BRØLET FRA BASKERLANDET
Den lille region i det nordlige Spanien fylder ikke meget på landkortet. Ikke geografisk i hvert fald. Men på fodboldbanen er snakken en anden. Sidste år sluttede samtlige fire baskiske hold i den bedte halvdel i en saeson, der samlet set ikke er set bedre siden guldalderen i begyndelsen af 1980’erne.
Det regner 128 dage om året i Bilbao. Den største by i den lille region, der blot udgør 1,4 procent af det spanske landskab. Ingen ved, hvor folkeslaget eller sproget for den sags skyld stammer fra, og så var det her terrorgruppen ETA havde sit udspring. Baskerlandet er berømt og berygtet for mange ting. Ikke mindst for den helt saerlige ånd, der hersker i det nordlige Spanien på graensen til Frankrig. En ånd der også har forplantet sig hos de lokale fodboldhold.
Hvem husker ikke Andoni Goikoetxea? Slagteren fra Bilbao, som han blev kaldt. Det var Goikoetxea, der i 1983 braekkede benet på
Maradona med en horribel tackling. Det var dengang, hvor Real Sociedad og Athletic Club delte mesterskaberne i mellem sig, mens Barcelona og Real Madrid blot kunne se på.
De dage er efterhånden laenge siden, og de kommer formentlig aldrig igen. Dertil har fodboldlandskabet aendret sig for meget, Men sidste saeson var om ikke andet den bedste for regionen siden guldalderen. Real Sociedad og Athletic kvalificerede sig begge til Europa. Eibar lignede laenge et hold, der kunne gøre dem selskab, mens oprykkerne fra Alavés imponerede alt og alle ved at slutte som nummer ni, levere store resultater undervejs og spille sig helt frem til finalen i Copa del Rey. Et vidnesbyrd om, at Baskerlandet er tilbage i toppen af spansk fodbold.
ÅNDEN PÅ SAN MAMÉS
En hver der har vaeret en tur i Baskerlandet kan skrive under på, at baskerne er et stolt folkefaerd. De vaerdsaetter hårdt arbejde, og de forventer, at deres fodboldhold lever op til samme idealer. Ikke mindst hos Athletic. Klubben, der fortsat kun benytter sig af spillere fra de syv omkringliggende regioner, er en af få klubber, der aldrig har vaeret rykket ned. Fansene omtaler holdet som Baskerlandets stolthed, og et besøg på San Mamés bekraefter kun den stolthed, som fansene føler.
”Spil for logoet på trøjen, og folk vil huske navnet på ryggen” er mentaliteten. Og lige nu og her er der masser af navne at tage notits af. Aymerick Laporte, Iñaki Williams, Yeray Álvarez og evighedstalentet Iker Muniain er alle under 25 og langt fra faerdigudviklede. Sammen med mere rutinerede kraefter som Raúl García, Mikel San José og Aritz Arduriz har Athletic et staerkt miks af talent, rutine og lederegenskaber.
Og foran et ofte fyldt San Mamés er de en svaer modstander for samtlige hold. Kun Real Madrid og Barcelona besejrede baskerne foran eget publikum, hvor de hentede hele 43 af deres i alt 63 point. Blot tre point faerre end mestrene fra Madrid hentede på Bernabéu.
Det bliver formentlig en saeson i samme stil, vi kan forvente fra Athletic. Pointene skal hentes på San Mamés, og de skal hentes med vilje og styrke.
”SPIL FOR LOGOET PÅ TRØJEN, OG FOLK VIL HUSKE NAVNET PÅ RYGGEN”
SPRUDLENDE SOCIEDAD
Ikke så langt fra Bilbao finder vi San Sebastián,
eller Donostia som det hedder på baskisk. En by kendt for dens flotte landskab og dens lokale spise. På mange punkter en mere moderne by end Bilbao, hvilket også smitter af på fodboldholdet Real Sociedad. Her er der intet krav om, at spillerne skal vaere af baskisk oprindelse, hvorfor den klassiske baskiske hårdhed på banen heller ikke på samme måde praeger holdets spillestil. Godt nok er Anoeta et fort, som eksempelvis Barcelona ikke havde vundet på i ti år, inden det endelig lykkedes dem at bryde forbandelsen i år, men spillestilen er mere eksotisk.
