12 AF DE MEST BERØMTE STIGNINGER I TOUREN

Pro­lo­ger, en­kelt­star­ter, hold­tids­kørs­ler, vif­te­kør­sel på for­blæ­ste lan­de­ve­je og mas­ses­pur­ter er alt sam­men me­get godt, men i et tre uger langt eta­pe­løb er det bjergene der er be­gi­ven­he­dens ube­strid­te høj­de­punkt – i me­re end blot bog­sta­ve­lig for­stand.

Tour de France Magasinet - - INDHOLD - TEKST: JES­PER RALBJERG

Vi mær­ker for­vent­nin­gens sød­me­fyld­te glæ­de når rytterne pas­se­rer frugt­ha­ver, sten­gær­der og tegl­sten­s­ta­ge, og bjergene kan skim­tes i bag­grun­den som gri­b­be der ven­ter på sid­ste ån­de­d­rag. Vi gy­ser når ti­den for­vand­ler sig til evig­hed og en ryt­ter med et an­sigt der er hvidt som salt, li­der en lang­som hen­tæ­rens uen­de­li­ge kva­ler. Vi slår en skog­ger­lat­ter op når vo­res fo­re­truk­ne ha­deob­jekt fan­ges af ka­me­ra­er­ne og frem­vi­ser et an­sigt van­si­ret af dø­de­ns nær­vær. Vi mær­ker ræds­len snø­re sig sam­men i hal­sen når de før­ste tove i rig­nin­gen be­gyn­der at bri­ste for vo­res fa­vo­rit. Når en ryt­ter styr­ter i ka­ta­kom­be­ag­tig stil­hed på en ned­kør­sel, er det som at hø­re Je­ri­kos mu­re styr­te sam­men. Når det fran­ske som­mer­vejr er glo­en­de hedt som Ve­ne­digs blykam­re, fin­der vi en smu­le trøst i en regn­våd og be­græ­de­lig dansk som­mer. Alt det­te – og me­get me­re – kan bjergene, og kun bjergene. For man­ge er Tourens før­ste etaper no­get der blot skal over­stås. Vi vil se rytterne i Al­per­ne, i Py­re­næ­er­ne el­ler på Gi­gan­ten i Proven­ce, det fryg­tind­g­y­den­de Mont Ven­toux. Vi vil se Nairo Qu­in­ta­nas ud­tryks­lø­se gra­ni­tan­sigt. Vi vil se Alejan­dro Val­ver­des be­stem­te hø­geøj­ne skue tri­um­fe­ren­de og lidt forag­te­ligt fre­m­ef­ter. Vi vil se nær­bil­le­der af Chri­stop­her Froo­mes øj­ne og få ind­tryk af at vi stir­rer ind i to skar­plad­te pi­stol­løb. I det føl­gen­de præ­sen­te­rer vi 12 af de bjerge der har væ­ret med til at for­me Tour de France. Ud­væl­gel­ses­pro­ces­sen har ik­ke væ­ret let; det har nær­mest væ­ret som at stå i en slik­bu­tik med frit valg på al­le hyl­der. Men val­ge­ne skul­le træf­fes, så her er de – Tour-bjer­ge­nes beskidte du­sin.

FØR­STE RYT­TER OVER MONT VEN­TOUX

Luci­en La­za­ridès, 1951. I 1951 dri­ste­de Tour de France sig til at bin­de an med bjer­get. Det blev Tour-ind­vi­et d. 22. juli på 17. eta­pe fra Mont­pel­li­er til Avig­non (224 km). Fryg­ten i fel­tet for hvad det­te uhy­re kun­ne pla­ge de be­sø­gen­de med, re­sul­te­re­de i en nær­mest pa­nisk lam­mel­se. Rytterne hav­de tu­det hin­an­den ører­ne ful­de om de umen­ne­ske­li­ge an­stren­gel­ser der ven­te­de, så man holdt tæt sam­men i små tryg­ge grup­per. Den trin­de og no­get apa­ti­ske Luci­en La­za­ridès før­te an, men al­le de sto­re nav­ne kom over in­den for et mi­nut ef­ter La­za­ridès.

