DONALD TRUMPS KONFLIKT MED NFL
’O say can you see, by the dawn’s early light, What so proudly we hailed at the twilight’s last gleaming?
Da Francis Scott Key skrev disse linjer under den britisk-amerikanske krig i 1814, forestillede han sig naeppe, at de senere ville blive brugt som tekst til den amerikanske nationalmelodi. Og han kunne slet ikke vide, at landets praesident 200 år senere ville bruge dem som et våben i en kulturkamp med racistiske undertoner mod stenrige football-spillere og som en lakmusprøve på patriotisme.
Men hvordan skulle han også kunne regne dét ud? Hvordan skulle han kunne have forudset, at nationalsymbolerne over dem alle, ’The Star-spangled Banner’, som både nationalmelodien og flaget kaldes, bogstaveligt talt ville ende med at blive til dét, man på engelsk kalder ’a political football’?
Det ville kraeve, at han havde fantasi til at forestille sig Donald Trump. Et løsgående missil, der kan omdanne alt til en politisk varm kartoffel. En praesident så uforudsigelig, at ikke engang hans egen stab ved, hvad han kan finde på.
”Når man har med en mand at gøre, som opfører sig så rendyrket upraesidentielt og bruger sit embede som en platform til som en bølle at angribe private borgere, hvilket han har gjort igen og igen under valgkampen, og siden han blev praesident, risikerer man at havne i ubehagelige meningsudvekslinger og svaere situationer, fordi han er villig til at opføre sig på en måde, som ingen anden praesident har gjort i mine 44 år på planeten og sandsynligvis heller ikke før det,” som den amerikanske journalist Jason La Canfora, der er NFL Insider på CBS Sports, påpeger over for NFL Magasinet.
For havde det ikke vaeret for praesidenten, hvis opstigning til verdens mest magtfulde embede er baseret på et forretningsimperium og et populaert reality-tv-program, ville dét, der for to år siden begyndte som en stille protest mod politivold og raceulighed fra
den nu udstødte San Francisco 49ers-quarterback, Colin Kaepernick, aldrig have eskaleret til et nationalt faenomen.
Havde Trump i stedet vaeret i besiddelse af en impulskontrol, ville over 200 Nfl-spillere ikke have fulgt Colin Kaepernicks eksempel ved at knaele, haeve knytnaeven eller på anden vis protestere under nationalmelodien, mens resten – med få undtagelser – stod arm i arm på sidelinjen sammen med flere af ejerne og dannede faelles front mod praesidenten i et sjaeldent øjebliks samhørighed, som gjorde søndag 24. september 2017 til en skelsaettende dato i NFL’S historie.
Og uden Trump ville NFL i et kluntet forsøg på at laegge låg på konflikten naeppe have vedtaget en ny politik, som gør det til et krav, at alle skal stå op under recitationen af Francis Scott Keys tekst før kampene, men som blot har forvaerret situationen.
”Selv om NFL ønsker, at fokus skal vaere på football, hvad taler vi så om nu?” spørger Jason La Canfora og giver selv svaret:
”Vi taler om, hvordan NFL får rodet sig selv ud af det her.”
Det sidste vender vi tilbage til.
GAMMELT NAG
For at forstå, hvorfor Donald Trump har et horn i siden på NFL, er man først nødt til at kende forhistorien. Det betaendte forhold kan nemlig dateres helt tilbage til 1983. Her kunne Trump have købt Dallas Cowboys, der var til salg for 50 millioner dollar. Men så blev han naerig. Og forfaengelig. I stedet købte han New Jersey Generals, der spillede i den rivaliserende USFL, for seks millioner dollar og udtaenkte en plan, der skulle skabe en smutvej ind i NFL ved at tvinge de to ligaer til en fusion, som ville forgylde holdejerne i USFL, der led under dårlig økonomi.
