ENEVÆLDIG TOUR-DIREKTØR: DRØMTE OM ET LØB, SOM KUN ÉN RYTTER KUNNE FULDFØRE
Tour de France skulle skabe forbilleder i en nation, der var træt, karakterløs og viljeløs, mente Henri Desgrange, som styrede løbet med hård hånd i over 30 år
Nogle få hundrede nysgerrige var mødt op ved den ydmyge Café Au Reveil Matin i Montgeron syd for Paris, da den første udgave af Tour de France skulle skydes i gang onsdag 1. juli 1903 over middag. 60 ryttere stod klar – heriblandt favoritterne Maurice Garin og Hippolyte Aucouturier. Hver deltager havde betalt 10 franc for at være med mod til gengæld at optjene minimum 95 franc, hvis de fuldførte løbet og blev blandt de 50 bedste. En ufaglært arbejder havde på den tid en dagløn på tre franc. Damer og herrer fra det bedre borgerskab spankulerede rundt blandt ryttere, gadedrenge og jævne borgere, der var kommet for at se de berømte pedalatleter. Imellem dem gik en velklædt herre rundt og ventede hændervridende af bekymring på startskuddet. Henri Desgrange, hed han. 38 år og chefredaktør på sportsavisen L’auto siden dens grundlæggelse i 1900. Selve formålet med L’auto, som oprindeligt hed L’auto-vélo, var at kvæle konkurrenten Le Vélo, men på det punkt havde Desgrange fejlet. L’auto solgte i 1903 dagligt 20.000 eksemplarer, mens Le Vélos oplag var fire gange større. Nu var det knald eller fald for Desgrange og hans avis. Tour de France skulle fungere som reklame for L’auto og lukke kæften på konkurrenten, som Desgrange udtrykte det. Tiden var ved at rinde ud. Investorerne var ved at miste tålmodigheden, så den store satsning med et cykelløb af hidtil uset dimension skulle og måtte lykkes. Klokken 15.16 onsdag 1. juli 1903 blev rytterne sendt af sted på det, der snart skulle vise sig at være et triumftog gennem Frankrig. Tilskuere strømmede til etapebyerne, og L’autos oplag skød i vejret til et gennemsnit på 65.000 under Touren. Til sidste etape gik 130.000 aviser i trykken. Tour de France var en ubetinget succes. En institution i sportens verden var skabt. Det var ikke udelukkende Desgranges fortjeneste, men den ærekære, selvoptagne mand forpassede ingen chance for at understrege sin betydning. Hans ledelsesform var tyrannisk, og hans foragt for svaghed blev ledetråd i hans regime, som varede i over 30 år. Henri Desgrange var fast i troen på, at hans landsmænd, ikke Desgrange selv, naturlig vis, var trætte, karakterløse og viljeløse efter nederlaget i den fransk-tyske krig i 1871. Sport skulle skabe forbilleder, mente han, og derfor skulle hans cykelløb være så opslidende, at rytterne kun ved at rykke grænsen for fysisk formåen ville kunne nå i mål. De få, og helst kun én, der gennemførte, ville inspirere hele nationen, mente Desgrange. Han forbød rytterne at samarbejde, og modtog en rytter hjælp udefra, blev han prompte idømt bøde eller tidsstraf. Enhver teknologisk nytænkning, der gjorde livet lettere for rytterne, afviste Desgrange pure, mens han udtænkte nye pinsler, han kunne udsætte rytterne for. I 1910 drev han feltet op i Pyrenæerne, og året efter tårnede Alperne med kæmpen Col du Galibier sig op foran feltet. Et mindesmærke til hans ære er rejst på Galibier, og den gule førertrøje bærer stadig i dag hans initialer. Henri Desgrange var kendt for sin stædighed, og den fik cykelfabrikanten Émile
Mercier at føle i 1934. Han havde lokket stjerner ytteren André Leducq til sit hold, men Desgrange nægtede at lade Leducq stille til start i Tour de France for det franske hold, som Desgrange håndplukkede. Det drev Mercier til at sende klage på klage til Desgrange, hvilket blot fik redaktøren til at pålægge samtlige journalister aldrig igen at skrive Merciers navn i avisen. Det var dog i praksis ikke let at overholde, så L’auto gjorde det til en regel altid at stave Merciers navn forkert, skriver Jean-pierre de Mondenard i ‘Les Grandes Premières du Tour de France’. Så pudsede Mercier advokater på Desgrange, som lod ‘ beklagelser’ på stribe tr ykke i avisen: ‘Hr. Gercier har ladet os forstå, at hans navn er hr. Mervier,’ lød det en dag. Og den næste: ‘Hr. Mervier har bedt os slå fast, at han i virkeligheden hedder hr. Cermier.’ Og endelig, da Mercier fortsatte sin klagestrøm: ‘Hr. Cermier insisterer på, at han reelt er kendt som hr. Merdier.’ Det franske ord ‘merde’ bet yder ‘ lort’. Henri Desgrange holdt sin post som enevældig direktør for løbet indtil 1936, da han var så svækket af kræft, at han ikke længere kunne følge løbet på tætteste hold. Han døde i august 1940 i en alder af 75 år.