BERØMTE VIN­DE­RE PÅ MONT VEN­TOUX

Lou­i­son Bo­bet (1955), Char­ly Gaul (1958), Ed­dy Merckx (1970), Marco Pan­ta­ni (2000) og Chris Froome (2013). På 15. eta­pe, Gi­vors – Mont Ven­toux (242,5 km), i 2013 ce­men­te­re­de Chris Froome, der al­le­re­de var iført den gu­le fø­rer­trø­je, sin do­mi­nans ved at ef­ter­la­de først Al­ber­to Con­ta­dor og se­ne­re Nairo Quintana som hjæl­pe­lø­se og ube­ty­de­li­ge sta­ti­ster der hver­ken kun­ne true bri­ten på Ven­toux el­ler i klas­se­men­tet.

GAVESKÆNKNING PÅ MONT VEN­TOUX

I 2000 skul­le ita­li­en­ske Marco Pan­ta­ni og ame­ri­kan­ske Lan­ce Arm­strong af­gø­re eta­pe­sej­ren mel­lem sig på 12. eta­pe fra Car­pen­tras til Mont Ven­toux (149 km). Arm­strong hav­de kort for­in­den ube­svæ­ret kørt op til Pan­ta­ni og lod så den hår­fat­ti­ge ita­li­e­ner kryd­se mål­stre­gen som den før­ste. Det var i hvert fald hvad te­xa­ne­ren me­re end an­ty­de­de i me­di­er­ne, hvil­ket den ærekæ­re Pan­ta­ni tog ham sær­de­les il­de op. Kri­gen mel­lem me­ga­lo­ma­ni­en og den sår­e­de for­fæn­ge­lig­hed fik lov at ud­spil­le sig i da­ge­vis i de kon­flikt­be­gær­li­ge me­di­er. I 1955 hav­de knok­le­man­den bud ef­ter Je­an Mal­lejac fra Ou­est-mand­ska­bet på Ven­toux. På en glo­en­de hed dag ”mi­ste­de Mal­lejac kon­trol­len over sin cy­kel. Den li­ge linje af­lø­stes af umo­ti­ve­re­de zigzag-sving (…) En fod sad i tåklip­sen, den an­den ding­le­de frit og fun­ge­re­de som sty­re­stang. Den usta­bi­le kør­sel stod på nog­le hund­re­de me­ter, hvor­ef­ter fransk­man­den brutalt sank sam­men i vejsi­den (…) mens det hvi­de an­sigt lig­ne­de en døds­ma­ske i voks (…) Da Mal­lejac blev bå­ret over til den ven­ten­de am­bu­lan­ce, våg­ne­de han, ge­sti­ku­le­re­de vold­somt, slog om sig, råb­te på sin cy­kel og måt­te bin­des, så han ik­ke i sin vil­del­se gjor­de ska­de på sig selv.” (Ole Skjold­høj: Tour de France: Ma­ta­do­rer­nes tid). Mal­lejac der tab­te el­ler bort­ka­ste­de et lil­le glas han hav­de haft i hån­den da han blev løf­tet op fra vej­en, slap med li­vet i be­hold. Man­den med le­en måt­te gå med ufor­ret­tet sag. Han vend­te til­ba­ge til Ven­toux 12 år se­ne­re – og den­ne gang svig­te­de værk­tø­jet ik­ke.