”Jeg kunne have købt et Nfl-hold, hvis jeg ville, men jeg vil hellere skabe noget fra bunden. Jeg har ondt af den stakkels fyr, der køber Dallas Cowboys, for han kan kun tabe. Hvis han vinder, hvad så? Det har holdet gjort så rigeligt igennem årene. Men hvis han
Spillernes protester under nationalsangen har omdannet NFL til en politisk kampplads, og ejernes kluntede forsøg på at laegge låg på konflikten har blot forvaerret situationen, som alle ellers helst ser løst hurtigst muligt. Alle på naer Donald Trump. Men hvorfor er Trump på korstog, og hvordan får NFL rodet sig ud af problemerne? NFL Magasinet går bagom det, der på dansk kaldes en politisk varm kartoffel, men på engelsk passende er ’a political football’.
taber, vil han blive kendt over hele verden som en taber,” begrundede Donald Trump efterfølgende sin beslutning ifølge Washington Post.
Ansporet af Trump besluttede USFL i 1986 at flytte saesonen fra foråret til efteråret, så den lå i direkte konkurrence med NFL. Det blev fulgt op med et søgsmål mod NFL for at have etableret et monopol på tv-rettighederne og adgangen til stadion i byer med hold i begge ligaer.
USFL fik medhold, men NFL’S advokater lykkedes med at overbevise juryen om, at søgsmålet var et skalkeskjul for en fjendtlig overtagelse, så i stedet for at tilkende USFL en erstatning på flere hundrede millioner dollar, som Trump havde sat naesen op efter, lød kompensationen på én dollar.
Kort efter kollapsede USFL. Trumps drøm om at blive en del af NFL’S rigmandsklub havde lidt et knaek, og i stedet kunne han i 1989 se Jerry Jones gøre, hvad Trump ellers havde frarådet. Oliemanden fra Arkansas købte Cowboys for 140 millioner dollar og førte holdet til tre Super Bowl-sejre. I dag er Cowboys ifølge erhvervsmagasinet Forbes svimlende 4,8 milliarder dollar vaerd.
I 2014 øjnede Trump dog igen sin chance. Ralph Wilsons dødsfald betød, at Buffalo Bills blev sat til salg. Mogulen fra Manhattan meldte sig som mulig køber af klubben i den nordvestlige del af staten New York i konkurrence med investorer fra Toronto, anført af rockstjernen Jon Bon Jovi, og ejerne af Nhl-klubben, Buffalo Sabres, Terry og Kim Pegula. I oktober godkendte NFL enstemmigt Pegula-parrets bud på 1,4 milliarder dollar. Trump havde igen blevet fået en kold skulder af NFL.
”Jeg tror ikke, det vil vaere svaert at spore alt dette tilbage til hans tid som forretningsmand, og hvordan han troede, at hans ejerskab af New Jersey Generals ville vaere en genvej til at komme til at eje et Nfl-hold. Han er altid blevet holdt ude den eksklusive milliardaer-drengeklub, som nogle vil kalde Nfl-ejerne. Og de grinte ad ham, da han forsøgte at købe Buffalo Bills, for han er ikke i naerheden af at vaere lige så rig som Rogers Group fra Toronto eller Pegula-parret, der endte med at eje holdet. Det har han aldrig glemt,” siger Jason La Canfora om Trump, der året efter sit mislykkede forsøg på at købe Bills annoncerede sit kandidatur til praesidentposten og chokerede en hel verden ved først at besejre sine republikanske partifaeller og derefter Hillary Clinton.
”Det er typisk Trump at begynde at puste til ilden. At skabe problemer for dem, som ikke ville have ham med i klubben, hvad enten det foregik tilbage i midten af 80’erne eller så sent som for fem år siden. Han er ikke typen, der glemmer sådan noget. Taler man med folk, der kender ham, eller med ejerne i NFL, peger de på det som drivkraften bag det hele,” pointerer Jason La Canfora.
Det kunne man naesten fornemme, da praesident Trump for knap et år siden indtog talerstolen ved et vaelgermøde i Alabama og taendte op under hele balladen. Haevnens time var kommet.
Whose broad stripes and bright stars through the perilous fight, O’er the ramparts we watched, were so gallantly streaming?
