Tour de France Magasinet

NAIRO QUINTANA MOVISTAR TEAM

Ingen betvivler klassen, men det vil være overrasken­de, hvis det at gå helt dybt i Giroen kan følges op med et Quintana-attentat på den gule trøje i Touren.

- TEKST: KIM PLESNER

Efter et par gange forgæves at have forsøgt at få skovlen under Chris Froome i Tour de France-sammenhæng, var Nairo Quintana i år tilbage i Giro d'italia, som han vandt for tre år siden, og hvor han i år blev toer. Officielt er udmeldinge­n fra Movistar-lejren, at Quintana skal forsøge at lave den Giro/ Tour-double, som ingen har formået siden Marco Pantani i 1998. Ingen betvivler colombiane­rens klasse, men på den anden side vil det være stærkt overrasken­de, hvis det at gå helt dybt i Giroen skulle øge Quintanas chancer for at slå Froome i Tour de France. Med kun godt en måned mellem de to løb, og de hårdeste bjergetape­r i den sidste uge af Giro d'italia, er tiden til restitutio­n knap. Men man må sige, at siden han vandt ungdommens Tour de France, kaldet Tour de l'avenir, i 2010, har Nairo Quintana præsteret topresulta­ter nærmest året rundt. I øvrigt en ret vanvittig udgave af l'avenir, hvor også Andrew Talansky, Jarlinson Pantano, Tom-jelte Slagter, Mikel Landa, Romain Bardet, Michael Matthews, Darwin Atapuma og Wilco Kelderman kørte i top-10. Ud over Quintanas tilstand efter et hårdt Giro d'italia er det store spørgsmål også, hvordan rolleforde­lingen bliver på det spanske Movistar-mandskab, nu hvor den spanske helt, Alejandro Valverde, præsterede så godt, som han gjorde gennem hele forårssæso­nen? Eller om Movistar formår at tøjle rivaliseri­ngen mellem de to store stjerner og i stedet lykkes med at udnytte det til deres egen fordel i bestræbels­erne på omsider at få skovlen under Chris Froome og Team Sky?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark