AT HOLDE MED EN UNDERDOG

MEN IK­KE NÅR UNITED GØR

Premier League Magasinet - - Contents - Tekst: An­ders De­hn

De fle­ste men­ne­sker hep­per på den lil­le, når den­ne står over for over­mag­ten. Men hvor­for blev he­le fod­bold­ver­de­nen plud­se­lig Lei­ce­ster-fans i 2015/2016, og hvad si­ger det om os og den ver­den, vi le­ver i?

Jo­hn Mal­ko­vich er ik­ke im­po­ne­ret. Han brok­ker sig bå­de til sin agent og in­struk­tø­ren over den re­k­la­me­film, han skal med­vir­ke i. Spro­get er for svulstigt, forta­el­lin­gen alt for kom­pli­ce­ret, og det til­ste­de­va­e­ren­de sym­fo­ni­o­r­ke­ster er alt for me­get, me­ner sku­e­spil­le­ren. For det, der er på spil, er så sim­pelt og grund­la­eg­gen­de, som det kan va­e­re.

OG SÅ RUL­LER HAN SIG EL­LERS UD.

For kam­pen om en plads i Su­per Bowl er som David mod Go­li­at. Okay, det var må­ske lidt for me­get, er­ken­der Mal­ko­vich, men så al­li­ge­vel ik­ke. Sym­fo­ni­o­r­ke­ste­ret be­gyn­der at spil­le dra­ma­tisk mu­sik, mens Mal­ko­vich ud­dy­ber. Det er, si­ger han, hi­sto­ri­en om den ma­eg­ti­ge gi­gant mod den lil­le underdog, den over­va­el­den­de fa­vo­rit mod the long shot med ab­so­lut in­gen chan­ce. Re­k­la­me­fil­men, som er bå­de sjov og gå­se­huds frem­kal­den­de på den ame­ri­kan­ske må­de, blev la­vet til det, man kan kal­de se­mi­fi­na­len i NFL, men den er li­ge så ak­tu­el, når den nye sa­e­son i en­gelsk fod­bold be­gyn­der. Hver sa­e­son gi­ver os nye un­der­dogs at føl­ge i de to po­kal­tur­ne­rin­ger, og selv i Pre­mi­er Le­ague, hvor al­le klub­ber er mil­li­ard fo­re­ta­gen­der, er d eren ver­den til for­skel på stor og lil­le. Det er kun tre år si­den, Lei­ce­ster Ci­ty vandt mester­ska­bet mod na­e­sten al­le od­ds. Man kun­ne spil­le på hol­det som me­stre til od­ds 5000 før sa­e­so­nen. Det føl­tes, som om en hel fod­bold­ver­den jub­le­de med The Foxes, der be­stod af et sam­men­rend af spil­le­re, der ik­ke hav­de kla­ret ska­e­re­ne i stør­re klub­ber, el­ler i ae­r­ke-un­der­dog­gen Jamie Var­dys til­fa­el­de hav­de spil­let Non­le­ague-fod­bold få år for­in­den. Lei­ce­ster Ci­ty er langt fra no­get ene­stå­en­de ek­sem­pel. Ta­enk ba­re på Island ved EM 2016 el­ler Hobro IK, der i 2013, hundredåret for klub­bens stiftelse, spil­le­de sig i Superligaen med et hold af fyraftensproffer. Det er et gen­nem­gå­en­de tra­ek for os men­ne­sker, at vi har et godt øje til opkom­lin­gen mod over­mag­ten. En ame­ri­kansk un­der­sø­gel­se vi­ste ek­sem­pel­vis, at 81 pro­cent af de ads­purg­te, der blev pra­e­sen­te­ret for to fik­ti­ve hold, en fa­vo­rit og en underdog, holdt med det un­der­tip­pe­de mand­skab. I en an­den un­der­sø­gel­se blev del­ta­ger­ne pra­e­sen­te­ret for to ba­sket­bal­l­hold, og de­res sym­pa­ti skif­te­de ek­sem­pel­vis ef­ter, hvil­ket hold der blev an­gi­vet som det mest vel­ha­ven­de. I 70 pro­cent af til­fa­el­de­ne lå del­ta-