Francis Scott Keys digt er en nøgtern beskrivelse af hans glaede og overraskelse over at se det amerikanske flag vaje over Fort Mchenry om morgenen efter bombardementet af Baltimores havn. På den måde er hans digt ikke saerlig patriotisk. Det indkapsler
ikke Amerikas storhed og indgyder heller ikke en følelse af national stolthed.
Måske er det derfor, teksten er så svaer at huske. Bare spørg Christina Aguilera om det. Og så er melodien så umulig at synge, at det flere gange er blevet brugt som argument for at skrotte ’The Star-spangled Banner’ som nationalhymne. Hvis man er i tvivl, behøver man blot at finde Roseanne Barrs gengivelse af sangen fra 1990, for den var så falsk, at det er tydeligt, hvorfor kritikere hånende haevder, at den må vaere skrevet af ’Francis Off Key’.
Komikerens optraeden blev kaldt ’skammelig’ af den davaerende praesident, men George H.W. Bushs vrede over den respektløse skamfering af nationalmelodien var en mild brise i forhold til den haglbyge, den nuvaerende praesident lod regne ned over Nfl-spillerne, da han trådte op på talerstolen i Alabama og lød som et ekko af sit reality-program, ’The Apprentice’.
”Ville I ikke bare elske at se en Nfl-holdejer sige, når en spiller håner vores flag: ’Få den ’son of a bitch’ vaek fra banen lige nu. Ud! Han er fyret! Han er fyret!’?” harcelerede Donald Trump.
’Håner vores flag.’ Ikke raceulighed, ikke politivold. Nej, at Colin Kaepernick knaelede drejede sig om noget helt andet for Donald Trump, der på Twitter opfordrede til en boykot af NFL og kraevede, at ligaen tvang spillerne til at stå op under nationalmelodien og respektere flaget.
”Donald Trump har en rudimentaer forestilling om USA’S rolle i verden. Han ser flaget som et magtsymbol snarere end som en anledning til at tage en diskussion om at gøre unionen mere perfekt,” lyder forklaringen fra lektor Niels Bjerre-poulsen fra Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.
”Det her er én blandt flere sager, han slår ned på som en pseudo-markering af patriotisme og som et påskud for at sige, at det er at vise manglende respekt for flaget og militaeret at knaele. Colin Kaepernick havde en helt anden dagsorden, men Trump fik det til at handle om ham selv ved at omdefinere det til en manglende patriotisme,” fastslår Niels Bjerre-poulsen.
Med en hel måneds kampe under sloganet ’Salute to Service’, soldater i honnør og kampfly og helikoptere, der flyver hen over stadion under nationalsangen, mens et flag holdes stramt ud på banen, er det paradoksalt at høre NFL blive beskyldt for manglende patriotisme, bemaerker Jason La Canfora fra sit hjem i Baltimore, hvor Francis Scott Key skrev ordene til den sang, der danner rammen om hele balladen:
”At vi nu befinder os i, hvad der dybest er et politisk slagsmål, en kulturkamp, eller hvad man nu skal kalde det, er uden fortilfaelde og praktisk talt det modsatte af, hvad NFL har forsøgt at vaere. Offentligheden har i umindelige tider – i det store hele – anset NFL for at vaere apolitisk, men selvfølgelig meget pro-militaer. Derfor er det lettere ironisk, at man nu er fanget i dette politiske slagsmål, når intentionen i mine øjne var at vaere så pro-amerikansk som muligt og ikke at befinde sig i en knibe som denne.”
SORT-HVIDT VERDENSBILLEDE
Den udvikling har Donald Trump vaeret katalysator for med sit korstog, der har vundet indpas hos cirka halvdelen af befolkningen. Flere meningsmålinger viser, at et snaevert flertal er imod spillernes protester, der samtidig har påvirket folks syn på ligaen negativt. Der er dog også en stor andel, der støtter spillerne. Og fronterne har ikke flyttet sig synderligt det seneste år.
