ER SOLSKJAER DEN RETTE FOR UNITED?
OLE GUNNAR SOLSKJAER orienterer sig åbenlyst efter sin tidligere traener, klublegenden sir Alex Ferguson, men er det, der var sandt i går, også sandt i dag?
Ingen lagde maerke til det, men den 30. juni var en stor dag for Manchester United. Mens spillerne loggede af Instagram, inden de skulle møde ind på traeningskomplekset Carrington et par dage efter, udløb klubbens kontrakt med David Moyes, den blege skotte, der for seks år siden fik til opgave at føre de davaerende engelske mestre ind i tiden efter sir Alex Ferguson, men som allerede syv måneder inde i sin første saeson måtte give fortabt med Manchester United hjaelpeløst langt fra mesterskabet. “The Chosen One”, som et banner på Stretford End, Old Traffords vestlige endetribune, døbte ham, var rigtig nok udvalgt af sin forgaenger, men han var ikke the one for Manchester United, der under Moyes spillede sig vaek fra den absolutte engelske top.
I praksis har det intet at sige, at parterne ikke laengere har papir på hinanden, men den symbolske betydning er nem at aflaese:
Nu, efter seks lange år som falleret stormagt, først under Moyes, siden under både Louis van Gaal og José Mourinho, kan Manchester United slå en streg i sandet og for alvor saette efter rivalerne Manchester City og Liverpool, der i de seneste to saesoner har domineret Englands bedste raekke. Der er bare lige ét afgørende problem: Uanset hvor fint der er daekket op til en stor saeson, er der ikke meget, der tyder på, at en sådan venter for Manchester United. Nok en gang kritiseres klubben for vagt lederskab under administrerende direktør Ed Woodward, nok en gang spekuleres der i Paul Pogbas engagement - også selv om der utvivlsomt kan spores et retningsskift hos Manchester United denne sommer: efter seks års forsøg på at skifte retning,, er den fergusonske arv igen tydelig på Carrington.
Ole Gunnar Solskjaer, der efter Mourinhos fyring kort før jul blev hentet til den klub, han fra 1996 til 2007 spillede naesten 250 kampe for, har fået sin midlertidige kontrakt vekslet til en treårig af slagsen, og det er ikke til at overse, hvor han henter sin inspiration. Han skilter ligefrem med det selv: “Han har haft indflydelse på stort set alt, jeg mener og gør i dag. Han har vaeret min mentor. Fra 2003, hvis ikke før, begyndte jeg at tage noter for at tage ved laere af ham”, sagde Solskjaer i december om sit forhold til sir Alex Ferguson. Rygterne siger endda, at han af respekt for sin tidligere traener aldrig parkerer sin bil i den bås på traeningsanlaeggets parkeringsplads, der er reserveret til traeneren. Og vist er det, at Solskjaer har genindført, at Manchester United-spillerne, som under Ferguson, møder op til kamp i matchende jakkesaet, ligesom han modsat Louis van Gaal og José Mourinho ikke saetter sig på Old Trafford-baenkens forreste raekke, men, også som Ferguson, på tredje, helt oppe under tilskuerne.
“THE UNITED WAY”
Udviklingen, eller måske rettere tilbageviklingen, er tydelig, når Ole Gunnar Solskjaer udtaler sig om snart sagt hvad som helst. Så ofte han kan komme til det, refererer han til en saerlig Manchester United-ånd, en egenart etableret i årene under sir Alex Ferguson. Nogle har den, andre har den ikke, og mange af dem, der har tegnet klubben den seneste håndfuld år har tilhørt sidste kategori. I februar, efter at han havde vundet ni af sine ti første kampe, sagde Solskjaer til Sky Sports, at han følte sig sikker på succes, fordi han forstod “Manchester Uniteds identitet” og, “hvad en Manchester United-spiller er”. En Manchester United-spiller, lod han forstå, er nemlig ikke bare en, der er på kontrakt i klubben, men en ganske
bestemt type, i hvert fald hvis der skal vaere tale om en rigtig Manchester United-spiller. En med den rette mentalitet, ikke bare med de rette faerdigheder. En med aerefrygt for logoet, men som ikke lade sig kyse og går på banen med fremskudt brystkasse, klar til at løbe modstanderen ned under graesset the United way. Som en udsending fra fortiden har Ole Gunnar Solskjaer gjort det til sin opgave at lede Manchester United tilbage på den sti, de i årtier fulgte, men som de efter sir Alex Fergusons afsked pludselig fór vild fra.