ger­nes sym­pa­ti hos hol­det med det mind­ste løn­bud­get. I Dan­mark hol­der vi så me­get af forta­el­lin­gen om den un­der­tip­pe­de, at vi over­dri­ver vo­res bed­ste underdog-hi­sto­rie, uden vi be­hø­ver det. Em-vin­der­ne fra 1992 er i ef­ter­ti­den ble­vet frem­stil­let som en flok fe­ri­e­ram­te spil­le­re, der an­kom til slut­run­den ude af form og med en Mar­ga­ri­ta i den ene hånd. Det blev ik­ke hjul­pet af Flemming Povls­ens be­røm­te ord om, at spil­ler­ne var klar til at spil­le 90 mi­nut­ter: 30 mod Eng­land, 30 mod Sve­ri­ge og 30 mod Frank­rig. Som Mar­tin Davidsen og Se­ba­sti­an Stan­bury slår fast i de­res bog om EM ’92, Drøm­meland: ”Den­ne ud­la­eg­ning er kun ble­vet styr­ket af dan­sker­nes ge­ne­rel­le for­ka­er­lig­hed for hi­sto­ri­er om de små, der ban­ker de sto­re.” Sam­me for­fat­te­re kon­klu­de­rer dog med ud­gangs­punkt i an­grebs­k­nok­le­ren Povls­en: ”Pro­ble­met er, at den­ne ud­la­eg­ning lig­ger langt fra sand­he­den, og Flemming Povls­en var den, der bedst mod­be­vi­ste sin egen hu­mo­ri­sti­ske på­stand om mang­len­de kamp­form.”

EN RETFAERDIG VER­DEN

Jo­hn Mal­ko­vich har ret, når han i re­k­la­men si­ger, at hi­sto­ri­en om David og Go­li­at er en af de ae­ld­ste hi­sto­ri­er, vi har. David er den ori­gi­na­le underdog, og 3000 år se­ne­re er hans kamp mod Go­li­at ble­vet så in­te­gre­ret i vo­res kul­tu­rel­le be­vidst­hed, at den er ble­vet en del af vo­res sprog som sy­no­nym med kam­pen mod over­mag­ten. Men bort­set fra at forta­el­lin­gen bog­sta­ve­lig talt er old­gam­mel, hvor­for har den så så stor ap­pel for os? Hvor­for kan det fak­tum, at Lei­cesters me­stre char­me­re­de en hel fod­bold­ver­den, for­kla­res med, at det var over­ra­sken­de? Det er der iføl­ge før­na­evn­te forsk­ning mindst tre te­o­ri­er om. 1. Det styr­ker vo­res fø­lel­se af ret­fa­er­dig­hed. Vi un­der dem, der ik­ke har få­et suc­ces, at få det, og no­get ty­der på, at vi sy­nes, at den un­der­tip­pe­de fortje­ner suc­ce­sen me­re. ”Det får ver­den til at frem­stå retfaerdig. Hvis den sta­er­ke­ste vin­der al­le slag, er der in­tet håb for os an­dre. Hvis de sam­me men­ne­sker, som har al mag­ten og al­le pen­ge­ne og al au­to­ri­te­ten, og­så vin­der al­le dy­ster, hvad er så po­in­ten for os an­dre? Så underdog-forta­el­lin­gen gi­ver al­le os, som ik­ke er på top­pen, håb,” si­ger Malcolm Gladwell, der har skre­vet bo­gen David and Go­li­ath: Un­der­dogs, Mis­fits and the Art of Batt­ling Gi­ants, i et in­ter­view i for­bin­del­se med sin TED talk om em­net. Når de kan over­kom­me mod­gang, kan vi og­så. 2. Skuf­fel­sen er min­dre, og for­nø­jel­sen er stør­re. Un­der­sø­gel­ser vi­ser, at over­ra­sken­de sej­re ska­ber me­re gla­e­de end for­ven­te­de sej­re, og for­ven­te­de ne­der­lag ska­ber min­dre smer­te end de over­ra­sken­de af slagsen. Når vi hol­der med un­der­dog­gen, har vi sim­pelt­hen min­dre at ta­be og me­re at vin­de. 3. Vi er ska­de­fro. Det­te er det mod­sat­te af 1’eren, som ta­ger ud­gangs­punkt i un­der­dog­gens suc­ces, mens det­te hand­ler om fa­vo­rit­tens fi­a­sko. Te­o­ri­en er om­stridt, da no­gen forsk­ning un­der­støt­ter den, og an­den forsk­ning mod­si­ger den. Den har dog et vist lo­gisk ele­ment: Vi bli­ver tra­et­te af at se FC Kø­ben­havn, Bay­ern Mün­chen og Man­che­ster Uni­ted vin­de, så vi hå­ber, nog­le an­dre over­ra­sker og ta­ger mester­ska­bet. Der har i åre­vis ek­si­ste­ret et fa­eno­men i Eng­land, der for­kor­tes ABU, Any­o­ne But Uni­ted, hvor dem, der abon­ne­rer på op­fat­tel­sen, hep­per på det hold, som Man­che­ster-klub­ben til en­hver tid mø­der.