FØR­STE RYT­TER OVER GA­LI­BI­ER

Emi­le Ge­or­get, 1911. Få bjerge er som Ga­li­bi­er om­gær­det af myter og for­tæl­lin­ger uden rod i vir­ke­lig­he­dens ver­den. I bo­gen Tour de France: Myter, fakta el­ler spin? ci­te­rer for­fat­te­ren Ole Skjold­høj en eu­forisk Desgrange på top­pen af Ga­li­bi­er: ”Vej­en skæ­rer sig gen­nem to sto­re væg­ge af sne, en ujævn og ste­net pas­sa­ge. Det er hunde­koldt, og da Ge­or­get kø­rer for­bi tæt ved os, møg­be­skidt, mousta­chen fuld af slim og madre­ster, trøj­en svi­net til af ve­jens grus, rå­ber han med stor vær­dig­hed: 'Har I så set nok?' Problemet med den­ne ob­ser­va­tion […] lig­ger i at Desgrange slet ik­ke var til ste­de på top­pen. […]”* Så­dan en be­skri­vel­se sæl­ger jo ik­ke man­ge avi­ser, det gør dra­ma­er der­i­mod, og Desgrange var al­drig bleg for i or­dets bog­sta­ve­li­ge be­tyd­ning at ska­be dra­ma­er. Desgrange hav­de et pri­mært mål: At få solgt flest mu­li­ge avi­ser, og i det øje­med op­t­rå­d­te han som sin egen spin­dok­tor, le­ve­re­de de far­ve­ri­ge hi­sto­ri­er når lø­bet gik trægt, og jub­le­de når rytterne var ved at gå op i lim­nin­gen. Så hvis man kun læ­ser L'au­to og se­ne­re og­så L'équi- pes repor­ta­ger og hi­sto­ri­ske ud­gi­vel­ser, får man et part­sind­læg el­ler til ti­der drøm­me­bil­le­der.” (Fra bo­gen: Tour de France: Myter, fakta el­ler spin?).

BERØMTE VIN­DE­RE PÅ GA­LI­BI­ER

Dan­ske Michael Ras­mus­sen var først over Ga­li­bi­er i 2006. Bjer­gryt­te­ren fra Tøl­lø­se er i for­nemt sel­skab, idet han med sin be­drift fulg­te i hjulspo­re­ne fra Tour-kory­fæ­er som Chri­stop­he (1912), Bar­ta­li (1937), Cop­pi (1952), Ba­ha­mon­tes (1954 og 1964), Gaul (1955 og 1959), Merckx (1969) og Pan­ta­ni (1998).

DØDSFALD PÅ GA­LI­BI­ER

Den stør­ste tragedie for en spansk cy­kel­ryt­ter i Tour de France fandt sted 11. juli 1935 på 7. eta­pe, Aix-les-bains – Grenob­le (229 km). ”Fran­ci­sco Cepe­da fik re­vet sit for­dæk af un­der ned­kørs­len fra Lauta­ret og styr­te­de. Han ram­te en til­sku­er og slog en vold­som kol­bøt­te, og blo­det strøm­me­de fra et sår i ho­ve­d­et. Han kom på be­ne­ne, men faldt kort ef­ter liv­løs om og blev med kra­nie­brud trans­por­te­ret til et ho­spi­tal i Grenob­le, hvor han tre da­ge se­ne­re dø­de af si­ne kvæ­stel­ser, 29 år gam­mel.” (Fra bo­gen Tour de France 1945-1959: Fol­ke­fest i Stjer­ne­støv).

”Oh Sap­pey! Oh Laf­frey! Oh Bay­ard! Oh Tour­ma­let! Jeg svig­ter ik­ke min pligt når jeg ud­ta­ler: Ved si­den af Ga­li­bi­er er I ble­ge, simp­le knol­de!” HENRI DESGRANGE

FØR­STE RYT­TER OVER JOUX-PLANE

Chri­sti­an Sez­nec, 1978. Joux-plane fik en sen Tour-de­but. Det skyl­des blandt an­det at vej­en over pas­set først blev fuldt as­fal­te­ret i 1976. Må­ske godt det sam­me for rytterne, for med da­ti­dens gea­ring på 42 x 23 var Joux-plane li­ge på græn­sen af hvad ti­dens løbs­ar­ran­gø­rer kun­ne by­de udø­ver­ne. Benknu­se­re som Zon­co­lan, Mor­tiro­lo og Ang­liru lå end­nu 20-25 år ude i frem­ti­den.