Selv uden Solskjaers udtalelser er projektet tydeligt. To af nordmandens tre assistenter har (også) staerke bånd til Fergusons Manchester United: Mike Phelan var fra 1999 til 2013 en del af skottens stab, mens Michael Carrick var blandt hans vigtigste spillere i de afsluttende år. Det samme gaelder flere andre afgørende skikkelser: Den ansvarlige for U23-holdet, Neil Wood, spillede selv på klubbens ungdomsog reservehold i 00’erne. Hans assistent, Quinton Fortune, var i samme periode en del af Premier League-mandskabet. Nicky Butt, der fra 1992 og tolv år frem vandt et tocifret antal titler med klubben, er efter flere år på akademiet blevet forfremmet til en nyoprettet stilling som Head of First Team Development. Målmandstraener Richard Hartis, som i ti år havde ansvaret for Fergusons målmaend, er vendt tilbage til klubben efter blandt andet at have vaeret i Molde med Solskjaer. Og Michael Clegg, der som ung forsvarsspiller blev hentet til Manchester United samme sommer som klubbens nuvaerende traener, er nyansat fysisk traener.
Sommerens transfers fortaeller også historien om en klub, der i bakspejlet mener at have fundet vejen frem. Efter i en håndfuld år at have orienteret sig mod kontinentets øvrige store ligaer, lader Storbritannien nu til at vaere Manchester Uniteds primaere marked. I Swansea har de hentet den rappe wing Daniel James. I Crystal Palace den hurtige back Aaron Wan-bissaka. Begge er 21 år og spået til langt mere, end hvad de allerede har opnået. I samme kategori er Newcastles Sean Longstaff rygtet til Manchester, mens også Leicesters 26-årige landsholdsstopper Harry Maguire meldes på vej. At klubben denne sommer kun har handlet indenrigs - og ser ud til at fortsaette med det - haenger antageligvis sammen med, at der i naeste saeson ikke spilles Champions League på Old Trafford. Tiltraekningskraften er simpelthen ikke den samme som i de år, hvor titlerne kom i bundter. Men tendensen skriver sig også ind i fortaellingen om et nyt Manchester United bygget på gamle principper.
Også under sir Alex Ferguson blev transfermidlerne mestendels prioriteret på unge, gerne britiske, spillere - nogle af dem, der blev købt i slutningen af hans traenertid er passende nok fortsat at finde i truppen: Phil Jones (hentet som 20-årig i Blackburn i 2012) og Chris Smalling (hentet som 21-årig i Fulham i 2011). Allerhelst så han dog, at klubben selv leverede spillere til Premier League-mandskabet via ungdomsholdene. Det er herfra, at senere klubikoner som David Beckham, Ryan Giggs, Gary Neville, Phil Neville og Paul Scholes kom, og herfra der har vaeret minimum én spiller i samtlige Manchester United-kamptrupper siden oktober 1937.
På det nuvaerende hold bidrager den offensive trio Andreas Pereira, Jesse Lingard og Marcus Rashford samt midtbaneslideren Scott Mctominay til den imponerende statistik, men ingen andre af de 23 spillere fra Manchester Uniteds akademi, der i tiden efter sir Alex Ferguson har fået debut i Premier League, har etableret sig på førsteholdet. Nogle kan dog nå det endnu, for akkurat som sin mentor ønsker Solskjaer at vaere selvforsynende. James Garner, Tahith Chong, Angel Gomes og Mason Greenwood, der alle blev kortvarigt introduceret til Old Trafford-publikummet i sidste saeson, samt Axel Tuanzebe, der var udlejet til Aston Villa, fik spilletid på Manchester Uniteds opstartsturné i Østen og Australien, og
UANSET HVOR GODT OLE GUNNAR SOLSKJAER FORSTÅR MANCHESTER UNITED, UANSET HVOR GOD HAN ER TIL AT SIGE DET RIGTIGE, ER HANS TRAENERMERITTER SPARSOMME SAMMENLIGNET MED KONKURRENTERNES. DET VAR ALDRIG KLUBBENS PLAN AT ANSAETTE HAM PERMANENT, MEN MED SIN FAENOMENALE START PÅ SIN BRANDSLUKKERTJANS SKAFFEDE HAN SIG EN KONTRAKT, HAN REELT SET IKKE SKULLE HAVE HAFT.
bedømt på Solskjaers udtalelser har isaer de to sidstnaevnte en reel chance for jaevnlig spilletid i den kommende saeson. Om bare 17-årige Greenwood, der blandt andet scorede mod Inter i Singapore, sagde han ligefrem: “Han minder mig om Ryan Giggs. Vi har ingen planer om at leje ham ud, han er klar til at indgå i truppen”.
