LAENGE LEVE KAOSSET
La Liga er mange ting, men den er aldrig kedelig. På naer kampen i toppen af tabellen tegner dette års La Liga til at blive praecis så uforudsigelig, som den plejer at vaere. På godt og på ondt.
En ny saeson står for døren. Verdens bedste fodboldspillere skal igen vise sig frem i verdens bedste liga, der samtidig er (en af) verdens dårligst organiserede turneringer. Men mere om det senere. Lad os begynde med det positive. Kvaliteten. Både på et helt generelt plan hvor flere af de mindre hold spiller besnaerende fodbold med fokus på det tekniske og så selvfølgelig blandt de to helt store i toppen, der igen skal fordele mesterskabet i mellem sig. Praecis som de har gjort det de sidste 13 år med undtagelse af Atléticos sejr i 2014.
Real Madrid og Barcelona er favoritter til titlen. Det kan der naesten ikke vaere to meninger om. Streg bare naesten. Spørgsmålet er i stedet, hvem der er favorit. Real Madrid vandt helt fortjent mesterskabet i sidste saeson, selvom et par Barcelona-baserede aviser forsøgte at argumentere for det modsatte. Dommerhjaelp og sene scoringer var SPORT og Mundo Deportivos argumenter. At Barcelona faktisk hentede flere point end Real Madrid i de sidste fem minutter af kampene igennem saesonen spillede ingen rolle. Hysteriet nåede nye højder, da de to aviser i en koordineret aktion røg på gaden med forsiden ”Forza Celta” forud for Celta Vigos udsatte kamp mod Real Madrid.
Mesterskabet kom i hus grundet Real Madrids enorme bredde, hvor spillere som Marco Asensio, James Rodriguez, Álvaro Morata og Nacho, viste sig langt mere vaerd end Jérémy Mathieu, André Gomes, Denis Suárez og Paco Alcácer. Og så smed Barcelona kostbare point mod hold fra den nederste halvdel, hver gang man fornemmede, at de havde muligheden for at mindske afstanden.
På papiret er Zinedine Zidanes hold mere komplet end Ernesto Valverdes, men det bliver endnu en taet duel mellem de to. Sådan som det plejer.
FILOSOFISKIFTE I TOPPEN
Men selv i en forudsigelig taet topkamp er det nye tider. Transfervinduet er i skrivende stund endnu ikke afsluttet, så der kan kun konkluderes på de handler, der nu har fundet sted. Real Madrid har indtil videre hentet Theo Hernández, og Dani Ceballos, mens Jesús Vallejo, Marcos Llorente og Borja Mayoral er kaldt tilbage fra lån. Alle sammen unge spillere, hvoraf fire af dem var med for Spanien ved U21 slutrunden i Polen. Store talenter, men ingen af dem er stjerner.
Real Madrid er på vej mod nye tider. Galácticos-aeraen er forbi - for nu - og i stedet satses der på unge, spanske talenter. Og selvom Cristiano Ronaldo stadig er stjernen i front, så er Real Madrids succes bundet op på en midtbanetrio med en dygtig bolderobrer og to eminente pasningsspillere.
Det minder på mange måder om den filosofi og spillestil, som gav Barcelona stor succes for et par saesoner siden. En filosofi som flere af klubbens fans mener, at de nu er på vej vaek fra. For en klub der førhen var defineret ud fra sin tiqui-taca spillende midtbane, var det i sidste saeson midtbanen, der var det svageste led. Ivan Rakitic ramte aldrig for alvor formen fra 2015-saesonen, og Andrés Iniesta begyndte mere og mere at ligne Xavi fra hans sidste saeson i Barcelona.
La Masia-kilden er ikke tørlagt for talent, men den producerer ikke spillere til Barcelonas førstehold nu og her, som den gjorde engang. Gerard Deulofeu er købt hjem igen efter et par år hos først Everton og siden Milan, og nu håber de mange cules, at han endelig er moden til at spille en rolle. At han kan vise resten af de unge spillere vejen. Ernesto Valverde er ansat til at skabe succes i klubben, men ikke for en hver pris og meget gerne med klubbens egne talenter som omdrejningspunkt i fremtiden.
