke gø­re fra el­ler til.”

Om 11 da­ge af­hol­der Uni­ver­si­ty of Con­necti­cut sin Pro Day, hvor An­dreas Knap­pe og hans hold­kam­me­ra­ter kan vi­se sig frem for de Nfl-hold, der læg­ger vej­en for­bi. Og hel­dig­vis gjor­de fle­re af hans nu tid­li­ge­re hold­kam­me­ra­ter det så godt til Com­bi­ne, at man­ge hold for­ment­lig sen­der de­res scouts. Så får Knap­pe i prin­cip­pet sin egen mi­ni-com­bi­ne, som han si­ger.

Det er alt­så næ­ste sto­re kryds i ka­len­de­ren, så nu går da­ge­ne med det, de er gå­et med he­le for­å­ret: fin­puds­ning. Der er ik­ke no­gen magisk for­mel, det hand­ler om hårdt ar­bej­de, en mas­se gen­ta­gel­ser af de sta­ti­ske øvel­ser, som han skal igen­nem. Tek­nik, eks­plo­si­vi­tet, ud­hol­den­hed.

Han sy­nes sta­dig ik­ke, at øvel­ser­ne er så foot­ball-re­la­te­re­de, at det gør no­get. Selv­føl­ge­lig ta­ger de ud­gangs­punkt i spil­let, me­ner han, men som ud­gangs­punkt er det jo fy­si­ske tests. Li­ge nu fyl­der de dog he­le An­dreas Knap­pes liv, ind­til han om 11 da­ge ik­ke skal bru­ge dem me­re.

”Det er sjovt at tæn­ke på, at ef­ter den 22. skal jeg al­drig la­ve de øvel­ser igen. Jeg skal la­ve en helt an­den ty­pe træ­ning ef­ter­føl­gen­de, så jeg er klar til at spil­le fod­bold igen,” si­ger han.

I den for­stand min­der for­be­re­del­ser­ne til Pro Day om at gå til ek­sa­men: repe­ti­tion og ter­pe­ri af no­get me­get af­græn­set, som han ik­ke skal bru­ge, når vir­ke­lig­he­den be­gyn­der på den an­den si­de. Her er der ba­re ik­ke no­gen mu­lig­hed for at gå til sy­ge­ek­sa­men. Uden Com­bi­ne har han kun den­ne ene chan­ce for at vi­se sig frem. Får han en ska­de, el­ler ram­mer han en dår­lig dag, kom­mer der ik­ke fle­re mu­lig­he­der, som dem, der ek­sem­pel­vis for­søm­te de­res til Com­bi­ne, får til Pro Day.

Det har væ­ret en stil­le pe­ri­o­de for An­dreas Knap­pe de sid­ste par må­ne­der, hvor han ba­re har træ­net, træ­net, træ­net. Ef­ter Pro Day skif­ter hans hver­dag for­ment­lig ka­rak­ter, bli­ver me­re hek­tisk, for så be­gyn­der hol­de­ne at rin­ge. Så me­get ved han. De skal læ­re ham at ken­de, fin­de ud af, hvem han er. Og så får han jo en in­di­ka­tion på, hvem og hvor man­ge der er in­ter­es­se­re­de.

”Det bli­ver helt vildt spæn­den­de, men det er ik­ke no­get, jeg tæn­ker vold­somt me­get på li­ge nu. Det er me­re min Pro Day. Det er det ene­ste, jeg har kon­trol over. Ta­ge mig af min krop, træ­ne så hårdt, som jeg nu kan, og så bli­ver klar til det.”

22. MARTS 2017

Det er nu, An­dreas Knap­pes tu­sind­vis af ti­mer i træ­nings­cen­tret i Bo­ston skal stå sin prø­ve. Der er Pro Day på hans uni­ver­si­tet, som 20 Nfl-hold har valgt at sen­de ta­lentspej­de­re til, her­un­der Su­per Bowl-hol­de­ne New Eng­land Pa­tri­ots og At­lan­ta Falcons.

Al­le­re­de fra mor­genstun­den kan dan­ske­ren for­nem­me, at han er klar. Nog­le gan­ge kan man ba­re mær­ke, når man har én af de der da­ge. Det fø­les fuld­stæn­dig som på en kamp­dag, An­dreas Knap­pe er fuldt fo­ku­se­ret, og al­le­re­de i op­varm­nin­gen fø­ler han sig fly­ven­de.

