LÆGERNES

Festina-skandalen førte til et opgør med de læger, der udformede dopingprogrammer for holdene, men de har kun fået større betydning i takt med skærpede antidopingregler, siger idrætsprofessor Verner Møller.

Det er ikke den bedste læge, men den bedste atlet, der skal vinde. Den målsætning opstod i kølvandet på Festina-affæren, hvor det medicinerede felt syntes at have lige så hårdt brug for læger som for trænere. Med skabelsen af det internationale an ti dopingagentur, W ADA, bleven verdensomspændende kamp mod doping iværksat, men her 20 år senere har det blot resulteret i, at lægernes betydning i jagten på de store resultater er vokset. Det mener idrætsprofessor Verner Møller, som efter Fe stina-skandalen skrev debatbogen‘ Dopingdjævlen' og nøje har fulgt udviklingen idet internationale an tido pingarbejde. Senest har han udgivet ‘The Anti-doping Crisis in Sport' med den skotske professor Paul Dimeo. “Det, der er sket som følge af den hårde antidopingbekæmpelse siden 1998, er, at man har fået præcis det, ma nikke ville have. An tido pingarbejdet har betydet, at man i dag skal have de bedste læger, hvis man ønsker at dope sig,” siger Verner Møller. “Det betyder, at de, der har flest penge og råd til at bruge dem på dygtige og stadigt dyrere læger, har en langt større fordel af det end dengang, doping var mulig for enhver. Siden er doping blevet meget mere potent, for hvis der kun er én procent af rytterne, der doper sig, så har den ene procent langt større chance for sportslig succes, end hvis der var 99 procent, der dopede sig.” I 1998 var der ingen epo-test, færre dopingkontroller og intet krav om, at atleterne konstant skulle orientere myndighederne om deres opholdssteder.