1999 ER IKKE 2019
Manchesters United ny-gamle kurs er givetvis svaer at tage stilling til for klubbens tilhaengere. I en tid, hvor flere og flere fans af den absolutte elite føler sig fremmedgjorte af de klubber, de engang kunne se sig selv i, men som nu mest af alt fremstår som glubske konglomerater, må det vaere tilfredsstillende at se så mange velkendte ansigter i organisationen. I en tid, hvor både spillere og traenere kommer og går som skyer på himlen, må genkendeligheden vaere opmuntrende. Opmuntret er i hvert fald Ole Gunnar Solskjaer. På opstartsturnéens første stop i australske Perth lod han storsmilende journalisterne vide, at alt var i den skønneste orden, helt modsat José Mourinho, der sidste sommer rasede over de saesonforberedelser, han mente, havde gjort mere ondt end godt.
Det aendrer dog ikke på indtrykket af, at Manchester Uniteds norske fergusonianisme trods sin umiskendelige taekke fremstår noget hul. Det hele lyder godt - den smånostalgiske retorik, stabens kendskab til klubben, båndet til fansene, optimismen, ungdomssatsningen - men er det også det? Solskjaer er allerede kommet et langt stykke ved at hedde Ole Gunnar, men når hans hold den 11. august møder Chelsea i Premier League-saesonens første kamp, vil hvedebrødsdagene for laengst vaere ovre, og faktisk er der ikke meget, der tyder på, at Manchester United kan holde kritikken på afstand.
Uanset hvor godt Ole Gunnar Solskjaer forstår Manchester United, uanset hvor god han er til at sige det rigtige, er hans traenermeritter sparsomme sammenlignet med konkurrenternes. Det var aldrig klubbens plan at ansaette ham permanent, men med sin faenomenale start på sin brandslukkertjans skaffede han sig en kontrakt, han reelt set ikke skulle have haft. Uanset om den med købene af Daniel James og Aaron Wan-bissaka har sikret sig to af generationens største britiske talenter, er det svaert at have tillid til klubbens transferaktiviteter, der lider under, at revisoren Ed Woodward, og ikke en egentlig sportsdirektør, har ansvar for de store linjer. Uanset hvor dygtige Mason Greenwood og de andre nyoprykkede akademispillere er, vil de naeppe fungerer på et hold, hvis grundstamme der igen i år bliver tvivlet på: Raekker David de Geas formdyk i sidste saeson ind i den kommende? Er der mere at hente hos Ashley Young, Phil Jones og Chris Smalling? Og hvad med fantastisk dygtige, men kronisk underpraesterende Paul Pogba og Romelu Lukaku? Sikkert er det i hvert fald, at 2019 ikke er 1999, og at det, der var sandt i går, ikke nødvendigvis, måske faktisk som udgangspunkt, ikke er det i dag. Nutiden har det med at forråde fortiden, så Solskjaer får naeppe meget ud af selv at spørge, om hvad Ferguson ville have gjort, når han skal laegge taktikken til Manchester-derbyet mod Pep Guardiolas City. Premier League er et andet sted i dag. Det nytter heller ikke at sammenligne med Denis Irwins opførsel, når medierne før eller siden gør en historie ud af et Instagram-opslag fra Jesse Lingard. Også spillerne er et andet sted i dag.
Der er al mulig god grund til at hente inspiration hos dem, man står på skuldrene af. Måske isaer i tilfaeldet Manchester United, hvor det i så udtalt grad er én mand, der har gjort klubben til, hvad den er i dag. Men efter begejstringen over Solskjaers sans for Fergusons principper kommer fornemmelsen af, at nordmandens ansaettelse i sidste ende er et symptom på en sygdom i Manchester Uniteds magtcirkler. Alt for laenge, velsagtens siden David Moyes blev tildelt en seksårig kontrakt, har driften vaeret bestemt af tidens omstaendigheder - og ikke en forkromet plan.
Kontrakten til Solskjaer og det efterfølgende fokus på yngre, britiske spillere kan naesten ikke tolkes som andet end et svar på den kritik, Manchester United blev mødt med under José Mourinho. Der blev brugt, mente både fans og medier, for mange penge på for dårlige spillere, og med sin defensive fodbold var Mourinho ikke tro mod den Manchester United-ånd, som hans afløser er så glad for at snakke om. Pointen er sådan set ikke, at Solskjaer er uden skyggen af chancer for at lykkes, men hans tilstedevaerelse kan siges at afsløre et strukturelt problem i Manchester United: I stedet for at laene sig op ad en nøje tilrettelagt strategi, giver klubben indtryk af, at den er til fals for modeluner og fanfølelser. Den slags er umiddelbart nemt at tilslutte sig, men i det 21. århundredes topfodbold vil det på laengere sigt naeppe raekke langt.