Den go­de for­nem­mel­se ma­ni­feste­rer sig til Knap­pes per­son­li­ge glæ­de i go­de tal, der vi­ser, at han trods si­ne knap 150 ki­lo er en at­le­tisk spil­ler. Han præ­ste­rer et lodret hop på 30 in­ches (76,2 cen­ti­me­ter), hvil­ket vil­le ha­ve væ­ret fem­te­bed­ste blandt of­fen­si­ve linje­mænd til Com­bi­ne. Hans 2,7 me­ter på læng­despring fra stå­en­de vil­le ha­ve væ­ret 12. bed­ste.

Knap­pe im­po­ne­rer og­så på sin 40 yard-sprint, som han lø­ber på 5,17 se­kun­der. Men desvær­re for The Gre­at Da­ne, som han kal­der sig på In­s­ta­gram, får han en for­stræk­ning i høj­re bag­lår, da han lø­ber sin før­ste 40’er, og må ud­gå. En bit­ter pil­ler at slu­ge for en mand, der el­lers var fly­ven­de.

”Det føl­tes lidt, som om jeg fik no­get kram­pe i mit bag­lår, men så har jeg åben­bart for­struk­ket et el­ler an­det, hvad fan­den det nu end har væ­ret. Det var lidt ær­ger­ligt. Så det var som en rut­sche­ba­ne­tur, kan man vist ro­ligt si­ge,” ly­der det fra Knap­pe om da­gen, der star­te­de så godt og slut­te­de så ær­ger­ligt.

21. APRIL 2017

Det er en un­der­lig tid for An­dreas Knap­pe her seks da­ge før Nfl-draf­tens før­ste dag. Han er holdt op med at træ­ne de fast­lå­ste øvel­ser og ”un­der­li­ge stan­ces, der al­drig kom­mer til at lig­ne foot­ball stan­ces”, og i ste­det træ­ner han hård fy­sisk træ­ning, så han er i form, hvis han fin­der sig et hold om en uges tid.

Det vær­ste er uvis­he­den og utå­l­mo­dig­he­den, for An­dreas Knap­pe ved, at hans liv må­ske er for­an­dret for al­tid, når draf­ten er fær­dig. Han prø­ver at fo­ku­se­re på sin træ­ning, men han har he­le ti­den sin kom­men­de skæb­ne­stund i bag­ho­ve­det. Det gør ham rast­løs, han fø­ler ik­ke, ti­den går hur­tig nok. Prø­ver at få den tid, han ik­ke bru­ger i træ­nings­lo­ka­let, til at gå med at få ho­ve­d­et væk fra foot­ball. Rin­ger til ven­ner og fa­mi­lie i Dan­mark, snak­ker med dem.

Men det er ik­ke kun dem her­hjem­me, han ta­ler i te­le­fon med i den­ne hvil­e­lø­se tid; han ta­ler og­så med Nfl-hold. Man­ge af dem. Mel­lem 15 og 20, an­slår han. Alt fra 49’s til Pa­tri­ots til Ra­vens, Jets, Car­di­nals, Gi­ants, Te­xans, Cow­boys og Falcons.

”Det er fedt, når de rin­ger. Det gør det og­så me­re vir­ke­ligt og gør, at man rent fak­tisk tror på det,” si­ger han.

For selv hvis han ik­ke bli­ver valgt i draf­ten, ved han, at han har en god chan­ce for at bli­ve sam­let op som un­draf­ted free agent. Så me­get har han få­et ud af de man­ge sam­ta­ler med de for­skel­li­ge hold, men hel­ler

ik­ke ret me­get me­re. De er me­get hem­me­lig­heds­ful­de og vil hel­le­re bru­ge ti­den på at læ­re An­dreas Knap­pe at ken­de. Fin­de ud af, hvad de sy­nes om, og hvad de ik­ke sy­nes om ved ham. Hvad for­tæl­lin­gen, som ame­ri­ka­ner­ne godt kan li­de, om An­dreas Knap­pe er.

Han har svært ved at sid­de stil­le i ret lang tid ad gan­gen, for når krop­pen ik­ke er i be­væ­gel­se, er tan­ker­ne, og de kred­ser kun om én ting. Der­for skal der helst ske no­get he­le ti­den, og han skal i hvert fald ik­ke sid­de stil­le. Så er det jo me­get hel­digt, at han har sin træ­ning, men han skal jo og­så re­sti­tu­e­re in­di­mel­lem. På ons­dag, da­gen før draf­tens før­ste dag, kom­mer hans mor til USA og til­brin­ger no­get tid med sin søn. Så går der da lidt tid med det.

