1967 - TRAGEDIE PÅ MONT VENTOUX
Jagten på hæder og ære - og en bedre kontrakt - drev for 50 år siden briten Tom Simpson i døden, idet han med en cocktail af amfetamin og cognac i blodet dejsede om i den bagende hede på ‘det skaldede bjerg’ i Provence. Fuldstændigt udbrændt var han, og hans liv stod ikke til at redde. Hans død kom året efter de første dopingkontroller i Tour de France, men det afskrækkede altså ikke Simpson. ‘Hvis man dør af ti, så tager jeg ni’, hævdes han engang at have sagt om sit dopingforbrug.