”Vi har nu en situation, hvor landet er så opdelt, at hvis man prøver at berolige eller formilde den ene side af konflikten, ophidser og udstøder man til en vis grad automatisk et andet stort segment,” forklarer Jason La Canfora.
Selv om Colin Kaepernick og de andre, der benytter deres grundlovssikrede ytringsfrihed til at protestere under nationalmelodien, gentagne gange har understreget deres kaerlighed til USA og afgrundsdybe respekt for dem, der har betalt den ultimative pris for det, taler de for døve øren. De er ’dem’. Trump og hans støtter, der står med hånden på hjertet og synger andaegtigt med på nationalhymnen, er ’os’. Så sort og hvidt – bogstaveligt talt – er hans verdensbillede.
”Der er et klart mønster i, hvem Donald Trump fordømmer for at mangle patriotisme. Det er den sorte, højtbetalte elite. Han styrker sin base med hvid identitetspolitik og bestyrker sine kernevaelgere i en offerrolle,” påpeger Niels Bjerre-poulsen.
Og så er vi fremme ved det centrale i konflikten. For mens 70 procent af spillerne er sorte, er 77 procent af Nfl-fansene hvide, ligesom alle ejerne på naer Shahid Khan i Jacksonville er det. Den typiske Nfl-tilhaenger er en midaldrende, hvid mand fra middelklassen, som stemmer på Republikanerne.
Og den hvide mand er vred. Det var denne gruppe vrede, hvide maend fra arbejderklassen og den lavere middelklasse, som ellers notorisk ikke har stemt, der var med til at skubbe Trump forbi Hillary Clinton.
”Trump trodsede formaningerne om, at det ikke kunne lade sig gøre at vinde ved at fokusere på hvide vaelgere. Det er et skrumpende vaelgersegment, og der går ikke mange år, før hvide vaelgere vil vaere et mindretal. Derfor har Republikanerne igennem en årraekke arbejdet på at gøre teltet større for at appellere bredere og fremstå som et mere inkluderende parti. Det har mødt modstand fra højrefløjen i partiet, og det så Donald Trump. Nu føler højrefløjen, at dens ideer vinder genklang i Det Hvide Hus i en grad, de ikke har gjort tidligere,” siger Niels Bjerre-poulsen.
For hver gang Donald Trump råber ’Make America Great Again’, raser mod eliten, fremsaetter indvandrerfjendske udtalelse eller taler nedsaettende om kvinder og sorte, føler denne gruppe hvide vaelgere sig overbeviste om, at de har fundet en mand, der forstår deres vrede. Det har gjort det let for dem at vaelge side i konflikten mellem Trump og NFL.
”Det minder om en personkult. Personlig loyalitet synes at veje tungest for Trump, og han er tilfreds med den loyalitet, han har fra sine kernevaelgere. Han viser ingen interesse i at samle landet, men har snarere cementeret fronterne. Han ser ikke USA som et projekt. Han er ikke nogen forsoner eller maegler, og han har intet incitament til at stoppe konflikten,” siger Niels Bjerre-poulsen.
Det er der dog andre, der har.
And the rockets' red glare, the bombs bursting in air, Gave proof through the night that our flag was still there.
Da Francis Scott Key skrev sit digt, befandt han sig ombord på det britiske skib HMS Minden, hvor hans opgave var at forhandle en fangeudveksling. Men da han havde overhørt officerer diskutere briternes plan for angrebet på Baltimore, blev han tilbageholdt, indtil slaget var slut.
En raekke Nfl-spillere, der var gået sammen under navnet Players’ Coalition, befandt sig også bag fjendens linjer, da de i løbet af sidste år mødtes med nogle af ejerne og den øverste ledelse i NFL. Protesterne havde virket. Ejerne var gået med til at lytte, og selv om praesidenten med sine udtalelser fortsat lavede støj på linjen, formåede både ejere og spillere at lukke den ude.
I november landede parterne så en aftale om en donation på 100 millioner dollar til spillernes maerkesager. Som saesonen skred frem, ebbede protesterne og Trumps tirader ud, og der lod til at vaere lettelse over at kunne fokusere på football igen. Konflikten så ud til at vaere løst.