BERØMTE VIN­DE­RE PÅ JOUX-PLANE

Peter Win­nen (1982), Marco Pan­ta­ni (1997) og Richard Vi­renque (2000) har al­le kørt først over top­pen af Joux-plane. På 16. eta­pe, Cour­che­vel – Morzi­ne (196,5 km), i 2000 blev Lan­ce Arm­strong ramt af sult på Joux-plane og tab­te halvan­det mi­nut til si­ne vær­ste kon­kur­ren­ter. Han

”Joux-plane er den hår­de­ste stig­ning jeg no­gen­sin­de har kørt på, og jeg el­ske­de det.” LUCI­EN VAN IMPE

be­skrev se­ne­re, i selv­bi­o­gra­fi­en Hvert se­kund tæl­ler, op­kørs­len på Joux-plane som ”den sor­te­ste stund jeg no­gen­sin­de gen­nem­le­ve­de i et cy­kel­løb”.

KONTROVERSER PÅ JOUX-PLANE

I 2006 tord­ne­de ame­ri­kan­ske Floyd Lan­dis over Joux-plane i en­som ma­jestæt og støb­te fun­da­men­tet for sin sam­le­de sejr i Touren. Den urin­prø­ve han af­le­ve­re­de ef­ter sin me­ri­te­ren­de sejr på eta­pen til Morzi­ne, af­slø­re­de imid­ler­tid at han hav­de mod­ta­get kraf­tig apo­te­ke­ras­si­stan­ce. Lan­dis fik fra­ta­get den sam­le­de sejr, og i ste­det blev spa­ni­e­ren Óscar Pe­reiro ud­nævnt som vin­der.

BONUSINFO

Joop Zo­e­te­melks løjtnant vandt 17. eta­pe, Grenob­le – Morzi­ne (225 km), i 1978. Fran­ske Sez­nec var i ud­brud sam­men med lands­man­den René Bit­tin­ger der blev det før­ste ryt­te­rof­fer som det skån­sels­lø­se bjerg kræ­ve­de. I bun­den af stig­nin­gen op til Joux-plane hav­de duo­en et for­spring på knap ti mi­nut­ter, men un­der­vejs på to­mands­ud­flug­ten hav­de Bit­tin­ger for­sømt at snup­pe en mu­set­te i for­plej­nings­zo­nen, en und­la­del­ses­synd som Joux-plane ik­ke var sen til at straf­fe. En selv­kon­sti­tu­e­ret sama­rit fra til­sku­er­mæng­den le­ve­re­de lidt provi­ant i form af nog­le sa­latbla­de og en fla­skeøl. Ik­ke de­sto min­dre for­møb­le­de Bit­tin­ger he­le sit for­spring til for­føl­ger­ne, kryd­se­de top­pen som num­mer fi­re og end­te eta­pen som num­mer 13, he­le 12 mi­nut­ter og 16 se­kun­der ef­ter Sez­nec. Det var den pris Joux-plane for­lang­te.

FØR­STE RYT­TER OVER L’ALPE D’HUEZ

Fau­sto Cop­pi, 1952. Cop­pis sam­le­de sejr i Touren 1952 er den mest over­leg­ne si­den An­den Ver­denskrig – i hvert fald hvis man må­ler tids­af­stan­den ned til num­mer to i det sam­le­de klas­se­ment. Cam­pio­nis­si­mo­ens for­spring til bel­gi­e­ren Con­stant Ock­ers an­drog 28 mi­nut­ter og 17 se­kun­der. Cop­pi støb­te fun­da­men­tet til sin sejr ved at vin­de Tourens jom­fru­rej- se til skis­port­s­ste­det der tak­ket væ­re drif­ti­ge og frem­sy­ne­de for­ret­nings­folk hav­de lok­ket Touren til.