UNDERDOGGENE PÅ MAYFLOWER

Forsk­nin­gen stam­mer fra USA, og den ame­ri­kan­ske vel­vil­je over for den un­der­tip­pe­de ty­der på, at det ik­ke ba­re er et symp­tom fra jan­te­lovslan­det Dan­mark, at vi fo­rel­sker os i Lei­ce­ster, fe­ri­ed­ren­ge­ne fra 1992, Island og Hobro. For selv om ame­ri­kansk og dansk kul­tur lig­ner hin­an­den re­la­tivt me­get, er der ik­ke me­gen jan­te­lov på den an­den si­de af At­lan­ten. I USA må man ger­ne va­e­re no­get; det er det, sel­ve den ame­ri­kan­ske drøm hand­ler om. At bli­ve til no­get. Men som Fre­de­rik Stjer­n­felt, der er pro­fes­sor i vi­den­sk­ab­ste­o­ri, idéhi­sto­rie og se­mio­tik ved Aal­borg Uni­ver­si­tet, på­pe­ger, er selv den ame­ri­kan­ske drøm og­så en underdog-forta­el­ling. ”The Ame­ri­can Dream, for fan­den. Du star­ter som sko­pud­ser, du star­ter som en lil­le lort, og ved sejt ar­bej­de og go­de idéer ar­bej­der du dig op, og til sidst er du Do­nald Trump el­ler Jo­akim von And,” si­ger han. Den men­ta­li­tet kan man spo­re helt til­ba­ge til de før­ste eu­ro­pa­ei­ske ny­byg­ge­re, der ko­lo­ni­se­re­de den nye ver­den. ”USA er vendt mod det eu­ro­pa­ei­ske sam­fund med

TA­ENK BA­RE PÅ ISLAND VED EM 2016 EL­LER HOBRO IK, DER I 2013, HUNDREDÅRET FOR KLUB­BENS STIFTELSE, SPIL­LE­DE SIG I SUPERLIGAEN MED ET HOLD AF FYRAFTENSPROFFER.

adel og kon­ge­hus og gam­le pen­ge. Det er jo folk, der bli­ver født med en sølv­ske i mun­den og ik­ke be­hø­ver gø­re en skid. Man ar­ver det he­le, for­di man er søn af en gre­ve, og man be­hø­ver ik­ke gø­re no­get for at op­nå det. Det er an­ti-underdog,” si­ger Stjer­n­felt. ”Ny­byg­ger­ne var jo ty­pisk fat­ti­ge el­ler den tred­je søn i en flok, der ik­ke fik en arv, el­ler som man si­ger: de små pro­te­stan­ti­ske sek­ter i Eng­land, der måt­te skri­de, for­di de blev for­fulgt af kir­ken. Det var net­op un­der­dogs, der sad på Mayflower og tog der­over. Så det lig­ger dybt i den ame­ri­kan­ske kul­tur, alt det der.”

