TOUREN I NY TIDSALDER: FRANSKMAND HAVDE EKSTRA GEAR
Roger Lapébie udnyttede moderne teknologi, da han i 1937 vandt Tour de France på en cykel med gearskifter, men han fik også massiv hjælp af både fans og arrangører
Efter to gange i træk at have sejret i Giro d’italia var debutanten Gino Bartali manden, alle troede på i Tour de France 1937, og da han med sejr på 7. etape i Alperne overtog den gule trøje med næsten ti minutter til nærmeste forfølger, syntes alle profetier at gå i opfyldelse. Et styrt sendte imidlertid den italienske superstjerne ud af løbet, som så i stedet
blev et opgør mellem den forsvarende mester, belgiske Sylvère Maes, og den franske darling Roger Lapébie. Resultatet blev en kontroversiel Tour, hvor franske tilskuere, arrangører og r yttere tilsyneladende gjorde alt for, at nationens yndling skulle vinde, eller måske snarere, at den st ygge belgier ikke skulle. Løbsledelsen annullerede pludselig en holdtidskørsel i Ax-les-thermes, hvilket i kraft af det belgiske holds overlegenhed var et klart tilbageslag for Maes. Samtidig fik Lapébie talløse venlige skub op ad stigningerne, mens Maes en dag blev stoppet af en pludseligt nedsænket jernbanebom, uden at et tog nærmede sig. Efter belgisk protest blev Lapébie idømt en tidsstraf for at have ladet sig trække af en bil i Alperne, men de 90 sekunder stod ifølge belgierne slet ikke mål med den fordel, Lapébie havde opnået. Maes, derimod, fik efter belgiernes mening mere end rigeligt med hug for en dag at modtage hjælp af et par uaf hængige belgiske r yttere efter en punktering. Til sidst fik belgierne nok og forlod løbet i protest. Roger Lapébie var dermed sikker på sejren, og han kunne skrive sig ind i historien som den første Tour de France-vinder, der benyttede et derailleur-gearskift, som tillader r ytteren at skifte gear i fuld fart. Denne fordel var også et voldsomt irritationsmoment for belgierne, som først senere i lighed med resten af feltet tog teknologien til sig. Derailleur-gearskiftet var ingen ny opfindelse, men kan spores tilbage til århundredskiftet. Tour-direktør Henri Desgrange anså imidlertid den teknologiske udvik ling for at være af det onde. Efter hans opfattelse var derailleur-gearskift udelukkende et anliggende for mænd over 45 år, idet yngre, sunde mennesker snarere burde dyste på fysisk formåen end teknologi. Hans cykelløb skulle være en rå, usminket kappestrid, så først da han svækket af sygdom måtte trække sig tilbage i 1936, var vejen banet for alt det nymodens pjat, som han afskyede og opfattede som et forræderi mod selve grundtanken i Tour de France. Desgrange havde dog tilladt, at r ytterne måtte have forskellige tandhjul monteret på hver sin side af baghjulet. Det tillod dem at stå af cyklen og vende baghjulet og dermed få en anden gearing. Nogle ryttere havde haft to tandhjul monteret på hver side, hvilket sikrede dem adgang til fire gearinger, og der er endog fortællinger om brug af derailleur-gearskift i dølgsmål. Tidlige udgaver af derailleur-gearskiftet bestod af en kædestrammer, som var monteret lige bag kranken. Med et håndtag kunne r ytteren løsne kæden, hvilket tillod ham at række ned og med en finger skubbe kæden fra et tandhjul til et andet på baghjulet, mens han forsigtigt trådte baglæns i pedalerne. Når kæden var på plads, kunne han med håndtaget atter stramme kæden og fortsætte sit ridt. Typisk var racercyk ler med derailleur-gearskift i 1930’erne udst yret med tre tandhjul på baghjulet og kun én klinge foran. Mangen et fingerled blev læderet i denne farlige gearskiftmanøvre. Ligeledes dristigt var det gearskift, som blandt andre Gino Bartali benyttede helt op i 1950’erne, nemlig Campagnolo Cambio Corsa. Med et håndtag monteret på cyklens bagstiver kunne man i fuld fart løsne baghjulet, hvorefter man ved hjælp af et andet håndtag på bagstiveren kunne flytte kæden fra tandhjul til tandhjul, når man drejede pedalerne baglæns. Rytterens vægt holdt kæden stram, idet det løstsiddende baghjul kunne glide frem og tilbage alt efter, om kæden var på et stort eller lille tandhjul. Når kæden var på plads, strammede man atter baghjulet med det første håndtag.
Da hverken Maes eller Bartali nåede til Paris, vandt Roger Lapébie ikke ubetinget anerkendelse for sin Tour-sejr i 1937. Dette til trods for, at han faktisk vandt tre etaper i løbet og med sin tredjeplads i 1934 havde bevist, at han var en seriøs bejler til Tour-tronen. I 1938 blev han holdt ude af løbet under påstand om, at han havde overtrådt reglementet i 1937. Tour-ledelsen var under voldsomt pres fra belgiske cykelledere, og Lapébie måtte holde sig væk. Han kørte aldrig Tour de France igen. Roger Lapébie døde i en alder af 85 år i oktober 1996.