BERØMTE VIN­DE­RE PÅ L’ALPE D’HUEZ

Fau­sto Cop­pi (1952), Ber­nard Hi­nault (1986), Marco Pan­ta­ni (1995 og 1997) og Lan­ce Arm­strong (2001 og 2004) er de be­røm­te­ste vin­de­re på Tourens mest til­sku­er­be­søg­te bjerg. I 1986 kør­te hold­kam­me­ra­ter­ne Hi­nault og Le­mond over stre­gen hånd i hånd mens hol­de­jer Ber­nard Ta­pie med torso­en ud af hold­bi­lens sol­tag flas­he­de et tand­past­as­mil bag den sej­r­ri­ge duo der hav­de kørt he­le Tour-fel­tet i sænk.

DOPINGSVINDEL PÅ L’ALPE D’HUEZ

I 1978 vandt bel­gi­e­ren Mi­chel Pol­len­ti­er 16. eta­pe, Saint-etien­ne – L'alpe d'huez (240,5 km), og fravri­ste­de lands­man­den Jo­seph Bruyère førertrøjen – tro­e­de han. I den ef­ter­føl­gen­de do­ping­kon­trol for­klud­re­de han imid­ler­tid sit for­søg på via en pla­stik­cy­lin­der med urin som han skjul­te i si­ne buk­ser, at sny­de kon­trol­lan­ter­ne. For­sø­get på svind­len blev op­da­get, Pol­len­ti­er fik fra­ta­get sin eta­pe­sejr og blev smidt ud af lø­bet.

BONUSINFO

L'alpe d'huez var en fi­a­sko da bjer­get før­ste gang lag­de klip­pe­grund til en eta­pe i Tour de France. Eta­pen var den før­ste hvor­fra fransk tv send­te di­rek­te, men tv-trans­mis­sio­nen blev in­gen suc­ces: Fel­tet sneg­le­de sig so­li­da­risk af sted i frygt for det ukend­te bjerg, og da man en­de­lig tog hul på den nær­mest men­ne­ske­tom­me stig­ning, for­vand­le­de Cop­pi det for­ven­te­de sport­s­li­ge spek­ta­kel til en magt­de­mon­stra­tion. Der skul­le gå 24 år før Touren vend­te til­ba­ge til de her­o­stra­tisk berømte 21 hår­nå­lesving, og si­den da har hver­ken lø­bet el­ler bjer­get væ­ret det sam­me.

FØR­STE RYT­TER OVER MADELEINE

An­dres Gan­da­ri­as, 1969. Gan­da­ri­as var en lil­le, glim­ren­de bjer­gryt­ter på Kas-hol­det. Han hav­de sin stor­heds­tid i slut­nin­gen af 1960'er­ne, bril­le­re­de 1968-70, men styr­te­de og fandt al­drig til­ba­ge til sit tid­li­ge­re ni­veau.

BERØMTE VIN­DE­RE PÅ MADELEINE

Luci­en Van Impe (1979, 1981 og 1983), Pedro Del­ga­do (1984), Richard Vi­renque (1995-97), Jan Ul­l­rich (1998). Da Tour-fel­tet i 2001 var på vej op

ad Madeleine, lig­ne­de Lan­ce Arm­strongs an­sigt en mis­lyk­ket an­sigtsløft­ning, og ty­ske Jan Ul­l­rich lod si­ne la­ka­jer tam­pe i pe­da­ler­ne af kar­sken bælg i et for­søg på at knæk­ke Arm­strong. Der var imid­ler­tid ta­le om et bon­de­fan­ge­ri, og da eta­pen skul­le af­gø­res på L'alpe d'huez, skif­te­de Arm­strongs an­sigts­ud­tryk fra døds­ma­ske til vin­der­men­ta­li­tet. Da er­ken­del­sen bund­fæl­de­de sig i Ul­l­rich, vip­pe­de Arm­strong over­krop­pen for­over og ind over sty­ret og drø­ne­de af sted mod en af kar­ri­e­rens mest over­be­vi­sen­de sej­re i bjergene.

