EKSPERTEN
Touren kan meget vel finde sin endelige sejrherre på denne etape. Dette betyder dog langt fra, at det er den samme som den, der først når til toppen af Izoard. Etapen er nemlig særdeles velegnet til et udbrud over stor distance, da der næsten er 120 kilometers kørsel inden den første alvorlige opstigning – den nu sjældent benyttede Col de Vars. Det store slag om den samlede sejr finder dog først sted på etapens sidste stejle kilometer gennem Casse Déserte, hvor stigningsprocenten konstant ligger over ni. Etapesejren kan udmærket tilfalde en af de ryttere, der ligger mellem nummer 10 og 20 i klassementet.