An­dreas Knap­pe har sam­me ind­gangs­vin­kel – ”jeg skal la­ve et el­ler an­det” – til draft-da­ge­ne, hvor han i hvert fald ik­ke har tænkt sig at sid­de for­an tv’et og føl­ge det he­le fra før­ste mi­nut. Han ved godt, at han al­li­ge­vel ik­ke bli­ver valgt i før­ste run­de, så tors­dag skal den ba­re ha­ve fuld ham­mer til træ­ning.

Ef­ter utal­li­ge sam­ta­ler med de for­skel­li­ge hold har han en vis for­nem­mel­se af, hvor han be­fin­der sig i hie­rar­ki­et, men den er ik­ke me­get me­re spe­ci­fik end den frem­her­sken­de i me­di­er­ne og blandt ame­ri­kan­ske draft-eks­per­ter.

”Hvad jeg har kun­net hø­re på hol­de­ne, så er det alt ef­ter tred­je run­de. Der kan det væ­re, der er et hold, der bru­ger et draft pi­ck på mig. Det er jo nok en af de se­ne­re da­ge. Det er i hvert fald ik­ke dag ét. For­hå­bent­lig star­ten af dag tre, det vil­le væ­re fedt,” si­ger han.

Det vig­ti­ge er dog ik­ke, hvor­når chan­cen by­der sig. Det er, at den gør det.

”Jeg vil ba­re ger­ne ha­ve en chan­ce på den ene el­ler an­den må­de, det gør mig egent­lig ik­ke så me­get, hvil­ken må­de jeg får den på.”

Så­le­des er 26-åri­ge An­dreas fra Sil­ke­borg klar til at ven­te ved te­le­fo­nen, til han mod­ta­ger et opkald, der kan op­fyl­de hans stør­ste drøm og for­an­dre hans liv for al­tid.

29. APRIL 2017

Den 29. april ple­jer at væ­re en tr­æls dag at våg­ne op til for An­dreas Knap­pe. Det er års­da­gen for hans fars død, så den min­der ham nor­malt kun om den svæ­re tid, da hans far blev ta­get fra ham, net­op som den 20-åri­ge midtjy­de var ved at ta­ge hul på vok­sen­li­vet. Nu vil skæb­nen, at den vær­ste dag i hans liv fal­der sam­me da­to som det, der kan bli­ve den stør­ste, hvis draf­tens tred­je dag for­lø­ber, som han hå­ber.

Det gi­ver he­le op­le­vel­sen et ek­stra lag af fø­lel­ser, som er svæ­re at sæt­te ord på. ”Mær­ke­lig” er det tæt­te­ste, han kom­mer på en be­skri­vel­se.

In­den da­gens vir­var af te­le­fo­nopkald, be­kym­rin­ger og ly­kønsk­nin­ger ta­ger An­dreas Knap­pe sig tid til at skri­ve en lil­le tekst, hvor han sam­ler op på de mod­sa­t­ret­te­de fø­lel­ser, han har. Han ledsa­ger tek­sten med en col­la­ge af tre bil­le­der: på to af dem er han i foot­ball-uni­form, og på det tred­je smi­ler far Ben­no ind i ka­me­ra­et med den helt un­ge, blon­de An­dreas på ar­men.

”Jeg ved, at han har holdt øje med min over­gang til en mand. I dag har jeg mu­lig­he­den for at re­a­li­se­re min stør­ste drøm og bli­ve en del af NFL. Jeg ved, at min far kig­ger ned på mig med stolt­hed, da i dag vil bli­ve en af den stør­ste i mit liv,” skri­ver han.

Det er draf­tens tred­je dag; på de to før­ste ske­te der ik­ke rig­tig no­get for An­dreas Knap­pe. Han træ­ne­de, som han ple­jer, hav­de tv’et kø­ren­de i bag­grun­den, og te­le­fo­nen lå stil­le. Præ­cis som han hav­de for­ud­set.

Til gen­gæld la­ver han næ­sten ik­ke an­det end at ta­le i te­le­fon her på tred­je­da­gen. Den rin­ger he­le ti­den, uden der for al­vor sker no­get. Der er sta­dig en del hold, der har in­ter­es­se i ham, men de skal he­le ti­den ve­je de­res mu­lig­he­der op mod hin­an­den. Hvis nu Knap­pe el­ler en an­den af de­res mål ik­ke har ud­sigt til at bli­ve draf­tet, kan de må­ske ven­te og hen­te ham som free agent.