BONUSINFO

Kan­ni­ba­lens dik­ta­tur af­slut­tes på Madeleine: På 17. eta­pe, Char­monix – L'alpe d'huez (185 km), 1977, blev der skre­vet Tour de France-hi­sto­rie. Al­le­re­de på Ma­de­le­i­nes ne­der­ste, uhyg­ge­ligt stej­le ram­per sad Ed­dy Merckx ba­gest i front­grup­pen og lig­ne­de en mand på vej til ska­fot­tet. En mad­for­gift­ning og ef­ter­føl­gen­de di­aré styr­ke­de ik­ke den al­dren­de bel­gi­ers kamp­kraft, og på den­ne dag fandt hans ti år lange tyran­ni­se­ring af pro­fes­sio­nel lan­de­vejs­cyk­ling sin de­fi­ni­ti­ve af­slut­ning. På vej op ad Glan­don bræk­ke­de Merckx sig af an­stren­gel­se, og på L'alpe d'huez var han me­re end 13 mi­nut­ter ef­ter eta­pe­vin­de­ren Ku­i­per. Men det var på dagens før­ste bjerg, Madeleine, at fun­da­men­tet til Merckx' un­der­gang blev støbt.

FØR­STE RYT­TER OVER CÔTE DE LA CROIX-NEUVE

Laurent Ja­la­bert, 1995. Ja­la­bert star­te­de sin kar­ri­e­re som de­ci­de­ret sprin­ter, men ud­vi­de­de se­ne­re sit re­per­toi­re og blev en gan­ske ha­bil bjer­gryt­ter. Et be­vis her­på le­ve­re­de han ved at kø­re i mål i en­som ma­jestæt på Côte de la Croix-neuve i 1995.

BERØMTE VIN­DE­RE PÅ CÔTE DE LA CROIX-NEUVE

Laurent Ja­la­bert (1995), Marcos Ser­ra­no (2005), Al­ber­to Con­ta­dor (2010), Thi­baut Pi­not (2015).

MICHAEL RAS­MUS­SEN OM CÔTE DE LA CROIX-NEUVE

”Men­de et af de ste­der hvor jeg har lidt al­ler­mest. Det er den lil­le stej­le stig­ning der fø­rer op til he­li­kop­ter­lan­dings­plad­sen i Men­de. Den bli­ver og­så kaldt ”Montée Laurent Ja­la­bert”. Den er 3 ki­lo­me­ter lang med 10,2 pct. i stig­ning. Og det var gan­ske, gan­ske for­fær­de­ligt i 2005.”

BONUSINFO

Côte de la Croix-neuve er en af de nye dren­ge i klas­sen for Tour de France-bjerge. I takt med at ar­ran­gø­rer­ne af Giro d'ita­lia og Vu­el­ta a Es­paña har la­det døds­forag­ten­de bjerge som Mon­te Crostis og Bo­la del Mun­do ud­gø­re til­sku­er- og fjern­syns­mag­ne­ter, har Tour-ar­ran­gø­rer­ne følt det nød­ven­digt at ta­ge kon­kur­ren­cen op. Der­for kan man for­ment­lig reg­ne med at se kor­te, men ul­tra­stej­le mu­re som Croix-neuve, Col de Péguère og Mûr de Bre­tag­ne i frem­ti­di­ge ud­ga­ver af ver­dens vig­tig­ste cy­kel­løb.