DE SØVNDØSIGE OVERRASKELSER
"DET MINDER PÅ MANGE MÅDER OM DEN FILOSOFI OG SPILLESTIL, SOM GAV BARCELONA STOR SUCCES FOR ET PAR SAESONER SIDEN. EN FILOSOFI SOM FLERE AF KLUBBENS FANS MENER, AT DE NU ER PÅ VEJ VAEK FRA"
En ting der, forhåbentlig, også er under forandring er den evindelige diskussion om favorisering af Real Madrid og Barcelona. I hvert fald har det spanske ligaforbund endelig set lyset i mållinjeteknologi. Det aendrer ikke alt, men vi slipper i hvert fald for at diskutere, om bolden var inde eller ej. Og det er en god start. Husk på; Nou Mestalla blev ikke bygget på en dag…
Faktisk bygger de stadig på det sagnomspundne stadion hos Valencia. Klubben havde en ny skuffende saeson sidste år, men har fået den tidligere Villarreal-traener Marcelino ind, og de ligner et godt bud på saesonens store positive overraskelse. Truppen er spaekket med talent og rutine, og svinger alt Valencias vej, kan de måske drømme om Champions League. Formentlig sammen med Atlético Madrid der går en turbulent saeson i møde. Holdet har forladt det legendariske stadion Vicente Calderon og er ramt af en transferkarantaene, der gør dem ude af stand til at registrere
spillere før januar. Men med Simeone gestikulerende på sidelinjen i sit obligatoriske sorte, taetsiddende jakkesaet, skal Atletico nok vaere med i toppen.
Det samme kan vi måske forvente af Espanyol. Klubben, med de kinesiske penge, har forstaerket sig år for år, og det er et af de hold, der er vaerd at laegge maerke til i den kommende saeson. Quique Sanchez Flores har givet holdet den fornødne stabilitet, den har sukket efter i flere år. Omvendt har ledelsen givet deres traener tillid, hvilket ellers ikke er det, det skorter mest på i det spanske.
De fleste der faldt af, da traenerkarrusellen hen mod slutningen af saesonen for alvor fik fart på, var hurtige til at hoppe tilbage på en ny forlystelse. Otte ud af de tyve hold i ligaen har således skiftet traener i løbet af sommeren. Og mon ikke vi kun skal kort ind september, før den første af de tyve er fortid i klubben? Det er den uforudsigelige forudsigelighed, som klaeber sig til La Liga.
DET CHARMERENDE KAOS
Og så er vi tilbage til det med den dårlige organisering af turneringen. Den manglende strukturering der er så horribel, at det bliver komisk for til sidst at blive charmerende.
For i hvilke andre turneringer modtager en mester ikke pokalen, når de rent faktisk bliver mestre? I La Liga må Real Madrid vente til begyndelsen af den nye saeson, før de får sidste saesons trofae overrakt. Fodboldforbundets øverste chef Angel Maria Villa, der for nylig blev anholdt, mistaenkt for at have begået underslaeb med forbundets penge, var på ferie. Uden ham, ingen trofaeoverraskelse. Sådan er det hvert år.
I hvor mange andre lande er det en evig kamp at finde ud af, hvor pokalfinalen skal spilles? I Tyskland spilles den i Berlin, i England på Wembley. I Spanien er det op til de to deltagende klubber at blive enige om en arena, og når de så er blevet enige om det, så har ledelsen hos Real Madrid som regel en god undskyldning for, hvorfor Barcelona ikke skal spille pokalfinale på Bernabéu. I 2015 var det renovering af toiletfaciliteterne, i 2016 var der en Bruce Springsteen koncert, og i 2017 var der så igen konstruktion på Bernabéu. Hvad mon undskyldningen bliver i denne saeson?
Endelig så hjaelper de sene fastsaettelser af kamptidspunkter heller ikke just på håbet om at få flere fans på stadion. For hvem kan med to ugers varsel tage fra det sydlige Sevilla til det nordlige Eibar en søndag aften til kamp klokken 22:00 og møde på arbejde mandag morgen, i et land hvor den offentlige transport lader meget tilbage at ønske? Sådan er det hvert år.
Og sådan bliver det igen i år. Real Madrid og Barcelona kaemper om titlen, men derudover kan alt ske. Vi ved, kvaliteten bliver høj, og vi ved, vi bliver underholdt. Men vi ved endnu ikke, hvem der overtager Tony Adams’ rolle som ligaens komiske indslag? Om vi får det helt store gennembrud fra en af de mange talenter, som det Isco fik for Real Madrid. Eller om en af oprykkerne tager ligaen med storm, som Alavés gjorde det. Det er det uforudsigelige forudsigelse. Kvaliteten og kaosset. Dét er det, som La Liga mestrer bedre end nogen anden europaeisk liga.
Hay Liga!
MEN MED SIMEONE GESTIKULERENDE PÅ SIDELINJEN I SIT OBLIGATORISKE SORTE, TAETSIDDENDE JAKKESAET, SKAL ATLETICO NOK VAERE MED I TOPPEN.