De skal vi­de, hvad de an­dre hold har sagt til ham, og om han sta­dig har in­ter­es­se for dem. De har he­le ti­den fø­le­re ude for at for­nem­me, hvor de har ham.

Hver gang te­le­fo­nen rin­ger, hå­ber An­dreas Knap­pe, at det er opkaldét. Han ken­der in­gen af num­re­ne, så han ved det ik­ke, før han har løf­tet rø­ret. Så­dan går ti­me­vis med ner­ver­ne uden på tø­jet og te­le­fo­nen til det ene øre. An­dreas Knap­pe kan ik­ke gø­re an­det end at ven­te på det for­lø­sen­de opkald uden at vi­de, om han er købt el­ler solgt.

”Det der med, at man ba­re sid­der og ven­ter, og man prø­ver at få da­gen til at gå med no­get an­det end at sid­de med te­le­fo­nen, men man en­der egent­lig med at snak­ke i te­le­fon halv­de­len af da­gen al­li­ge­vel, det er lidt en spe­ci­el op­le­vel­se,” gri­ner han.

Da fem­te run­de er for­bi, har At­lan­ta Falcons ik­ke fle­re pi­cks til­ba­ge, så de rin­ger til An­dreas Knap­pe og ud­læg­ger tek­sten for ham. Hvis han ik­ke bli­ver valgt i draf­tens sid­ste run­der, vil de ger­ne ha­ve ham. Ef­ter­som Knap­pe ik­ke bli­ver draf­tet, kan han som free agent selv væl­ge sin kom­men­de ar­bejds­gi­ver blandt bej­ler­ne.

Der­med be­gyn­der fø­ler­ne og­så at gå den an­den vej, og Knap­pe og hans agent bru­ger man­ge opkald på at rin­ge frem og til­ba­ge med hin­an­den, Falcons og de an­dre hold, der har vist in­ter­es­se, for at hø­re, hvad de vil.

Til sidst træf­fer de en be­slut­ning, Knap­pe og agen­ten Jo­hn Pa­ce. De væl­ger Falcons, der blot tre må­ne­der for­in­den var et hi­sto­risk New Eng­land Pa­tri­ots-co­me­ba­ck fra at vin­de Su­per Bowl.

”Det er jo ba­re su­per­fedt. Det er en for­løs­ning, man sid­der med. Det, man har ar­bej­det frem mod, er en re­a­li­tet,” si­ger Knap­pe om øje­blik­ket, hvor par­ter­ne fin­der hin­an­den.

”Det er rart at vi­de, at man ik­ke hav­de le­vet i en drøm. At der rent fak­tisk var no­get re­a­li­tet over det.”

An­dreas Knap­pe fejrer suc­ce­sen med no­get god mad med sin mor, in­den ven­ner og træ­nings­kam­me­ra­ter kig­ger for­bi ud på af­te­nen. Fra klok­ken ét til klok­ken seks om nat­ten rin­ger hans te­le­fon igen kon­stant, men nu har han ik­ke så travlt med at ta­ge den. Det er al­li­ge­vel ba­re me­di­er fra Dan­mark, der vil ha­ve fat i ham, men han har ik­ke tænkt sig at la­de sin nat­te­søvn spo­le­re af den grund.

Nat­ten ef­ter draf­ten er et ek­stremt ek­sem­pel, men det si­ger no­get om den dan­ske op­mærk­som­hed, som er ble­vet An­dreas Knap­pe og NFL til del. Han me­ner, at i de fem år, han har bo­et i USA, har han mær­ket in­ter­es­sen for bå­de ham selv og spor­ten ge­ne­relt sti­ge her­hjem­me.

For tre et halvt år si­den bragt first­down.dk et in­ter­view med Knap­pe, hvor de kald­te ham ”den glem­te dan­sker.” For et par må­ne­der si­den var han så på for­si­den af Jyl­lands-po­sten, og om et par må­ne­der får han be­søg af TV3 Sport, som har ret­tig­he­der­ne til NFL i Dan­mark, mens han og At­lan­ta Falcons er på trai­ning camp. Knap­pe me­ner, at det ik­ke læn­ge­re kun er foot­ball-nør­der­ne, der in­ter­es­se­rer sig for ham og hans sport.

”Jeg kan da godt mær­ke, at her det se­ne­ste år-halvan­det er der be­gyndt at væ­re væ­re no­get vir­ke­lig re­el in­ter­es­se. At det ik­ke ba­re har væ­ret dem, der er hardco­re in­den for spor­ten, der har haft rin­get. Det har væ­ret me­get for­skel­li­ge ty­per me­di­er,” si­ger han.