Under Eusébio har holdet udviklet sig til at vaere et af de mest underholdende i La Liga. Asier Illarramendi viste gennem hele saesonen, hvorfor han i sin tid var Real Madrid-spiller. Iñigo Martínez styrede forsvaret med hård hånd, og i front gjorde trioen bestående af Willian José, Carlos Vela og Mikel Oyarzabal det svaert for de fleste forsvarer. Saerligt sidstnaevnte, der allerede for et år siden fik sin landsholdsdebut, er der store forventninger til i klubben.
I flere år var økonomien, som i så mange andre spanske klubber, elendig i Real Sociedad. Der skal stadig handles med omtanke, men der er råd til at holde på profilerne og traekke nye spillere til.
Afgangen af Yuri Berchiche er et hårdt slag, men ved at hente Diego Llorente i Real Madrid og Adnan Januzaj i Manchester United har de vist, at både pengene og ambitionerne raekker til igen at blande sig i toppen.
SUCCES FOR LÅNT KONFETTI
Mellem de to fodboldmaessige flagskibe finder vi de sidste to repraesentanter fra Baskerlandet. Alavés og Eibar. Alavés fra den flotte hovedstad Vitoria-gasteiz, mens Eibar er den søvnige by, du naermest kører henover på straekningen mellem Bilbao og San Sebastián.
Begge succeser i sidste saesons La Liga, men på vidt forskellig vis. Alavés er fortaellingen om klubben, der havde sin storhedstid i begyndelsen af det nye årtusinde, da de spillede sig frem til finalen i UEFA Cuppen, hvor de tabte med 5-4 til Liverpool i en af de bedste europaeiske finaler nogensinde. Kort tid efter var eventyret slut. Alavés rykkede ud af La Liga i 2003, og for seks år siden var de taet på at gå konkurs.
Da Mauricio Pellegrino, der nu er i Southampton, overtog holdet sidste saeson, var det med en forventning om, at de ville rykke ned igen. Men Alavés bed fra sig med sejr på Camp Nou og uafgjort på Vicente Calderón, og så spillede de sig helt frem til finalen i Copa del Rey. Den svaere saeson to venter nu forude med ny traener ved roret i skikkelse af Luis Zubeldía, men klubben har allerede forstaerket sig fornuftigt, hvor specielt købene af Burgui og Enzo Zidane fra Real Madrid skal blive spaendende at følge.
I den lille by Eibar har de aldrig vaeret i naerheden af finaler. Pengene er så små, at de ved oprykningen for tre år siden kontaktede Barcelona for at få deres overskudslager af konfetti. Man skulle jo nødig få fine fornemmelser, blot fordi klubben for første gang nogensinde rykkede op i La Liga. Konfettien var nogenlunde samme farve, og catalanerne skulle alligevel ikke bruge det, da Atletico vandt ligaen det år.
Det er på den baggrund, at Eibars succes skal vurderes. En klub med et naesten ikke-eksisterende transferbudget og et stadion med plads til 6285 tilskuere, der i øvrigt sjaeldent er udsolgt, burde ikke kun spille i La Liga. Og slet ikke for fjerde saeson i traek. Men det skal Eibar. Og det vel efterhånden overraske, hvis ikke de igen redder sig en sikker midterplacering under kyndig ledelse af José Luis Mendilibar.
Eibar er på mange måder skoleeksemplet på, hvor langt hårdt arbejde raekker. De er indbegrebet af den ånd, der eksisterer i Baskerlandet. Den lille region, med kun 4,9 procent af den samlede befolkning i Spanien, stod for fire hold i den bedste halvdel i sidste saeson. Deres praestationer i La Liga har skabt genlyd Europa over, og de fire klubber er klar til igen at brøle løs for Baskerlandet.