I NFL’S hovedkvarter følte man så dog ikke så sikker. Frygten for, at protesterne kunne blusse op igen, fik kommissaer Roger Goodell til at undersøge muligheden for at udforme en politik, der kunne laegge låg på konflikten én gang for alle. Fornemmelsen var, at hvis det skulle gøres, skulle det vaere nu.
23. maj i år sprang bomben så. På deres årlige forårsmøde vedtog klubberne en ny politik, der gjorde det strafbart ikke at stå op under nationalmelodien. Overtraedelser ville medføre bøder til klubberne, men NFL lod det vaere op til de 32 hold at afgøre, hvad sanktionerne skulle vaere for spillerne for ikke at overholde de nye regler. New York Jets’ ejer, Christopher Johnson, slog dog fast, at ingen af hans spillere ville blive straffet af klubben for at bruge deres ytringsfrihed til at markere et standpunkt.
Spillerne var rasende, og spillerforeningen NFLPA anlagde straks en voldgiftssag. Ikke alene havde ejerne udformet politikken uden deres medvirken. De var også blevet lovet, at de ville kunne fortsaette med at protestere uden sanktioner, og derfor tolkede de det, som om ejerne havde føjet Trump og de facto blåstemplet hans ’son of a bitch’-bemaerkning.
BOMBET TILBAGE TIL START
Hvis ejerne troede, at de havde daekket alle flankerne af ved at gøre det obligatorisk at stå op og vise respekt for nationalmelodien, som Trump havde kraevet det, men samtidig indføje en kattelem, så de spillere, der ikke ønskede at stå op, kunne blive i omklaedningsrummet, måtte de tro om igen.
”Er det ikke vaerre end ikke at stå op? Det går ikke. Jeg synes faktisk, at det på mange måder er vaerre,” tordnede Trump ved et vaelgermøde i Montana i juli.
Og da det blev laekket til pressen, at ’protester under nationalmelodien’ nu optrådte på Miami Dolphins’ udkast til en liste over forseelser, der var til skade for holdet og kunne medføre fire kampes karantaene, så NFL ingen anden udvej end at stille alle nye initiativer, inklusive mulige sanktioner, i bero og gå i dialog med NFLPA.
Ifølge Jason La Canfora rejser den nye politik da også flere spørgsmål, end den giver svar.
”Hvis et holds politik eller ligaens politik er drakonisk, og hele Seattle Seahawks-forsvaret for eksempel undlader at stå op under nationalmelodien, vil man så virkelig suspendere dem alle sammen? Det er så bizart,” siger Jason La Canfora og giver et andet eksempel:
”Lad os sige, at en Jets-spiller bliver handlet vaek til Dolphins. Han gør, hvad han hele tiden har gjort hos Jets, men pludselig fører de samme handlinger til, at han får fire kampes karantaene. Hvor er rimeligheden i det? Hvor er retfaerdigheden i det?”
Ved indgangen til den nye saeson er konflikten bombet tilbage til start. Og så er vi tilbage ved Jason La Canforas spørgsmål: Hvordan får NFL rodet sig selv ud af det her?
”NFL håber, at alt dette køler ned. At Donald Trump retter sin opmaerksomhed et andet sted hen, men faktum er, at hans kernevaelgere aeder dette råt. Han skal bare holde en tale, sende en meddelelse eller et tweet ud og forsikre dem om, at han er stadig efter dem og ikke vil lade dem slippe af krogen, for at opildne dem og få spillerne og ejerne til at reagere,” siger Jason La Canfora.
Og det vil vaere fristende for Trump at kaste en luns efter kernevaelgerne – isaer med tanke på midtvejsvalget i november. Hvis Demokraterne overtager magten i Repraesentanternes Hus, kan en rigsretssag vaere på vej, og i baggrunden lurer den saerlige anklager Robert Muellers efterforskning af Trumps mulige rolle i Ruslands indblanding i det seneste valg.