12. JULI 2017

Det er midt på som­me­ren og der­med midt i An­dreas Knap­pes prø­ve­pe­ri­o­de som Nfl-spil­ler. For selv om At­lan­ta Falcons sam­le­de ham op som un­draf­ted free agent i umid­del­bar for­læn­gel­se af draf­ten, er den hel­li­ge gral ik­ke vel­be­va­ret end­nu. Hans drøm kan sta­dig bli­ve flå­et fra ham fra den ene dag til den an­den.

Hol­de­ne fyl­der al­tid trup­per­ne godt op hen over som­me­ren og skæ­rer så ned, in­den de kort før den nye sæ­son skal af­le­ve­re de en­de­li­ge trup­li­ster. Hå­be­ful­de spil­le­re bli­ver cut­tet med jæv­ne mel­lem­rum. For­le­den gik det ud over en af Knap­pes kam­me­ra­ter, som ud af den blå luft fik spar­ket.

Han hav­de ik­ke en­gang træ­net dår­ligt; der var ba­re en an­den po­si­tion, hvor Falcons hav­de pro­ble­mer med ska­der, så de var nødt til at hen­te en ny én ind og der­med skæ­re et an­det sted. Som free agents er Knap­pe og hans kam­me­rat ik­ke ga­ran­te­ret no­gen pen­ge i de­res kon­trak­ter, og der­for ko­ster det hel­ler ik­ke hol­de­ne no­gen straf på At­lan­tas sa­lary cap at cut­te dem.

Spil­ler­ne i pe­ri­fe­ri­en er ik­ke me­get me­re end tal i et reg­ne­ark, og hvis tal­le­ne ik­ke går op, må man jo træk­ke fra, så det pas­ser. Det gik så ud over Knap­pes kam­me­rat.

An­dreas Knap­pe er be­vidst om, at det for­hol­der sig så­dan. Det er ik­ke så­dan li­ge at unds­lip­pe.

”Hvis de ik­ke sy­nes, man gør det, man skal gø­re, så kan man godt bli­ve cut­tet før den en­de­li­ge cut-da­to. Folk bli­ver jo cut­tet he­le ti­den. Og­så nu her. Så der er he­le ti­den den tan­ke i bag­ho­ve­det, at man skal præ­ste­re hver ene­ste dag, for­di el­lers kan det godt væ­re, at man ik­ke har et ar­bej­de i mor­gen. Så det er en sinds­syg bu­si­ness,” gri­ner han gal­gen­hu­mo­ri­stisk.

Han tror nu sta­dig på sig selv, An­dreas Knap­pe. 100 pro­cent. Han tror, at chan­cen for at væ­re med i den en­de­li­ge trup, er god. Hvis han ik­ke tror på sig selv, hvem skul­le så tro på ham, spør­ger han re­to­risk. Ik­ke at han har ret me­get kon­kret at ba­se­re det på, for han be­fin­der sig i det om­rå­de, hvor man ik­ke ved, om man er dyg­tig nok.

Når man be­fin­der sig der, fyl­des man af man­ge for­skel­li­ge ind­tryk og fø­lel­ser, for på den ene si­de ud­le­ver man sin drøm, og på den an­den er det hårdt ar­bej­de. Der er ik­ke no­gen OTAS, der er op­tio­nal for Knap­pe og de an­dre rook­i­es. De har ar­bej­det må­l­ret­tet frem mod de­res chan­ce, nu har de en­de­lig få­et den og op­le­vet den for­løs­ning, som han og­så op­le­ve­de.

”Ja, og to uger se­ne­re sid­der man og er ham­ren­de fru­stre­ret, for­di man ik­ke sy­nes, det he­le ba­re... Man skal læ­re en hel mas­se nye ting. Det har helt klart væ­ret fru­stre­ren­de, men det har og­så væ­ret fedt,” si­ger han om om­vælt­nin­gen.

”Jeg har det per­son­ligt så­dan, at jeg prø­ver at væ­re der, hvor mi­ne fød­der er. Det vil si­ge, at jeg ik­ke tæn­ke så me­get fremad. Jeg prø­ver at væ­re i nu­et, så me­get jeg nu kan. Jeg tror, det er den ene­ste må­de, hvor jeg sta­dig kan bi­be­hol­de mig selv i det.”

