TRODSEDE STRENG FAR: LEGENDE KØRTE UNDER FALSK NAVN

‘Den lille bretoner’ vandt Tour de France to gange, selv om hans far forsøgte at forhindre ham i at gøre karriere i cykelsporten

Fysisk en af de mindste. Sportsligt en af de største. Lucien Petit-breton var den første, der vandt Tour de France to gange, og han er gået over i historien som en af cykelsportens ypperste udøvere. Petit-breton vandt Touren i 1907 og gentog kunststykket året efter. Enorm popularitet blev ham til del i Frankrig, men alt for tidligt brændte hans stjerne ud, da han en kold decemberdag i 1917 blev dræbt nær Troyes, mens han gjorde tjeneste i den franske hær under Første Verdenskrig. Lucien Petit-breton var ikke mere, men det var et andet navn, der stod at læse på hans dødsattest. Den klejne rytter var nemlig kendt under falsk navn, som han antog som ganske ung for at skjule for sin strenge far, at han havde indledt en karriere som cykelrytter. Historien begyndte i 1882, da Lucien Georges Mazan blev født i Plessé på kanten af Bretagne. Som ganske lille blev han af sine forældre overladt til en tante, idet papa Mazan efter en fejlslagen politisk karriere besluttede at emigrere til Argentina med sin kone. Snart fulgte lille Lucien med sine søskende efter. Som 16-årig vandt han en cykel i et lotteri, og han blev hurtigt grebet af at køre væddeløb på bane. Faderen, som var urmager og guldsmed, billigede ikke sønnens passion for cykling, som han anså for at være et anliggende for akrobater i et cirkus. Lucien begyndte derfor at indskrive sig til løbene under navnet Breton med tanke på sin fødeegn. Som blot 17-årig blev han argentinsk mester på både bane og landevej, og han var da stålsat i sin ambition om at blive professionel. I 1902 vendte Lucien tilbage til Frankrig og slog sig ned i Paris. Han talte da knapt fransk og fik hurtigt tilnavnet ‘argentineren’ eller ‘den elegante argentiner’. Snart markerede han sig for alvor med en fornem andenplads i det prestigef yldte 24-timers baneløb Bol d’or. En anden Lucien med efternavnet Breton var på den tid også aktiv i sporten, hvilket drev l ’Argentin til at ændre sit kaldenavn til Petit-breton – ‘ den lille bretoner’. I 1907 vandt Petit-breton den første udgave af Milano-sanremo, og i Tour de France triumferede han endelig efter to år med først en femteplads og siden en fjerdeplads i 1906. Det år var han den bedste rytter i ‘poinçonnés’-klassen, som var et underordnet klassement i løbet, og sine steder står Petit-breton derfor også opført som vinder af Tour de France 1906. I 1907 var han godt hjulpet af, at favoritten Émile Georget undervejs blev deklasseret på en etape på grund af et ulovligt cykelskift. Det var heller ikke til hans ulempe, at den forsvarende mester, René Pottier, havde begået selvmord i januar.

Var der den mindste t vivl om, hvorvidt han var en værdig Tour-vinder, udryddede Petit-breton den året efter, da han suverænt vandt Touren igen. Han vandt fem etaper undervejs og erk lærede i Paris, at han ville indstille sin karriere, mens han udpegede sin holdkammerat François Faber som sin naturlige efterfølger. Petit-breton kørte ikke Touren i 1909, men han kunne på sigt ikke holde sig væk. Han stillede til start yderligere fem gange, men han udgik hver gang. I 1909 fulgte han løbet i bil og skrev kronikker til dagbladet ‘La Vie au Grand Air’, hvilket kom i stand i kraft af hans store interesse for litteratur og for at skrive. Journalisten Jacques Augendre, som er Tourens officielle historieskriver, fortæller i ‘Petites Secrètes Histoires du Tour’, at Petit-breton var den første intellektuelle i feltet. Han beskrives som yderst intelligent og som en af feltets mest sympatiske r yttere. Det hele sluttede i december 1917, da han gjorde tjeneste bag fronten ved Troyes og var involveret i en trafikulykke. Den opstod, da en døddrukken kusk svingede sin hest og vogn ud foran Petit-bretons køretøj. Petit-breton døde få dage senere på et hospital i Troyes. Han blev 35 år gammel.