GUCCI-HEL­LE OG HYG­GE-LARS

Hi­sto­ri­en om hyr­de­d­ren­gen David og hans slan­gebøs­se, der fa­el­de­de ka­em­pen Go­li­at i Te­re­bin­te­da­len syd­vest for Jerus­a­lem, har få­et størst be­tyd­ning i den krist­ne tro, men op­tra­e­der bå­de i jø­de­dom­men og is­lam. I det he­le ta­get er hi­sto­ri­en fuld af men­ne­sker, som har for­met den mo­der­ne ver­den, selv om de var out­si­de­re. So­kra­tes, den gra­e­ske fi­lo­sof, der er en af ti­der­nes mest ind­fly­del­ses­ri­ge ta­en­ke­re, blev dømt til dø­den af si­ne sam­ti­di­ge. Pro­fe­ten Muham­med var en fat­tig hyr­de, der blev fora­el­d­re­løs som seksår­ig, og hvis for­kyn­del­se af si­ne åben­ba­rin­ger gjor­de ham så upo­pu­la­er i hjem­by­en Mek­ka, at han emi­gre­re­de til Me­di­na. Jesus Kristus blev født i en stald, stod i spid­sen for et re­li­gi­øst min­dre­tal, der var på kant med myn­dig­he­der­ne, og dø­de på kor­set si­de om si­de med ge­me­ne kri­mi­nel­le. Han var tøm­re­ren, der bød da­ti­dens ma­eg­tig­ste im­pe­ri­um, det ro­mer­ske, trods. Der­for over­ra­sker det må­ske ik­ke, at det langt fra kun ga­el­der i sport, at men­ne­sker har en ten­dens til at fa­vo­ri­se­re den lil­le. En un­der­sø­gel­se i for­bin­del­se med det ame­ri­kan­ske pra­esi­dentvalg i 1980 vi­ste ek­sem­pel­vis, at del­ta­ger­ne fa­vo­ri­se­re­de Ro­nald Re­a­gan, når de fik at vi­de, at Jim­my Car­ter før­te i me­nings­må­lin­ger­ne. Og om­vendt. Som New York Ti­mes på­pe­ger, spil­ler for­ret­nings­ver­de­nens sva­er­va­eg­te­re på sam­me me­lo­di. ”Mar­ke­tings­folk ved, at den un­der­dog­sta­tus har en men­ne­ske­lig­gø­ren­de ef­fekt. Ta­enk på bud­ska­bet fra Hewlett-pa­ck­ard, Ap­ple el­ler Ben & Jer­ry’s: Hey, vi er ik­ke et el­ler an­det mul­ti­na­tio­nalt sel­skab. Vi er ba­re et par fy­re, som kom på en god idé i ga­ra­gen.” Ik­ke kun ame­ri­kan­ske magt­men­ne­sker dyr­ker idéen om de­res yd­my­ge rød­der. Tag ba­re Dan­marks to se­ne­ste stats­mi­ni­stre. Lars Løk­ke Ras­mus­sen har med en­ten held el­ler dyg­tig­hed op­byg­get et ima­ge som en jovi­al, lun og helt al­min­de­lig mand, som man godt gad de­le et par fa­døl med, mens Hel­le Thor­ning-sch­midt hel­le­re vil va­e­re Hel­le fra Is­høj end Gucci-hel­le.

DEN NØG­NE LOGIK

Jo­hn Mal­ko­vich er ved at va­e­re varm nu. Det sam­me er sym­fo­ni­o­r­ke­ste­ret. Stry­ge­re, vi­o­li­ner, trom­mer og trom­pe­ter byg­ger lang­somt stem­nin­gen op, mens Mal­ko­vich ud­la­eg­ger tek­sten for in­struk­tø­ren og hans as­si­stent, der ser må­l­lø­se til med me­re og me­re åb­ne mun­de. ”What do­es foot­ball teach us?” spør­ger sku­e­spil­le­ren. Ik­ke, om sport kan la­e­re os no­get, men hvad. Om os selv og den ver­den, vi le­ver i. Sport som fod­bold, bå­de den eu­ro­pa­ei­ske og den ame­ri­kan­ske af slagsen, kan ek­sem­pel­vis blot­la­eg­ge tra­ek i men­ne­skets na­tur, for ek­sem­pel at vi har det med at hol­de med den lil­le. Og for­di sport ty­pisk er min­dre kom­pli­ce­ret end vir­ke­lig­he­den og fo­re­går ef­ter nog­le fast de­fi­ne­re­de ram­mer, står po­in­ter­ne end­nu kla­re­re. ”Jeg tror jeg da be­stemt, sport kan la­e­re os no­get om vo­res moral. Så kan vi se nog­le af de der lo­gik­ker i re­ne­re form, for­di det er løs­re­vet fra den al­min­de­li­ge ver­den,” si­ger Fre­de­rik Stjer­n­felt. ”Det har enor­me kon­se­kven­ser, hvil­ket par­ti der vin­der et valg, for­di lov­giv­nin­gen bli­ver an­der­le­des, og sam­fun­det aen­drer sig. Men i en vis for­stand aen­drer det ik­ke sam­fun­det, hvem der vin­der i fod­bold. Og net­op for­di det ik­ke gør det, kan man se de der lo­gik­ker i ren form, for­di de er helt løs­re­vet fra nyt­te­hen­syn, som el­lers al­tid spil­ler ind. Li­ge så snart man er uden for spor­ten, er der al­tid nyt­te og sam­funds­ge­vinst, som man in­ter­es­se­rer sig for. Det er va­ek her. Der­for kan man se den der underdog-fa­vo­rit-logik helt nø­gen.” Det kig kan fø­re helt ind i sam­fun­dets dy­be­ste funk­tio­ner, ar­gu­men­te­rer pro­fes­soren for. Vo­res sam­fund, i hvert fald i den ve­st­li­ge ver­den, er for de fle­stes ved­kom­men­de byg­get på kon­stant frem­drift, og den slags sker kun, hvis den stå­en­de or­den ud­for­dres. Det gør un­der­dog­gen. ”På en må­de tror jeg, det er den grund­forta­el­ling, vi abon­ne­rer på, når vi og­så i sport hol­der med un­der­dog­gen,” si­ger Fre­de­rik Stjer­n­felt. ”Der er ik­ke rig­tig no­gen nyhed i, at den etab­le­re­de in­sti­tu­tion af­vi­ser et an­greb. Det kan man ik­ke fø­le den sam­me ret­fa­er­di­ge til­freds­stil­lel­se ved. Men når un­der­dog­gen vin­der, er det er en over­gang fra uret­fa­er­dig­hed til ret­fa­er­dig­hed. Det er en dra­ma­tisk over­gang. Den over­gang er jo til­tra­ek­ken­de. El­lers er der ba­re en sta­tus quo. La­e­ge­vi­den­ska­ben hav­de ret, og det har den sta­dig­va­ek.”