”Så mit bud er, at det ikke vil gå vaek, for Trump ved, at valget i november er vigtigt for ham på et niveau, der langt overstiger football og 10 mand, der knaeler på en søndag. Tvaertimod tror jeg, det vil tage til, og jeg tror, han venter og ser, hvad ligaen finder på, og uanset hvad den gør, vil han gå til angreb.”
Det hjaelper heller ikke, at den oplagte løsning ikke ligger lige for, påpeger Jason La Canfora:
”Jeg tror ikke, at nogen ved, hvordan det her vil udvikle sig. Hverken NFL, NFLPA, Pr-folkene, de eksterne konsulenter eller eksper
terne på dette område – ingen af dem – vil kunne sige: ’Bare gør X, Y eller Z, så skal det nok gå’.”
Derfor er det også svaert at spå om, hvem der vil traekke sig ud af konflikten som vindere. Og dog.
”Spillerne fik 100 millioner dollar, så de ser det absolut som en sejr. Nogle vil haevde, at ejerne forsøgte at købe dem, men det er rigtige penge, som man ikke ser de andre ligaer betale, og nu føler de, at de har en plads ved bordet. Oprindeligt fik de at vide: ’Det er sådan, vi kommer til at gøre. Vi ses til september.’ Ejerne er måske allerede blevet malet så meget op i et hjørne, at det bliver svaert for dem at få en sejr ud af dette,” mener Jason La Canfora, men tilføjer så:
”En del af mig synes dog naesten, det er om ikke stor ståhej for ingenting så dog surrealistisk, for selv om det skulle handle om forretningsdelen af football, om at beskytte brandet og om at undgå, at det påvirker bundlinjen og opbakningen til ligaen, tjener ejerne flere penge, end de nogensinde har gjort. Protesterne forhindrede ikke Verizon i at lave en streaming-aftale til to milliarder dollar. Protesterne forhindrede ikke Fox i at betale flere penge for ’Thursday Night Football’ end nogensinde før. Yahoo, Twitter og Facebook bejler stadig til rettighederne til at streame kampe regionalt en eller to gange om året. Der er stadig den potentielle flytning af et hold til London, der lurer ude i fremtiden.”
Og selv om seertallene ganske rigtigt er faldende, er NFL stadig den mest sete liga i USA. Selv seertallene til Pro Bowl og The Combine overstiger seertallene til en slutspilskamp i NBA eller en kamp i World Series.
Jason La Canfora peger også på Green Bay Packers’ årsregnskab, som klubben er tvunget til at offentliggøre, fordi den er et aktieselskab, og salget af Carolina Panthers til hele 2,3 milliarder dollar som beviser for, at ejerne bestemt ikke har nogen grund til at klage:
”Og så har jeg ikke engang naevnt, at sportsvaeddemål igen er tilladt på delstatsniveau, og det er kun et spørgsmål om tid, før man kan gøre det online på sin telefon, uanset hvor man er i det kontinentale USA. Tror du så ikke, at NFL vil saelge sponsorater til Ladbrokes og William Hill? Hvad tror du, de sponsorater vil vaere vaerd? Så, ’Don’t Cry for Me, Argentina’, siger jeg bare.”
Journalister som Jason La Canfora vil fortsat fokusere på, hvor mange spillere der vil fortsaette med at protestere, hvordan politikken kommer til at se ud, hvem der skal implementere den, sanktionerne, ankeprocessen, og hvad Trump kommer til at sige, som kan få nogle af spillerne til at reagere.
Men når Philadelphia Eagles og Atlanta Falcons torsdag 6. september sparker den nye saeson i gang, vil alt det – trods alt – igen traede i baggrunden. Det kan ikke engang Donald Trump lave om på, selv om han prøver ihaerdigt.
For protester forgår, men NFL består. Det samme gør unionen.
For ’The Star-spangled Banner’ vajer stadig over landet for de frie og hjemstedet for de modige, som Francis Scott Key slutter første vers af sit hyldestdigt til forsvaret af Fort Mchenry:
O say does that star-spangled banner yet wave O’er the land of the free and the home of the brave?