FØR­STE RYT­TER OVER MA­RIE-BLANQUE

Mi­chel Pol­len­ti­er, 1978. På 10. eta­pe, Bi­ar­ritz – Pau (192 km), kør­te Pol­len­ti­er først over top­pen af Ma­rie-blanque, fi­re se­kun­der for­an lø­bets se­ne­re vin­der, Ber­nard Hi­nault. Imens var den for­sva­ren­de Tour-vin­der, fransk­man­den Ber­nard Théve­net, i al­vor­li­ge van­ske­lig­he­der. På de sid­ste tre ki­lo­me­ter af bjer­get tab­te han tre mi­nut­ter og 31 se­kun­der, men der­med var hans trængs­ler ik­ke for­bi. Om end støt­tet af to hold­kam­me­ra­ter slut­te­de han eta­pen som et spø­gel­se og nå­e­de frem til Pau 12 mi­nut­ter og 54 se­kun­der ef­ter eta­pe­vin­de­ren, Henk Lub­ber­ding.

BERØMTE VIN­DE­RE PÅ MA­RIE-BLANQUE

Pedro Del­ga­do (1986), Lu­is Her­re­ra (1987), Richard Vi­renque (1992), Javi­er Otxoa (2000). Spa­ni­e­ren Otxoa var før­ste mand over Ma­rie-blanque, Au­bisque, Soul­or og Hauta­cam da han i 2000 vandt 10. eta­pe, Dax – Hauta­cam (205 km). I ja­nu­ar 2001 var han in­vol­ve­ret i et tra­fi­kuheld med sin tvil­lin­ge­bror Ri­car­do. Ri­car­do om­kom, men Javi­er over­le­ve­de. Han vandt se­ne­re guld i enkeltstart ved De Pa­ra­lym­pi­ske Le­ge i bå­de 2004 og 2008.

U-VENDING PÅ GA­LI­BI­ER

I 1990 kæm­pe­de den for­sva­ren­de Tour-vin­der Greg Le­mond hver dag som en be­sat for at re­du­ce­re det for­spring som Clau­dio Chi­ap­puc­ci hav­de sik­ret sig som deltager i et ud­brud al­le­re­de på før­ste eta­pe. På 17. eta­pe fra Lour­des til Pau (150 km) punkterede Le­mond på en af de stej­le­ste ram­per på Ma­rie-blanque. Gil­bert Duclos-las­sal­le, en af Le­monds hjæl­pe­ryt­te­re der lå lidt læn­ge­re frem­me, fik be­sked om hold­kap­ta­j­nens punk­te­ring og fo­re­tog øje­blik­ke­lig en U-vending og kør­te til­ba­ge for at hjæl­pe den nød­sted­te ame­ri­ka­ner. Le­mond red­de­de stormen af og end­te med at gen­vin­de Touren i 1990.

BONUSINFO

Col de Ma­rie-blanque er en ulv i få­re­klæ­der. Den før­ste hånd­fuld ki­lo­me­ter er gan­ske over­kom­me­li­ge, men de sid­ste fi­re ki­lo­me­ter rej­ser sig som en uind­ta­ge­lig fæst­nings­mur for­an rytterne. Fra­væ­ret af hår­nå­lesving be­ty­der at Tour-del­ta­ger­ne er uden mu­lig­he­der for kortva­rig re­sti­tu­tion i svin­ge­ne. Til gen­gæld har de uhin­dret ud­syn over de fortræ­de­lig­he­der som ven­ter. Ma­rie-blanque er øde­læg­gen­de for bå­de bentøj og kamp­moral.

”Den øver­ste halv­del af Ma­rie-blanque er ulig alt an­det. Den er me­re som en mur på en for­hin­drings­ba­ne end et bjerg i et cy­kel­løb!” RO­BERT FOREST, FØRST OVER MA­RIE-BLANQUE I 1989

”Et fo­to­gra­fi i La Vie au Grand Air ta­get på top­pen med Ge­or­get i cen­trum vi­ser og­så et no­get an­det vej­r­lig. Det er åben­lyst gan­ske varmt, so­len bræn­der igen­nem, og fle­re i den lil­le til­sku­er­grup­pe har iført sig en ha­ve­lo­ck. Alt fo­re­kom­mer kna­størt”.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.