MAN HAR AL­TID EN CHAN­CE

Dis­kus­sio­nen om un­der­dogs pe­ger des­u­den di­rek­te ind i en af ti­dens sto­re, un­der­lig­gen­de te­ma­er i fod­bol­dens ver­den. Idéen om en eu­ro­pa­ei­sk su­per­liga, hvor­til kun de stør­ste og ri­ge­ste klub­ber bli­ver in­vi­te­ret, og alt­så ik­ke kva­li­fi­ce­rer sig på sport­s­li­ge me­rit­ter, luf­tes ja­evn­ligt. Den er en af stor­klub­ber­nes pres­sions­mid­ler, når de skal ha­ve UE­FA til at gø­re Cham­pions Le­ague til en end­nu me­re luk­ket fest. Hvil­ket de har haft et vist held med. Frem­over er de sto­re lan­de sik­ret fi­re hold i den fi­ne­ste af al­le klub­tur­ne­rin­ger, der i

YOU ALWAYS HA­VE A CHAN­CE

for­vej­en ska­el­des ud for at va­e­re for for­ud­si­ge­lig. Det er de sam­me hold, der mø­des i kvart­fi­na­ler, se­mi­fi­na­ler og fi­na­ler år ef­ter år, an­fø­rer kri­ti­ker­ne. Stor­klub­ber­nes jagt på at gø­re in­ter­na­tio­nal klub­fod­bold stør­re, vil­de­re og me­re ind­brin­gen­de kan i sid­ste en­de kom­me til at ko­ste dem dyrt. For for­ud­si­ge­lig fod­bold er sva­er at sa­el­ge, me­ner sports­ø­ko­nom Ken­neth Cort­sen fra Aar­hus Uni­ver­si­tet. Han bru­ger Lei­cesters en­gel­ske mester­skab som ek­sem­pel. ”Den slags underdog-hi­sto­ri­er er ek­stremt vig­ti­ge for at ska­be hy­pe, for­di fod­bold–og sport som så­dan–i høj grad hand­ler om kon­tra­ster,” har han sagt til me­di­et Zet­land. Kon­tra­ster­ne mel­lem de se­ne­ste sa­e­so­ners en­gel­ske me­stre kun­ne na­e­sten ik­ke va­e­re stør­re. Lei­ce­ster, der net­op hav­de over­le­vet med nød og na­ep­pe, mod Chel­sea og Man­che­ster Ci­ty, to af ver­dens ri­ge­ste fod­bold­klub­ber med to af ver­dens mest be­røm­te ma­na­ge­re. De­ri lig­ger der må­ske og­så en la­er­dom. Som Jo­hn Mal­ko­vich sva­rer på sit eget spørgs­mål om, hvad foot­ball kan la­e­re os: ”You always ha­ve a chan­ce.” Det kan vi godt li­de at bli­ve min­det om.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.