En om­vælt­ning er li­ge præ­cis, hvad det er at gå fra stu­de­ren­de til næ­sten-nfl-spil­ler. Det har væ­ret spæn­den­de, men og­så sinds­sygt stres­sen­de, sy­nes han, for han har en helt ny, fle­re hund­re­de si­der lang play­book, han skal vi­se, at han godt kan, og at han for­står spil­sy­ste­met. Ar­bejds­da­ge­ne va­rer of­te 12-14 ti­mer, for­di han træ­ner, går til mø­der og bru­ger ti­me­vis på at ter­pe, ter­pe, ter­pe.

Om­vendt har det og­så væ­ret sjovt og gi­ven­de, An­dreas Knap­pe har lært en mas­se al­le­re­de, og han ny­der at væ­re til­ba­ge på ba­nen – og så end­da blandt nog­le af ver­dens bed­ste.

”De har en fed at­mos­fæ­re om­kring hol­det der­ne­de, så det har ik­ke væ­ret så­dan, at man har tænkt: ’Årh, det gi­der jeg ik­ke.’ Hel­dig­vis,” si­ger han. Ba­re det, at han er der, gi­ver en vis be­kræf­tel­se. ”Nu er det ik­ke ba­re no­get, man rend­te og drøm­te om og træ­ne­de de der øvel­ser for må­ske at få en chan­ce. Nu er den her. Det er me­ga­fedt.”

Der­med er vi til­ba­ge et af ho­ved­te­ma­er­ne for for­tæl­lin­gen om An­dreas Knap­pe. Om at drøm­me stort, for­la­de fa­mi­lie og hjem­land, stå på eg­ne ben og kla­re sig selv i drøm­me­n­es Ame­ri­ka. Man si­ger, at alt godt kom­mer til den, der ven­ter, men i Knap­pes til­fæl­de kun­ne det me­get vel om­skri­ves til, at det go­de kom­mer til den, der ar­bej­der. Det er det hår­de ar­bej­de, der ken­de­teg­ner ham som at­let, hvil­ket he­ad co­ach Dan Qu­inn og­så har lagt vægt på i in­ter­views.

Iføl­ge Knap­pe selv gik han fra 84 ki­lo til de nu­væ­ren­de 147 på seks-syv år. Man kan ba­re sø­ge nog­le gam­le bil­le­der af ham frem og kon­sta­te­re, at han er ik­ke født som det skur, han er i dag. Det har kræ­vet tun­ge væg­te og en vok­sen ap­pe­tit.

Nu er han så der, hvor drøm­men kan be­gyn­de. Klar til me­re hårdt ar­bej­de.

”Det tog no­get tid at gå op for mig, at det var rig­tig nok, det her. Det var ik­ke ba­re no­get, jeg hav­de drømt. Det er lidt en sjov si­tu­a­tion, man sid­der i. Det er svært at sæt­te ord på. Man ved, at man har ta­get det før­ste sto­re skridt mod sin drøm, men man ved og­så, at det næ­ste skridt er li­ge så stort – hvis ik­ke stør­re – for at den går 100 pro­cent i op­fyl­del­se.”

2. SEP­TEM­BER 2017

Den­ne da­to skal de 32 Nfl-hold ind­le­ve­re de en­de­li­ge 53-mand­strup­per for 2017-sæ­so­nen. An­dreas Knap­pe kan bå­de kom­me på trup­li­sten, bli­ve helt fri­gjort og en­de på pra­cti­ce squad.

Ved Nfl-ma­ga­si­nets de­ad­li­ne er det end­nu uvist, hvil­ken skæb­ne hans drøm får.

”DET TOG NO­GET TID AT GÅ OP FOR MIG, AT DET VAR RIG­TIG NOK, DET HER. DET VAR IK­KE BA­RE NO­GET, JEG HAV­DE DRØMT. DET ER LIDT EN SJOV SI­TU­A­TION, MAN SID­DER I. DET ER SVÆRT AT SÆT­TE ORD PÅ. MAN VED, AT MAN HAR TA­GET DET FØR­STE STO­RE SKRIDT MOD SIN DRØM, MEN MAN VED OG­SÅ, AT DET NÆ­STE SKRIDT ER LI­GE SÅ STORT – HVIS IK­KE STØR­RE – FOR AT DEN GÅR 100 PRO­CENT I OP­FYL­DEL­SE.”

207 cen­ti­me­ter og 147 ki­los viking po­wer. FO­TO:RITZAU/JLYN­NE SLAD­KY

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.