‘LÆDERHOVED’ KØBTE KONKURRENT: ‘HJÆLP MIG, OG JEG GIVER DIG 100.000 FRANC'

Lille, seje Jean Robic vandt Tour de France, selv om han på et tidspunkt var 23 minutter efter den gule trøje, som han ikke selv nåede at køre i

Da k lejne Jean Robic søndag 13. juli 1947 i Pau kørte over stregen som vinder af 15. etape af Tour de France, havde han kørt en overbevisende bjergetape, hvor han var først over Col de Peyresoude, Col d ’Aspin, Col du Tourmalet og Col d ’Aubisque. Det var hans tredje etapesejr i et løb, hvor ikke mange havde peget på ham som favorit. Denne søndag åd han dog et kvarter af det forspring, som René Vietto

i den gule trøje havde opbygget i for visning om, at det omsider var hans tur til at vinde løbet. Siden skulle Vietto smide det hele på gulvet, mens italieneren Pierre Brambilla før sidste etape til Paris stod til at vinde løbet. Det ændrede Robic på ved at gribe en pludseligt opstået chance i luften og betale en konkurrent 100.000 franc for at hjælpe sig til Paris. Uden at køre en eneste dag i gult – som den første, siden trøjen blev indført i 1919 – vandt Jean Robic Tour de France i den første udgave efter Anden Verdenskrig. Efter 14. etape var han over 23 minutter efter Vietto, og før sidste etape var han knapt tre minutter efter Brambilla, men selv om alt syntes tabt, holdt han ud. Chancen opstod, da han spurtede op ad den beskedne stigning Côte de Bon Secours. Nogle kilder hævder, at han var på jagt efter en pengepræmie (som dog allerede var indkasseret af en udbrydergruppe), mens andre angiver, at den lille arrige f yr blot instinktivt skød af sted, da det begyndte at gå opad. Under alle omstændigheder fik Robic en gevinst ud af sin forcering, for Brambilla syntes at være sårbar, og da Robic på toppen nåede op til Édouard Fachleitner, som var nummer fem i den samlede stilling, skød de to af sted mod Paris i et velsmurt samarbejde. Fachleitner havde også en spinkel chance for at vinde Touren, hvis han kunne slippe af med Robic, som var næsten fire minutter foran ham i den samlede stilling. Han erkendte dog, at det var en håbløs opgave og lod sig i stedet hyre af Jean Robic som hjælper ytter. ‘Du kan ikke vinde Touren, for jeg slipper dig aldrig,’ sagde Robic til sin landsmand, som i 2007 fortalte sin historie til magasinet Vélo. ‘Men hvis du arbejder sammen med mig, giver jeg dig 100.000 franc’. Det gjorde Fachleitner så i en sådan grad, at duoen nåede Paris 13 minutter før Brambilla, som var brændt helt sammen. Jean Robic var en mærkværdigt udseende lille mand. Han lignede en gnaver med sin spidse næse, smalle kæbeparti og stritører, men han blev kaldt ‘ le biquet’, gedekiddet. Som en af ganske få kørte han med en læderhjelm efter at have pådraget sig kraniebrud i et st yrt i Paris-roubaix i 1944, og det gav ham et andet tilnavn, nemlig ‘tête de cuir’, læderhoved. Med en kampvægt på blot 56 kilogram var 158 centimeter høje Jean Robic en født bjergrytter, men det kneb gevaldigt for ham at opnå tilstrækkelig hastighed på nedkørslerne på grund af sin ringe vægt. Det fandt han en simpel løsning på: Når han havde nået en bjergtop, skulle en hjælper stå klar med en drikkedunk af aluminium, som Robic udskiftede med sin egen dunk. Den nye var fyldt med blyspåner, og den øgede vægt ville markant øge r ytterens fart på nedkørslen. Robic vurderede selv, at han alt efter nedkørslens længde kunne vinde op til halvandet minut på den konto, skriver Tour-historikeren Ole Skjoldhøj i bogen ‘Folkefest i stjernestøv’. Det snedige trick afprøvede Robic første gang i Pyrenæerne i Tour de France 1953, og det hele forløb ganske som for ventet. En dag, da Robic smed den tunge dunk fra sig, ramte han imidlertid en tilskuer på foden, og han blev afsløret og fik en bøde for ‘uorganiseret forplejning’. Robic regnes for at være bretoner, selv om han ikke var født i Bretagne. ‘Jeg blev ved en fejltagelse født i Ardennerne,’ plejede han at sige. Han voksede op i Radenac i Bretagne, før han i 1940 flyttede til Paris for at jagte en professionel karriere. Robic stillede til start i Touren 1947 som relativt ukendt regionalr ytter, men han

skulle snart blive kendt som den temperamentsfulde, selvoptagede person, han var. Han var polemisk og skændtes gerne, og han vandt sig derfor få venner i feltet. Han var sikkert også ligeglad. En af hans konkurrenter, André Mahé, fortalte i magasinet Procycling i 2007, at Robic gerne stillede sig til skue, når han trådte ind på en restaurant. Når han var sikker på, at alle havde set ham, erk lærede han: ‘Ja! Det er mig – Robic!’ Jean Robic døde 6. oktober 1980 i en trafikulykke. Han blev 59 år.